Barn alene hjemme efter skole – hvad skal I aftale?

“Jeg kan godt være alene.”

Det siger barnet.

Selvsikkert.

Som om eftermiddagen alene hjemme består af:

At smide skoletasken.

Spise en bolle.

Se lidt YouTube.

Og vente på, at mor eller far kommer hjem.

Og nogle dage er det måske præcis sådan.

Men første gang et barn skal være alene hjemme efter skole, opdager man hurtigt, hvor mange små spørgsmål der gemmer sig i den tilsyneladende simple løsning.

Må barnet have venner med hjem?

Må barnet gå ud igen?

Må det bruge komfuret?

Hvad hvis nogen ringer på?

Hvad hvis barnet mister sin nøgle?

Hvad hvis telefonen løber tør?

Hvad hvis barnet bliver bange?

Hvad hvis forældrene bliver forsinkede?

Og måske det vigtigste:

Hvor længe er barnet egentlig klar til at være alene?

Der findes ikke én bestemt alder eller én aftale, der passer til alle familier.

Men der er en række ting, det er rigtig godt at have talt om, inden barnet første gang står med hele eftermiddagen for sig selv.

Start med at skelne mellem 20 minutter og tre timer

“Alene hjemme efter skole” kan betyde meget forskellige ting.

Det kan være:

Barnet kommer hjem klokken 14.30.

Mor kommer 14.50.

Eller:

Barnet kommer hjem klokken 13.45.

Forældrene kommer klokken 17.30.

Det er ikke den samme opgave.

Et barn kan sagtens være klar til den første situation uden at være klar til den anden.

Så begynd med:

Hvor lang tid skal barnet faktisk være alene?

Start gerne kort

Hvis barnet aldrig tidligere har været alene hjemme, er det sjældent nødvendigt at starte med hele eftermiddagen.

I kan først øve:

10 minutter.

20 minutter.

30 minutter.

En time.

Og se hvordan barnet reagerer.

Det handler ikke kun om:

“Kan barnet overleve det?”

Men også:

Føler barnet sig trygt?

Kan barnet følge aftalerne?

Ved barnet, hvad det gør, hvis noget ændrer sig?

Barnet skal selv have lyst

Det betyder ikke, at barnet skal være 100 procent frygtløst.

Den første eftermiddag må gerne føles lidt stor.

Men der er forskel på:

“Det er lidt spændende.”

og:

“Jeg vil virkelig ikke være alene.”

Hvis barnet er meget utrygt, så undersøg hvorfor.

Spørg hvad barnet tænker om det

Du kan eksempelvis spørge:

“Hvad synes du om at skulle være alene efter skole?”

“Er der noget, du er nervøs for?”

“Hvad tror du bliver hyggeligt?”

“Hvad ville du gøre, hvis du blev utryg?”

Det giver et bedre billede af barnets parathed end bare:

“Du er vel gammel nok nu.”

Lav en fast hjemkomst-rutine

Det gør eftermiddagen mere forudsigelig.

Den kan eksempelvis være:

1. Kom hjem.

2. Lås døren.

3. Læg nøglen på sin faste plads.

4. Send besked om, at du er hjemme.

5. Stil tasken.

6. Tag en snack.

7. Følg de aftaler, I har lavet for eftermiddagen.

Jo mere der bliver rutine, desto mindre skal barnet selv huske og beslutte hver dag.

Beskeden “jeg er hjemme”

Det kan være en rigtig god start.

Ikke:

En løbende GPS-rapport.

Bare:

“Er hjemme.”

Så ved du:

Barnet er kommet hjem.

Barnet er kommet ind.

Og eftermiddagen er i gang.

Aftal hvad I gør, hvis beskeden ikke kommer

For den bliver glemt.

Det gør den næsten helt sikkert på et tidspunkt.

Barnet kommer ind.

Ser køleskabet.

Husker, at der ligger noget meget vigtigt i Roblox.

Og fem minutter senere eksisterer aftalen ikke længere i barnets hjerne.

Så aftal:

Hvor længe venter du?

Ringer du?

Hvem kontakter du, hvis barnet ikke svarer?

Så behøver fem minutters forsinkelse ikke automatisk blive til katastrofetanker.

Telefonen skal være opladet

Hvis telefonen er jeres vigtigste kontaktvej, skal den selvfølgelig fungere.

Lav gerne en rutine:

Telefonen oplades om aftenen.

Barnet har den med hjem.

Lyden er slået til, hvis I har aftalt det.

Men telefonen bør stadig ikke være jeres eneste plan.

Hvad hvis telefonen ikke virker?

Barnet skal også vide:

Hvem kan jeg kontakte?

Hvor kan jeg gå hen?

Kan jeg låne en telefon hos en kendt nabo?

Kan jeg et relevant nummer udenad?

Det er godt at have mindst én løsning, der ikke kræver barnets egen telefon.

Barnet bør kende et telefonnummer

Det er praktisk.

Og overraskende mange kan ikke længere et eneste nummer udenad.

Heller ikke voksne.

Hvis barnet skal være mere selvstændigt, kan det være en god idé, at det kan mindst ét relevant telefonnummer.

Hvem ringer barnet til først?

Lav en rækkefølge.

For eksempel:

Mor.

Far.

Bedstemor.

En anden aftalt voksen.

Så barnet ikke står og tænker:

“Mor svarer ikke. Så er jeg alene i verden.”

Hvornår skal barnet ringe?

Det er også værd at gøre konkret.

Barnet behøver ikke ringe, fordi:

Der kom en flue ind.

Men barnet må selvfølgelig altid kontakte jer, hvis det bliver utrygt.

Tal også om situationer, hvor I gerne vil have besked.

For eksempel:

Barnet kan ikke komme ind.

Barnet bliver forsinket.

Barnet vil gå et andet sted hen.

Nogen kommer til skade.

Noget i hjemmet ser forkert ud.

Hvad må barnet lave?

Det er bedre at tale om det på forhånd end at opdage bagefter, at I havde meget forskellige forventninger.

Må barnet:

Se TV?

Game?

Gå på computer?

Lave lektier?

Gå ud?

Have venner med hjem?

Lave mad?

Bruge ovnen?

Bruge mikroovnen?

Gå i bad?

Gå til en ven?

Der findes ikke ét sæt korrekte regler.

Men barnet skal kende jeres.

Lav få regler

Et barn alene hjemme behøver ikke huske 36 regler.

Vælg de vigtigste.

For eksempel:

Du giver besked, når du er hjemme.

Du åbner ikke døren for personer, vi ikke har aftalt.

Du bruger ikke komfuret.

Du går ikke ud igen uden at fortælle os det.

Du ringer, hvis noget føles forkert.

Fem regler, barnet husker, er bedre end 25 regler, ingen kan gengive.

Mad efter skole

Klokken er 14.37.

Barnet er sultent.

Ingen voksne hjemme.

Nu skal der ske noget.

Hvis I ikke har lavet en aftale, kan barnet blive kreativt.

Og børns kulinariske kreativitet uden opsyn kan være interessant.

“Hvad lavede du?”

“Jeg prøvede at smelte sukker.”

Okay.

Så måske skal snacken være aftalt.

Hav nem mad klar

For eksempel:

Frugt.

Brød.

Yoghurt.

Grøntsager.

En sandwich.

Noget barnet allerede ved, det må tage.

Det gør eftermiddagen enklere.

Hvilke køkkenredskaber må barnet bruge?

Det afhænger helt af barnets alder og erfaring.

Nogle børn kan uden problemer:

Bruge mikroovn.

Skære frugt.

Lave en simpel snack.

Andre er ikke klar.

Øv tingene sammen, før barnet skal gøre dem alene.

Komfur og ovn skal være en tydelig aftale

Ikke:

“Du ved vel godt, du ikke skal…”

Barnet skal vide det.

Må det bruges?

Ja eller nej?

Og i så fald til hvad?

Tydelighed er bedre end antagelser.

Hvad hvis nogen ringer på?

DING DONG.

Barnet er alene.

Hvad gælder?

Det er et af de spørgsmål, I bør have aftalt.

Må barnet åbne døren?

Kun for bestemte personer?

Slet ikke?

Det vigtigste er, at barnet ikke først skal træffe beslutningen i øjeblikket.

Barnet behøver ikke åbne

At nogen ringer på betyder ikke:

“Du skal åbne.”

Barnet må gerne blive inde.

Og barnet behøver ikke sige:

“Jeg er alene hjemme.”

Hvis barnet er i tvivl, kan det kontakte jer.

Hvad hvis det er en ven?

Det bliver hurtigt mere kompliceret.

“Det er bare William.”

Fint.

Men må William komme ind?

Hvis I har reglen:

Ingen venner hjemme uden voksen,

så er svaret enkelt.

Hvis bestemte venner må komme:

Så skal barnet kende den aftale.

Venner ændrer situationen

Barnet alene:

Spiser en bolle.

Ser en serie.

Laver måske lektier.

Barnet med to venner:

“Kan vi bygge en bane ned ad trappen?”

Grupper kan ændre børns adfærd.

Derfor kan et barn godt være klar til at være alene uden nødvendigvis at være klar til at have venner med hjem uden voksne.

Lav særskilte regler for venner

For eksempel:

Ingen venner uden aftale.

Eller:

Én bestemt ven må gerne komme.

Eller:

Venner må først komme, når en voksen er hjemme.

Det er lettere end at lade barnet vurdere situationen fra dag til dag.

Må barnet gå ud igen?

Barnet skriver:

“Er hjemme.”

Perfekt.

Ti minutter senere går barnet på legepladsen.

Men du tror stadig, barnet er hjemme.

Derfor skal det aftales.

Hvis barnet må gå ud:

Skal det give besked?

Hvor må det gå hen?

Hvornår skal det være tilbage?

“Jeg er hjemme” betyder ikke nødvendigvis “jeg bliver hjemme”

Det lyder banalt.

Men familier kan nemt have forskellige forventninger.

Forælderen tænker:

“Barnet er hjemme resten af eftermiddagen.”

Barnet tænker:

“Jeg kom hjem. Mission completed.”

Og går videre til en ven.

Tal om det.

Hvad hvis barnet vil hjem til en ven?

Aftal:

Skal barnet spørge først?

Er en besked nok?

Skal I kende den anden familie?

Må barnet bare gå?

Jo mere selvstændigt barnet bliver, desto vigtigere bliver klare rammer omkring ændringer.

Skærm efter skole

Det bliver hurtigt relevant.

Barnet kommer hjem.

Ingen voksne.

Computer.

Tablet.

Konsol.

Telefon.

Og et helt digitalt univers, hvor ingen siger:

“Nu har du siddet længe.”

Hvis I har regler om skærm, skal de også kunne fungere, når I ikke er hjemme.

Lav realistiske skærmaftaler

Hvis aftalen er:

“Du må ikke bruge nogen skærm overhovedet fra 14 til 17,”

men barnet konsekvent bryder den, er aftalen måske ikke særlig funktionel.

Lav regler, I faktisk forventer kan fungere.

Det kan eksempelvis være:

Skærm efter snack og lektier.

En bestemt tidsperiode.

Eller andre rammer, der passer til jer.

Tillid er en del af det

At være alene hjemme kræver, at barnet kan følge aftaler uden konstant overvågning.

Det er faktisk en stor del af milepælen.

Barnet oplever:

“Mine forældre stoler på mig.”

Og forældrene oplever:

“Jeg kan ikke kontrollere hvert minut.”

Det kan være svært for begge parter.

Hvad hvis barnet bryder en regel?

Det kommer måske til at ske.

Barnet gamede længere.

Glemte at skrive.

Havde en ven med hjem.

Gik ud uden besked.

Det betyder ikke nødvendigvis:

“Du må aldrig være alene igen.”

Find ud af:

Forstod barnet reglen?

Var aftalen realistisk?

Var ansvaret for stort?

Hvad gør I næste gang?

Friheden kan skrues op og ned

Selvstændighed behøver ikke være permanent progression.

Hvis en ordning ikke fungerer, kan I justere.

Kortere tid alene.

En passer kommer tidligere.

Færre ting barnet skal håndtere.

Mere struktur.

Så prøver I igen.

Hvad hvis barnet bliver bange?

Et hus kan føles meget anderledes, når man er alene.

Pludselig larmer:

Køleskabet.

Radiatoren.

Vinduerne.

En gren.

Et eller andet mystisk sted ovenpå.

Barnet ved godt, at det er hjemmet.

Men følelsen kan stadig være anderledes.

Barnet skal vide, at det altid må kontakte jer

Undgå:

“Du skal altså ikke ringe hele tiden.”

i begyndelsen.

Hvis barnet føler sig trygt ved at kunne få fat i jer, bliver behovet ofte mindre med erfaring.

Lav en enkel strategi ved utryghed

Hvis barnet bliver nervøst, kan det:

Tænde lys.

Sætte musik på.

Ringe til en voksen.

Gå til en aftalt nabo.

Eller følge en anden løsning, I har talt om.

Det hjælper at have noget konkret at gøre.

Baggrundslyd kan hjælpe

Et stille hjem kan føles enormt.

For nogle børn hjælper:

Radio.

Musik.

TV.

Bare lyden af noget.

Det kan gøre hjemmet mindre tomt.

Hvad hvis strømmen går?

Ikke nødvendigvis farligt.

Men måske meget dramatisk for et barn.

Især om vinteren.

Tal om:

Hvor er en lommelygte?

Hvem kontakter barnet?

Hvad gør barnet?

Hvad hvis barnet ser noget mærkeligt ved huset?

Barnet kommer hjem.

Døren står åben.

Et vindue er ødelagt.

Noget virker forkert.

Her bør barnet ikke tænke:

“Jeg går lige ind og undersøger.”

Lav en tydelig aftale om, at barnet går et sikkert sted hen og får fat i en voksen, hvis hjemmet ser alvorligt anderledes ud end normalt.

Hvad hvis der er røg eller brand?

Barnet skal kende familiens grundlæggende brandplan.

Hvis der er brand eller tydelig røg:

Ud.

Få hjælp.

Barnet skal ikke tilbage efter:

Telefon.

Taske.

Computer.

Andre ting.

Tal om brandsikkerhed, før barnet skal være alene.

Hvad hvis barnet kommer til skade?

Et lille snitsår?

Okay.

Men hvad hvis barnet:

Falder.

Slår hovedet.

Brænder sig.

Får en voldsom næseblod.

Barnet skal vide, hvornår det selv kan håndtere noget småt, og hvornår det skal kontakte en voksen eller få hjælp.

Førstehjælpsudstyret skal være til at finde

Det er praktisk, at barnet ved:

Hvor plaster er.

Hvor en simpel førstehjælpskasse står.

Men barnet skal ikke have ansvaret for avanceret førstehjælp.

Ved noget alvorligt skal der søges hjælp.

Hvad hvis barnet bliver sygt?

Barnet kommer hjem.

Har hovedpine.

Får kvalme.

Begynder at kaste op.

Hvad gør barnet?

Ring til en voksen.

Det skal være en del af planen.

Medicin kræver klare aftaler

Barnet skal ikke selv begynde at tage medicin, medmindre I har en meget tydelig og passende aftale om noget, barnet allerede er vant til at håndtere.

Det er bedre at være konkret end at lade barnet gætte.

Hvad hvis forældrene bliver forsinkede?

Dette er vigtigt.

Barnet forventer:

Mor kommer klokken 16.30.

Klokken bliver 16.40.

16.50.

Ingen mor.

Hvis barnet ikke ved noget, kan det blive utrygt.

Giv besked om forsinkelser

Hvis du ved, du bliver senere:

Fortæl barnet det.

Ikke:

“Barnet klarer sig jo.”

For barnet har måske bygget sin tryghed omkring:

“Mor kommer klokken halv fem.”

En kort besked kan gøre stor forskel.

Aftal en seneste tid

Hvis jeres arbejdsdag kan svinge, kan I måske sige:

“Jeg forventer at være hjemme omkring 16.30 og senest 17.”

Så barnet ved, hvad det kan regne med.

Hvad hvis ingen voksen svarer?

Barnet ringer til mor.

Intet svar.

Far.

Intet svar.

Her skal næste skridt være kendt.

Bedsteforælder.

Nabo.

Passer.

En anden aftalt voksen.

Barnet skal ikke stå alene med usikkerheden.

Søskende gør situationen helt anderledes

“De kan jo bare være alene sammen.”

Måske.

Men nu er der ikke længere kun ét barn, der skal kunne passe på sig selv.

Der opstår:

Konflikter.

Ansvar.

Magt.

Og spørgsmålet:

Er den ældste ansvarlig for den yngste?

Det skal være meget tydeligt.

Et ældre barn er ikke automatisk børnepasser

Bare fordi barnet kan være alene hjemme, betyder det ikke nødvendigvis, at det kan have ansvar for en yngre søskende.

At passe sig selv er én opgave.

At håndtere en seksårig, der:

Bliver ked af det.

Går ud.

Slår sig.

Ikke vil høre efter.

er noget andet.

Hvis søskende skal være alene sammen

Tal om:

Hvem har ansvar for hvad?

Må de gå ud?

Hvem kontakter jer?

Hvad gør de ved konflikter?

Hvor længe er de alene?

Og vigtigst:

Er begge børn trygge ved ordningen?

“Du bestemmer over din lillebror”

Det kan skabe en interessant eftermiddag.

Den ældste:

“Jeg bestemmer, fordi mor sagde det.”

Den yngste:

“DU ER IKKE MIN MOR.”

Fem minutter senere:

Borgerkrig.

Hvis det ældste barn har et ansvar, skal det defineres konkret.

Ikke som total autoritet.

Lektier efter skole

Nogle familier vil gerne have:

Lektier først.

Andre:

Pause først.

Andre igen:

Lektier laves senere med en voksen.

Det vigtigste er en realistisk aftale.

Hvis barnet konsekvent ikke kan få lektierne lavet alene, er:

“Du laver bare lektier inden vi kommer”

måske ikke den bedste løsning.

Eftermiddagen må gerne have lidt struktur

En enkel rutine kan være:

Kom hjem.

Skriv.

Spis.

Hold pause.

Lav det aftalte.

Gå til aktivitet.

Strukturen skal passe til barnet.

Pas på med at fylde hele eftermiddagen med ansvar

Barnet er lige kommet hjem efter seks timer i skole.

Nu skal det:

Låse op.

Skrive.

Lave snack.

Lave lektier.

Tømme opvaskemaskine.

Passe lillebror.

Gå med hunden.

Pakke sportstaske.

Og gå til fodbold.

Det kan hurtigt blive meget.

Selvstændighed handler ikke om at overføre hele husholdningen til barnet.

Start med få ansvarsområder

For eksempel:

Kom sikkert hjem.

Giv besked.

Spis noget.

Vær hjemme.

Det er allerede en fin begyndelse.

Senere kan mere komme på.

Hvad hvis barnet glemmer alt?

Barnet:

Glemte at skrive.

Glemte at spise.

Glemte lektier.

Glemte fodbold.

Men nåede otte videoer om Minecraft.

Det kan være et tegn på, at barnet har brug for mere struktur.

Ikke nødvendigvis mindre frihed.

Brug en simpel eftermiddagsliste

For eksempel:

• Skriv “er hjemme”
• Snack
• Lektier
• Pak sportstaske
• Gå kl. 16.10

For nogle børn er det meget lettere end at holde hele eftermiddagen i hovedet.

Skal barnet have GPS?

Nogle familier bruger GPS-funktioner på telefon eller ur.

Det kan give ekstra tryghed.

Men overvej:

Hvad bruger I det til?

Er det backup?

Eller tjekker I barnet hvert andet minut?

Barnet skal gradvist lære at håndtere friheden.

Og forældrene skal gradvist lære at stole på den.

Kameraer i hjemmet?

Nogle familier har kameraer af andre årsager.

Men hvis barnet er alene hjemme, er det værd at tænke over grænsen mellem:

Sikkerhed.

Og konstant overvågning.

Et større barn har også brug for privatliv og tillid.

Selvstændighed uden tillid fungerer dårligt

Hvis barnet får lov at være alene, men samtidig bliver overvåget og kontaktet konstant, kan barnet opleve:

“Mine forældre tror egentlig ikke, jeg kan.”

Brug gerne ekstra sikkerhed i starten.

Men hav et mål om gradvist at slippe lidt.

Hvornår er barnet klar til længere tid?

Når kortere perioder fungerer.

Barnet:

Er trygt.

Holder de vigtigste aftaler.

Kan få fat i jer.

Kan håndtere små problemer.

Ved hvornår det skal bede om hjælp.

Så kan tiden gradvist udvides.

Udvid én ting ad gangen

Først:

30 minutter alene.

Så:

En time.

Senere:

Barnet må gå på legepladsen.

Senere:

En ven må komme hjem.

Ikke nødvendigvis:

Tre timer alene + venner + madlavning + ansvar for lillebror

på samme dag.

Når barnet ikke er klar til hele eftermiddagen

Det er meget almindeligt.

Måske er barnet klar til:

30 minutter.

Men jeres arbejdsdag kræver:

Tre timer.

Så mangler I en løsning til resten.

En passer kan udfylde mellemrummet

Eksempel:

Barnet går selv hjem klokken 14.

Låser sig ind.

Er alene til 14.30.

En passer kommer.

Så kan barnet få mere selvstændighed uden at skulle klare en hel eftermiddag alene.

På Sitters kan I oprette jer som familie og finde en passer, der eksempelvis kan komme efter skole, hjælpe med lektier, mad eller fritidsaktiviteter.

Passeren behøver ikke være der hele tiden

Når barnet bliver større, kan pasningen blive mere fleksibel.

Måske har I kun brug for:

En time.

To bestemte dage om ugen.

Hjælp til transport.

En voksen, der er der, når yngre søskende kommer hjem.

Det behøver ikke ligne pasningen af et lille barn.

Børnepasser til større børn kan sagtens give mening

Et større barn har måske ikke brug for:

Konstant underholdning.

Men det kan stadig have glæde af:

En voksen i huset.

Hjælp med mad.

Lektier.

Transport.

Struktur.

Og nogen at kontakte, hvis noget går galt.

Hvis du selv er passer

Pasning af større børn kan handle mere om tilgængelighed end konstant aktivitet.

Barnet kommer måske selv hjem.

Har sin egen nøgle.

Laver noget selv.

Din rolle kan være:

At være den ansvarlige voksne.

Hjælpe med praktiske ting.

Være hjemme med yngre søskende.

Og give barnet plads til selv at klare det, det allerede kan.

Hvis du gerne vil hjælpe familier med den type eftermiddage, kan du oprette dig som passer på Sitters.

15 ting I bør aftale inden første eftermiddag alene

1. Hvornår kommer barnet hjem?

2. Hvor længe skal barnet være alene?

3. Skal barnet skrive eller ringe ved hjemkomst?

4. Hvem kontakter barnet først?

5. Hvem er backup, hvis forældrene ikke svarer?

6. Må barnet åbne døren?

7. Må venner komme hjem?

8. Må barnet gå ud igen?

9. Hvilken mad må barnet tage eller lave?

10. Hvilke køkkenapparater må bruges?

11. Hvad gælder for skærm?

12. Hvad gør barnet, hvis det bliver bange?

13. Hvad gør barnet, hvis noget i hjemmet ser forkert ud?

14. Hvad gør barnet, hvis forældrene bliver forsinkede?

15. Hvor kan barnet få hjælp i nærheden?

Når de ting er tydelige, bliver eftermiddagen mere overskuelig.

Den første eftermiddag må gerne være kedelig

Faktisk er det nærmest ideelt.

Barnet kommer hjem.

Skriver.

Spiser.

Ser lidt TV.

Du kommer hjem.

Ingen dramatik.

Perfekt.

Første gang behøver ikke være en stresstest.

Tal om oplevelsen bagefter

Spørg:

“Hvordan var det?”

“Var der noget, der føltes mærkeligt?”

“Var der noget, du blev i tvivl om?”

“Var tiden lang?”

“Var det hyggeligt?”

Måske siger barnet:

“Det var fint.”

Og så var det bare fint.

Justér uden at gøre det til en karakterbog

Hvis noget ikke fungerede:

Find løsningen.

Ikke:

“Du er åbenbart ikke moden nok.”

Men:

“Du glemte at skrive. Hvordan kan vi gøre det lettere næste gang?”

Eller:

“Du blev utryg efter en time. Så starter vi med kortere tid.”

Fokusér på systemet og færdighederne.

Tegn på at barnet måske er klar

Barnet:

• Kan komme sikkert hjem
• Kan låse sig ind
• Kan være alene kortvarigt uden stor utryghed
• Kan følge nogle få tydelige aftaler
• Ved hvem det skal kontakte
• Kan håndtere mindre problemer
• Fortæller jer, hvis noget går galt
• Ved, hvornår det skal søge hjælp
• Føler sig selv nogenlunde klar

Ingen liste kan afgøre det alene.

Men det er gode ting at se efter.

Tegn på at I måske skal vente eller starte mindre

Barnet:

Bliver meget utrygt ved at være alene.

Kan ikke få fat i en voksen på en sikker måde.

Har meget svært ved at følge de vigtigste aftaler.

Ved ikke, hvad det gør i uventede situationer.

Er ikke selv interesseret i ordningen.

Eller skal være alene væsentligt længere, end det virker klar til.

Så kan I finde et mellemtrin.

Det er ikke alt eller intet

Det er måske den vigtigste pointe.

Der er masser af muligheder mellem:

“En voksen følger barnet hele vejen og er hjemme hele tiden.”

og:

“Barnet klarer sig selv fra klokken 13 til 18.”

Barnet kan:

Gå selv hjem.

Være alene lidt.

Få en passer senere.

Gå til en aktivitet selv.

Have en voksen hjemme med yngre søskende.

Selvstændighed kan bygges som små lag.

Konklusion

Et barn alene hjemme efter skole har ikke kun brug for:

En nøgle.

Og en telefon.

Det har brug for klare rammer.

Aftal:

Hvornår barnet kommer hjem.

Hvor længe det er alene.

Hvem det kontakter.

Hvad det må lave.

Om venner må komme.

Om barnet må gå ud igen.

Hvad det gør, hvis nogen ringer på.

Og hvad planen er, hvis noget går galt.

Start kort.

Gør eftermiddagen enkel.

Udvid gradvist.

Og husk:

At barnet kan klare én time alene betyder ikke automatisk, at det skal klare hele eftermiddagen.

Hvis der er et hul mellem den selvstændighed, barnet er klar til, og den arbejdsdag familien skal få til at hænge sammen, kan I på Sitters oprette jer som familie og finde en passer, der kan komme efter skole eller senere på eftermiddagen.

Og hvis du selv gerne vil hjælpe familier med større børn, lektier, mad og de praktiske timer efter skole, kan du oprette dig som passer.

For første gang barnet er alene hjemme efter skole, kan føles stor.

Men hvis alt går godt?

Så er det måske faktisk ret kedeligt.

Barnet spiser en bolle.

Ser noget på en skærm.

Og sender:

“Er hjemme.”

Og nogle gange er kedeligt præcis det, man håber på.