Du har endelig fundet en børnepasser" class="internal-link">babysitter.
Personen virker sød.
Barnet hyggede sig under første møde.
Men i det øjeblik du tager jakken på:
Barnet græder.
Klistrer sig til dit ben.
Beder dig om ikke at gå.
Og nu tænker du:
“Er mit barn overhovedet klar til en babysitter?”
Uro ved adskillelse er meget almindeligt hos børn, især i bestemte udviklingsperioder.
Sundhed.dk beskriver, at angst ved adskillelse er en naturlig del af udviklingen omkring 8-12 måneders alderen og også kan dukke op igen i perioder med store forandringer, eksempelvis ved institutionsstart.
Det er derfor vigtigt at skelne mellem:
et barn, der naturligt bliver ked af det, når forældrene går
og:
en egentlig separationsangst, der er så kraftig eller langvarig, at den påvirker barnets dagligdag.
Her får du en praktisk guide til at introducere en babysitter på en tryg måde.
Hvad er separationsangst?
Begrebet bliver brugt på to forskellige måder.
I almindelig tale betyder det ofte bare:
“Mit barn bliver meget ked af det, når jeg går.”
Det kan være en helt normal del af udviklingen.
Den kliniske angstlidelse separationsangst handler derimod om en usædvanlig og meget stærk frygt for at blive adskilt fra en vigtig omsorgsperson på tidspunkter, hvor den grad af angst ikke længere er almindelig for barnets udvikling.
Denne artikel handler primært om:
Hvordan I gør babysitting lettere for et barn, der bliver utrygt ved adskillelse.
Den skal ikke bruges til selv at diagnosticere et barn.
Er det normalt, at en baby græder, når mor eller far går?
Ja.
Særligt omkring 8-12 måneder kan reaktion på adskillelse være en normal del af udviklingen.
Barnet har ikke nødvendigvis lært:
“Mor går – men hun kommer igen om to timer.”
For barnet kan farvel derfor opleves meget større, end det gør for den voksne.
Det betyder ikke automatisk:
“Barnet kan ikke passes.”
Det betyder ofte, at introduktionen skal ske mere gradvist.
Hvornår kan separationsangst være mere end almindelig uro?
Sundhed.dk beskriver, at børn med egentlig separationsangst eksempelvis kan være stærkt bange for, at noget frygteligt sker med dem selv eller forældrene under adskillelsen.
Barnet kan også:
- Nægte skole
- Nægte at sove alene
- Vågne for at kontrollere, om forældrene stadig er der
- Nægte aktiviteter væk fra hjemmet
- Få mavepine, hovedpine eller opkast før adskillelse
- Reagere med voldsom gråd, vrede eller panik
Hvis angsten er kraftig, langvarig og hæmmer barnet i hverdagen, anbefaler sundhed.dk at søge professionel hjælp.
En babysitter skal ikke fungere som behandling for en angstlidelse.
Barnet skal lære babysitteren at kende først
Hvis dit barn allerede har svært ved adskillelse, ville jeg undgå:
Første møde kl. 17.45.
Forældrene forlader huset kl. 18.00.
Start tidligere.
Eksempel:
Møde 1
Babysitteren kommer 45 minutter, mens forældrene er hjemme.
Møde 2
Babysitteren leger med barnet, mens forælderen laver noget i et andet rum.
Møde 3
Forælderen går en meget kort tur.
Senere
En almindelig pasning.
Formålet er ikke at gennemføre en hjemmebehandling.
Formålet er bare at gøre personen:
kendt
i stedet for:
fremmed.
Brug samme babysitter
Hvis barnet bliver utrygt ved nye personer:
Undgå om muligt:
Sofie fredag.
Emma næste uge.
Jonas ugen efter.
En fast babysitter giver barnet mulighed for at lære:
Denne person kender jeg.
Hun ved, hvor min bamse er.
Hun ved, hvordan vi leger.
Mor og far kommer tilbage, når hun er her.
Kontinuitet og forudsigelighed kan gøre situationen lettere.
Fortæl barnet, hvad der skal ske
Undgå overraskelsen:
Nå, nu kommer der forresten en babysitter, og vi går.
Fortæl det tidligere.
Til et mindre barn kan det være:
Efter aftensmad kommer Sofie. Hun leger med dig og putter dig. Mor og far kommer hjem, når du sover.
Til et større barn:
På fredag skal vi ud fra kl. 18 til 22. Sofie kommer. I kan spise pizza og spille spil, og vi er tilbage inden du vågner i morgen.
Hold forklaringen enkel og sand.
Vis et billede af babysitteren
Hvis barnet ikke kender personen godt endnu:
Vis et billede.
Sig:
Det er Clara. Hun var her også i søndags. Hun kommer igen fredag.
Så bliver ordet:
“babysitter”
til en konkret person.
Lav noget barnet glæder sig til
Babysitteraftenen kan indeholde:
- Favoritspil
- LEGO
- Pizza
- Bagning
- Tegning
- En bestemt film
- Legeplads
- Højtlæsning
Ikke som:
“Hvis du stopper med at græde, får du slik.”
Men som:
“Når Sofie kommer, skal I bygge den LEGO-bane, I talte om.”
Fokus flyttes fra:
forældrene går
til:
noget kendt og rart skal ske.
Lav en tydelig farvel-rutine
Et godt farvel behøver ikke være langt.
Eksempel:
Kram.
“Vi elsker dig.”
“Sofie passer på dig.”
“Vi kommer hjem senere.”
Farvel.
Den samme rutine kan bruges hver gang.
Forudsigelighed og et trygt miljø kan være hjælpsomt ved lettere angst.
Undgå at gøre farvel til en 30-minutters forhandling
Barnet græder.
Du bliver stående.
Barnet falder lidt til ro.
Du tager jakken på igen.
Barnet græder.
Du sætter dig igen.
Nu bliver alle mere usikre.
Det betyder ikke, at du skal ignorere barnets følelser.
Anerkend dem:
Jeg kan godt se, at du er ked af, at vi går.
Men hold fast i en plan, som barnet på forhånd er forberedt på, hvis situationen ellers er tryg og passer til barnets niveau.
Ved et barn med behandlingskrævende angst bør familiens plan naturligvis følge den professionelle vejledning, barnet eventuelt får.
Lad være med at snige dig ud
Det kan være fristende.
Barnet leger.
Du tænker:
“Hvis jeg går nu uden at sige noget, undgår vi gråden.”
Problemet er, at barnet pludselig opdager:
Mor er væk.
uden at vide hvornår eller hvordan det skete.
Ved almindelig babysitting ville jeg derfor vælge et kort og tydeligt farvel frem for at forsvinde i hemmelighed.
Barnet skal gradvist kunne lære:
Forælderen siger farvel – og kommer tilbage igen.
Aftal på forhånd hvornår babysitteren skal ringe
Babysitteren skal ikke selv gætte:
“Hvor længe skal jeg lade barnet græde?”
Lav en aftale.
Eksempel:
Hun bliver ofte ked af det de første 5-10 minutter. Det plejer at hjælpe at tage LEGO frem.
Og:
Hvis hun fortsat er meget ulykkelig efter cirka 20 minutter og slet ikke kan trøstes, så ring.
Der findes ikke ét magisk minutantal, der gælder alle børn.
Familien kender barnet bedst.
Barnet må gerne blive ked af det
Målet behøver ikke være:
“Barnet må overhovedet ikke græde.”
Det kan være helt naturligt, at barnet savner sine forældre.
Babysitteren kan sige:
Jeg ved godt, du savner mor.
Hun kommer tilbage.
Jeg er her sammen med dig.
Man behøver ikke sige:
Der er da ikke noget at være ked af.
Følelsen er reel for barnet.
Babysitteren skal være rolig
Et barn aflæser også den voksne.
Hvis babysitteren reagerer:
Åh nej, hvad gør jeg? Skal jeg ringe? Er du okay? Hvorfor græder du?
kan situationen føles endnu større.
En rolig babysitter kan i stedet:
anerkende
holde fast i rutinen
og:
gå videre til noget kendt.
Vælg en babysitter, der ikke tager afvisning personligt
Barnet kan sige:
Jeg vil ikke have dig!
eller:
Gå væk!
Det betyder ikke nødvendigvis:
“Jeg kan ikke lide babysitteren.”
Det kan betyde:
“Jeg vil have mor tilbage.”
Babysitteren skal helst kunne høre forskellen.
En moden reaktion kan være:
Du ville helst have, at far var her. Det forstår jeg godt. Jeg bliver her sammen med dig, indtil han kommer hjem.
Lad barnet have noget kendt
Det kan være:
- Bamse
- Tæppe
- Sut
- En trøje
- Et bestemt legetøj
Hvis en bestemt genstand normalt giver tryghed, så sørg for at babysitteren ved det.
Skal babysitteren sende billeder?
Det kan være en hjælp for forældrene.
Men spørg også:
Hjælper det barnet?
Hvis mor hele tiden sender video tilbage:
Hej skat, mor savner dig!
kan det for nogle børn starte savnet igen.
Aftal derfor kommunikationen på forhånd.
Eksempel:
Send os gerne en besked, når hun er faldet til ro. Vi ringer ikke til hende, medmindre der er behov.
Skal forældrene ringe midt i pasningen?
Ikke nødvendigvis.
Hvis barnet hygger sig:
Kan et opkald fra mor pludselig minde barnet om savnet.
For nogle børn er det bedre, at:
babysitteren kontakter forældrene ved behov
end at forældrene ringer flere gange “bare for at høre”.
Det afhænger dog helt af barnet.
Putning kan være ekstra svært
Barnet kan klare sig godt, mens der er aktivitet.
Men ved sengetid:
“Hvor er mor?”
Putning er stille og minder barnet om den normale rutine med forældrene.
Hvis det er første babysitterpasning:
Overvej at begynde med en pasning uden putning.
Eksempel:
15-17
før I senere prøver:
18-22.
Lad babysitteren lære putningen sammen med jer
Et mellemtrin kan være:
Babysitteren er med under putningen, mens forælderen stadig er hjemme.
Næste gang:
Babysitteren gør mere af rutinen.
Senere:
Babysitteren putter alene.
Så bliver det ikke en helt ny procedure oven i en allerede svær separation.
Baby med separationsuro
Ved babyer er reaktionen ofte udviklingsmæssigt normal.
Barnet forstår ikke nødvendigvis lange forklaringer.
Her betyder det ofte mere, at babysitteren:
- Er kendt
- Er rolig
- Kender barnets signaler
- Kan trøste
- Kender mad
- Kender søvn
- Har mødt barnet flere gange
Sundhed.dk beskriver netop adskillelsesangst omkring 8-12 måneder som en normal del af udviklingen.
Separationsangst hos større børn
Hos et større barn kan bekymringerne være mere konkrete:
Hvad hvis I kører galt?
Hvad hvis I ikke kommer tilbage?
Hvad hvis jeg bliver syg?
Ved en egentlig angstlidelse kan netop frygt for, at forælderen eller barnet kommer ud for noget alvorligt under adskillelsen, være centralt.
Her bør babysitteren ikke improvisere som terapeut.
Hvis barnet allerede får professionel hjælp, så følg den plan, familien har fået.
Pas på med konstant beroligelse
Babysitteren kan naturligvis sige:
Dine forældre kommer hjem.
Men ved et større barn med angst kan samtalen blive:
Er du helt sikker?
Ja.
100 %?
Ja.
Hvad hvis de kører galt?
Det gør de ikke.
Lover du det?
I stedet kan babysitteren følge de strategier, familien og eventuelle behandlere allerede bruger.
Sundhed.dk beskriver, at angst kan føre til omfattende sikkerhedsadfærd og søgen efter forsikring, og at alvorlig angst bør håndteres professionelt frem for kun gennem undgåelse og beroligelse.
Hvornår bør I vente med babysitter?
Hvis barnet er:
ekstremt forpint
slet ikke kan falde til ro
eller:
situationen føles utryg
behøver I ikke tvinge en lang aften igennem for at “lære barnet det”.
Prøv eventuelt et mindre skridt næste gang.
Hvis angsten er vedvarende, voldsom og påvirker:
- Institution
- Skole
- Søvn
- Fritidsaktiviteter
- Familiens almindelige liv
bør I søge professionel rådgivning. Sundhed.dk anbefaler hjælp, når angsten bliver kraftig, langvarig eller hæmmende for barnets dagligdag.
Babysitteren skal ikke behandle separationsangst
Det er vigtigt.
Babysitterens opgave er:
At skabe tryg pasning.
Ikke:
At gennemføre angstbehandling.
Ved diagnosticeret eller alvorlig separationsangst kan behandling eksempelvis involvere kognitiv adfærdsterapi med professionel støtte.
Babysitteren bør følge familiens plan.
Ikke opfinde sin egen.
Hvilken babysitter er bedst?
Jeg ville især kigge efter en person, der er:
rolig
tålmodig
stabil
ikke let bliver stresset af gråd
villig til at komme flere gange
og:
interesseret i at blive en fast babysitter.
En meget underholdende babysitter er ikke nødvendigvis bedre end en rolig person, barnet langsomt får tillid til.
Fast babysitter er ofte en fordel
Hvis barnet har svært ved adskillelse, er genkendelighed værdifuldt.
På Siitters kan familier sammenligne passere efter blandt andet erfaring, aktivitet, Premium" class="internal-link">timepris og førstehjælp og derefter aftale et møde direkte med personen.
Find gerne én person, som kan blive:
“vores babysitter”
frem for konstant at begynde forfra.
12 spørgsmål til babysitteren
- Har du passet børn, der havde svært ved at sige farvel?
- Hvordan reagerer du, hvis barnet græder?
- Er du komfortabel med, at barnet måske afviser dig i starten?
- Kan du komme til et møde først?
- Kan du være fast babysitter?
- Hvordan skaber du kontakt til et genert eller utrygt barn?
- Hvad gør du, hvis barnet spørger efter forældrene igen og igen?
- Er du komfortabel med en fast farvel-rutine?
- Kan du følge vores putterutine præcist?
- Hvornår ville du ringe til os?
- Er du tryg ved at starte med en kort pasning?
- Er der noget ved situationen, du ikke føler dig tryg ved?