Mit barn bruger alle pengene med det samme – hvad gør jeg?

Fredag.

Barnet får lommepenge.

Lørdag:

Pengene er væk.

Mandag:

“Kan jeg få nogle flere?”

Du spørger:

“Hvad skete der med dem, du fik i fredags?”

Barnet:

“Jeg brugte dem.”

Ja.

Det gjorde barnet.

Meget effektivt.

Og som forælder kan man stå tilbage og tænke:

Hvordan lærer jeg mit barn ikke at bruge alle sine penge med det samme?

For nogle børn virker penge næsten varme i hånden.

De får:

50 kroner.

100 kroner.

Fødselsdagspenge.

Og straks begynder hjernen:

Hvad kan jeg købe?

Ikke:

“Hvad vil jeg gerne spare til?”

Ikke:

“Hvor meget skal jeg bruge næste uge?”

Bare:

KØB.

Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet er dårligt til penge.

Det betyder ofte bare, at barnet endnu ikke har udviklet:

Overblik.

Impulskontrol.

Langsigtet planlægning.

Og erfaringen med, at pengene faktisk ikke kommer igen med det samme.

Det er netop det, lommepenge kan lære.

Nogle børn er naturligt mere impulsive

To søskende får 100 kroner.

Den ene:

Lægger dem i sparegrisen.

Den anden:

Har brugt 83 kroner inden frokost.

Samme forældre.

Samme beløb.

Meget forskellige børn.

Temperament spiller ind.

Nogle børn elsker:

At gemme.

Planlægge.

Se beløbet vokse.

Andre elsker:

At handle.

Få noget nu.

Oplevelsen af køb.

Ingen af delene fortæller hele historien om barnets fremtidige økonomi.

Undgå etiketten “du er dårlig til penge”

Det kan hurtigt blive identitet.

Barnet hører:

“Sådan er jeg.”

Prøv hellere:

“Du har svært ved at få pengene til at række lige nu.”

Det er noget, man kan lære.

Det vigtigste første skridt kan være at stoppe redningsaktionen

Barnet bruger alle pengene.

Så vil det have:

En is.

En biografbillet.

Et lille køb.

Og du siger:

“Okay, jeg betaler denne gang.”

Næste uge:

Samme mønster.

Barnet lærer ikke nødvendigvis:

Jeg skal planlægge bedre.

Det kan lære:

Hvis jeg løber tør, kommer der flere penge.

Lad pengene være brugt

Hvis de almindelige lommepenge er væk:

Så er de væk.

Du kan sige:

“Du brugte dem i weekenden. Du får nye på fredag.”

Ingen skældud.

Ingen forelæsning.

Bare konsekvens.

Frustrationen er en del af læringen

Barnet:

“MEN JEG VIL HAVE DEN!”

Ja.

Det er træls.

Men netop dér sker læringen.

Barnet mærker:

Jeg havde mulighed for at vælge tidligere.

Nu har mit tidligere valg betydning.

Undgå at gøre konsekvensen større end nødvendigt

Det betyder ikke nødvendigvis:

Barnet må aldrig deltage i noget socialt.

Hvis familien normalt betaler:

Klassearrangementer.

Transport.

Nødvendige ting.

så kan I selvfølgelig fortsat gøre det.

Lommepengene skal dække det, I faktisk har aftalt.

Klare kategorier er afgørende

Barnet skal vide:

Hvad betaler jeg selv?

Hvad betaler forældrene?

Ellers lærer barnet ikke budgettering.

Det lærer bare:

Nogle gange betaler jeg.

Nogle gange gør I.

Ingen ved helt hvornår.

Måske er problemet beløbet

Hvis barnet hver måned får:

100 kroner.

Men forventes selv at betale:

Biograf.

Snacks med venner.

Gaver.

Spil.

så er problemet måske ikke impulskontrol.

Budgettet kan simpelthen være for lille.

Se på tallene før du vurderer adfærden

Spørg:

Hvor meget får barnet?

Hvad skal det betale?

Hvor hurtigt forsvinder pengene?

Hvad bruges de på?

Så kan I skelne mellem:

Barnet bruger uplanlagt.

Og:

Barnet har et urealistisk budget.

“Hvor blev pengene af?”

Det er et godt spørgsmål.

Men spørg nysgerrigt.

Ikke:

“HVORDAN KAN DU ALLEREDE HAVE BRUGT DEM?!”

Prøv:

“Skal vi lige se på, hvad du købte?”

Gennemgå køb sammen

Barnet havde:

200 kroner.

Købte:

Drik: 25.

Snack: 30.

Spilting: 49.

En lille dims: 45.

Is: 35.

Pludselig er det ret tydeligt.

Ingen stor ting.

Bare mange små.

Små køb er farlige for budgettet

“Det koster kun 20.”

Ja.

Men hvis barnet siger det fem gange:

100 kroner.

Det er en meget vigtig økonomisk læring.

Hjælp barnet med at se totalen

“Du købte fem små ting. Tilsammen kostede de 164 kroner.”

Barnet kan blive overrasket.

Det er præcis derfor, I gør det.

Lad være med at bruge gennemgangen som anklageskrift

Ikke:

“Se hvor dumt det var!”

Målet er:

Forståelse.

Prøv:

“Hvis du skulle gøre ugen om, ville du bruge pengene på samme måde?”

Barnet tænker måske:

“Nej.”

Godt.

Hvis barnet siger ja

Også okay.

Måske var pengene brugt på ting, barnet faktisk nød.

Så er spørgsmålet:

Er barnet ked af, at pengene er væk?

Hvis ikke:

Så var det måske et bevidst forbrug.

At bruge alle pengene er ikke automatisk forkert

Hvis barnet får et beløb til:

Ren fornøjelse.

Og bruger det.

Så har barnet teknisk set brugt pengene til formålet.

Problemet opstår især, hvis barnet bagefter:

Bliver overrasket.

Kræver mere.

Ikke kan deltage i ting, det selv skulle betale.

Eller egentlig gerne ville have sparet.

Spørg hvad barnet selv ønsker at kunne

“Vil du gerne blive bedre til at have penge tilbage?”

Det er vigtigt.

Hvis barnet ikke ser problemet:

Bliver planen sværere.

Find et konkret mål

Barnet vil måske gerne:

Have penge hele ugen.

Spare til et spil.

Kunne købe noget med venner fredag.

Have 500 kroner på kontoen.

Et mål gør økonomien mere meningsfuld.

“Spar mere” er for abstrakt

Spar til:

Hvad?

Hvor længe?

Hvor meget?

Gør det konkret.

Del pengene op med det samme

Et barn får 100 kroner.

I stedet for:

100 kroner i én bunke.

kan I prøve:

50 til forbrug.

50 til opsparing.

Eller:

70/30.

Eller en anden fordeling.

Den rigtige fordeling afhænger af barnet

Pointen er ikke den perfekte procent.

Pointen er:

Noget bliver utilgængeligt for impulskøb.

Brug flere beholdere

For yngre børn:

En sparegris til:

Brug nu.

En til:

Spar.

Måske en til:

Gaver.

Det er meget konkret.

Digitale konti kan også opdeles

Større børn kan måske have:

En almindelig saldo.

En opsparing.

Når pengene er flyttet til opsparingen:

Er de ment til senere.

Flyt opsparingen først

Voksne kalder nogle gange princippet:

Betal dig selv først.

For barnet kan det bare være:

“Vi lægger sparepengene væk, før du begynder at bruge.”

Hvis barnet venter til slutningen af måneden med at spare:

Er der måske intet tilbage.

Automatisk opsparing kan hjælpe

Hvis barnet får penge digitalt:

En del kan måske automatisk gå til opsparing.

Så kræver det ikke et nyt valg hver uge.

Men barnet skal stadig forstå, hvad der sker

Ikke bare:

“Mor tager halvdelen.”

Forklar:

“Du sagde, du gerne vil spare til cyklen, så vi lægger 50 kroner til side hver uge.”

Nu hænger det sammen med barnets mål.

Lad barnet se opsparingen vokse

Det giver en belønning, der kan konkurrere lidt med:

Køb nu.

Fremgang kan være motiverende

“Du mangler kun 150 kroner.”

Det føles bedre end:

“Du må ikke bruge dine penge.”

Fokus flyttes fra afsavn til mål.

Giv barnet et dagligt eller ugentligt rådighedsbeløb

Hvis barnet bruger alt fredag:

Så kan I måske dele beløbet.

I stedet for:

200 kroner på én gang.

Prøv:

50 hver uge.

Kortere perioder er lettere

Månedlige penge kræver meget planlægning.

Hvis barnet ikke kan styre dem endnu:

Gå tilbage til ugentligt.

Det er ikke et nederlag.

Det er tilpasning.

Økonomisk ansvar kan trænes i mindre bidder

Vi giver heller ikke et barn:

En bil.

før det kan cykle.

Hvis månedsbudgettet er for svært:

Træn uge først.

Senere kan perioden forlænges igen

Når barnet har fået erfaring:

To uger.

Så måned.

Gradvis progression.

Lav en “ikke før”-regel

Hvis barnet vil sikre penge til fredag:

Kan I sige:

“De her 50 kroner må først bruges fredag.”

Det kan være en overgangsløsning.

Men målet er ikke permanent voksenkontrol

På sigt skal barnet selv kunne tænke:

“Jeg gemmer noget.”

Forældrene kan støtte i begyndelsen.

Derefter løsne.

Brug kuvertmetoden

For eksempel:

Uge 1

Uge 2

Uge 3

Uge 4

Pengene deles fra starten.

Barnet kan se:

Hvis jeg tager fra næste uge, har jeg mindre senere.

Undgå at fylde kuverten op igen

Ellers virker systemet ikke.

Forskud er fristende

Barnet:

“Kan jeg få næste uges penge?”

Du tænker:

“Det er jo stadig barnets egne penge.”

Sandt.

Men hvis forskud bliver standard:

Barnet lærer at bruge fremtidens penge.

Det kan skabe en dårlig rytme

Uge 1:

Barnet låner fra uge 2.

Uge 2:

Ingen penge.

Så låner fra uge 3.

Snart er barnet økonomisk fanget i næste måned.

“Ingen forskud” er en enkel regel

Du får pengene:

På den aftalte dag.

Det træner:

Ventetid.

Hvis I bruger forskud som læring

Så gør det meget tydeligt:

“Du får 50 nu. Det betyder, at du får 50 mindre fredag.”

Barnet skal mærke, at det ikke er ekstra.

Kontanter kan hjælpe impulsive børn

Hvis barnet betaler med:

Et kort.

Et bip.

så føles tabet mindre konkret.

Kontanter gør det synligt.

Fem 20-kroner er meget tydelige

Barnet bruger én.

Fire tilbage.

En mere.

Tre.

Det er nemt at forstå.

Men kontanter kan også blive væk

Så lær samtidig:

Pung.

Fast sted.

Ansvar.

Kort kræver saldo-vanen

Hvis barnet bruger betalingskort:

Lav en regel:

Tjek saldo før køb.

Barnet skal ikke bare tænke:

Kortet virker.

Og saldo efter køb

“Du havde 300. Du købte for 79. Hvad har du nu?”

Det kan være en god vane i starten.

Over tid skal barnet gøre det selv

Målet er:

Du behøver ikke spørge.

Barnet tjekker automatisk.

Digitale køb gør impulskontrol ekstra svær

I spil kan barnet se:

Et skin.

En pakke.

En tidsbegrænset ting.

Klik.

Køb.

Ingen kø.

Ingen fysisk pung.

Ingen ventetid.

Det er designet til fart.

Lav friktion

En god økonomisk strategi er nogle gange:

Gør køb lidt besværlige.

For eksempel:

Køb kræver kode.

Forældregodkendelse.

Ventetid.

Ingen gemt betalingsmetode.

Det giver hjernen tid.

“Du må gerne købe det i morgen”

kan være meget effektivt.

Hvis barnet stadig vil have det:

Fint.

Men impulsen skal overleve lidt tid.

Spil bruger ofte tidspres

“Kun tilgængelig i 4 timer!”

Barnet:

“JEG SKAL KØBE NU!”

Det er præcis den reaktion designet ønsker.

Tal om strategien bag

“De prøver at få dig til at føle, at du ikke kan vente.”

Nu lærer barnet:

Følelsen er ikke tilfældig.

Nogen har designet den.

Reklamer kan være en stor trigger

Barnet ser produktet.

Vil have det.

Får penge.

Køber.

Så ser det næste produkt.

Forbrug har ingen naturlig slutning.

Der vil altid være noget nyt.

Økonomisk læring handler også om at kunne ønske uden at købe

Det er måske en af de største færdigheder.

“Jeg vil gerne have den.”

Og:

“Jeg køber den ikke.”

Begge kan eksistere.

Lav en ønskeliste i stedet for køb

Barnet sender:

Link.

Billede.

Navn.

Så kommer det på listen.

Ikke i indkøbskurven.

Kig på listen senere

Efter en måned:

Vil barnet stadig have alle 12 ting?

Sandsynligvis ikke.

Det viser, hvor hurtigt ønsker ændrer sig.

Impulsive børn kan have glæde af en fast ventetid

For eksempel:

Alt over 100 kroner:

24 timers ventetid.

Alt over 500:

En uge.

Tilpas efter alder og økonomi.

Barnet må gerne blive irriteret over reglen

Det betyder ikke, at reglen er dårlig.

Undgå at købe ting for barnet, som det “ikke har råd til”

Barnet ønsker noget.

Har brugt egne penge.

Du tænker:

“Jeg kan jo bare købe det som gave.”

Hvis det sker ofte, forsvinder konsekvensen.

Gaver kan selvfølgelig stadig findes

Fødselsdag.

Jul.

En spontan gave.

Men undgå at bruge gaver som konstant redningspakke for tomme lommepenge.

Hvad hvis barnet tigger?

“Please.”

“Bare denne gang.”

“Jeg betaler dig tilbage.”

“Alle andre får.”

Hold svaret kort.

“Dine penge er brugt.”

Du behøver ikke holde ny økonomisk tale hver gang.

Konsistens gør læringen hurtigere

Hvis nej bliver:

Ja efter 25 minutters forhandling,

lærer barnet også noget.

Nemlig:

Forhandling kan skabe flere penge.

Lad barnet opleve en tom saldo

Det er ikke farligt.

Hvis barnets grundlæggende behov selvfølgelig stadig er dækket.

At have:

0 kroner i lommepenge,

er en økonomisk erfaring.

Den tomme saldo kan skabe refleksion

“Næste gang vil jeg ikke bruge alt.”

Nu kommer motivationen indefra.

Den er mere værdifuld end:

Mor sagde jeg skulle spare.

Men nogle børn lærer ikke efter én gang

Fredag:

Alt brugt.

Næste fredag:

Alt brugt igen.

Og igen.

Det betyder ikke, at systemet er mislykket.

Vaner tager tid.

Justér støtten

Hvis konsekvens alene ikke hjælper:

Giv mere struktur.

Kortere perioder.

Opdeling.

Opsparing først.

Venteregler.

Barnet skal ikke nødvendigvis lære gennem 30 identiske nederlag

Støtte er okay.

Målet er læring.

Ikke:

“Du må lide, til du selv opdager det.”

Lav et simpelt budget sammen

Barnet får 400 om måneden.

Skriv:

100 opsparing.

100 til weekendting.

100 til spil/ønsker.

100 frit.

Ikke nødvendigvis præcis sådan.

Bare en plan.

Lad barnet lave planen

Spørg:

“Hvad vil du gerne sikre dig penge til?”

Så får barnet ejerskab.

Budgettet skal passe til barnet

Hvis barnet hader detaljerede skemaer:

Hold det enkelt.

Tre kategorier.

Hvis barnet elsker systemer:

Giv los.

Budget må gerne ændres

Efter en måned:

“Det her fungerede ikke.”

Fint.

Prøv igen.

Det er også økonomisk læring.

En plan er ikke en moralsk kontrakt

Barnet må godt ændre prioriteter.

Hvis det gør det bevidst.

Den gode økonomiske sætning er:

“Jeg vælger at bruge pengene på det her.”

Ikke:

“Pengene forsvandt bare.”

Det viser ejerskab.

Hjælp barnet med at skelne mellem impuls og prioritet

Spørg:

“Har du ønsket dig den længe?”

Eller:

“Så du den lige nu?”

Ingen af svarene bestemmer nødvendigvis købet.

Men de skaber bevidsthed.

Socialt forbrug kan tømme budgettet hurtigt

Efter skole:

Sodavand.

Kiosk.

Fastfood.

Biograf.

Små ting med venner.

Det kan være vigtigt socialt.

Men dyrt.

Lad være med at moraliserer over sociale køb

“Det er da spild at købe en sodavand ude.”

Måske.

Men barnet betaler også for:

At være med.

Oplevelsen.

Stemningen.

Det har en værdi.

Tal i stedet om hvor ofte

“Vil du bruge 30 kroner på det hver dag eller måske én gang om ugen?”

Nu er det prioritering.

Større børn kan have et socialt budget

For eksempel:

Et bestemt beløb om måneden til:

Café.

Snacks.

Biograf.

Når det er brugt:

Må barnet vælge gratis aktiviteter resten af perioden.

Gratis alternativer er også læring

Venner behøver ikke altid:

Købe noget.

De kan:

Være hjemme.

Gå tur.

Spille.

Se film.

Det kan være godt at opdage.

“Alle køber noget” kan føles svært

Barnet har ingen penge.

Vennerne går i kiosken.

Det er en reel social situation.

Derfor er planlægning nyttig.

Hjælp barnet med at gemme lidt til sociale muligheder

“Vil du lægge 50 kroner til fredag?”

Det kan være mere motiverende end:

“Spar fordi opsparing er godt.”

Hvis barnet bruger penge for at passe ind

Vær nysgerrig.

“Føler du, at du skal købe noget, når de andre gør?”

Det kan være vigtigt.

Barnet skal ikke købe sig til venskab

Hvis det konstant:

Betaler for andre.

Køber gaver.

Lægger ud.

så undersøg hvorfor.

Generøsitet er fint.

Pres er noget andet.

Penge mellem venner kan tømme budgettet

“Jeg lægger ud.”

“Du betaler næste gang.”

“Han skylder mig.”

Det bliver hurtigt uklart.

Lær barnet at holde styr på det

Større børn kan notere:

Hvem skylder hvad.

Mindre børn kan måske have:

Ingen lån.

“Jeg betaler dig tilbage”

er ikke nødvendigvis en økonomisk plan

Især ikke mellem 9-årige.

Hold det simpelt.

Fødselsdagspenge kan forsvinde ekstra hurtigt

Barnet får:

1.000 kroner.

Det føles som:

Uendelige penge.

To uger senere:

Større beløb kræver måske en anden plan

I kan sige:

“Du må bruge 300 nu. Resten lægger vi på opsparing, mens du tænker over, hvad du vil.”

Det kan være støtte.

Jo større barnet er, desto mere indflydelse bør det have

En 15-årig skal selvfølgelig have mere økonomisk råderum end en 7-årig.

Men store pludselige beløb kan stadig kræve refleksion.

Giv en tænkepause efter store pengegaver

“Du behøver ikke beslutte noget i dag.”

Det er en vigtig besked.

Penge kræver ikke øjeblikkeligt køb.

Barnet kan have en “24-timers regel” for gavepenge

Ingen større køb det første døgn.

Bare:

Lad pengene eksistere lidt.

Det kan dæmpe impulsen.

Lær barnet at have penge uden at bruge dem

Det lyder banalt.

Men det er faktisk en færdighed.

Saldo:

500 kroner.

Og barnet tænker:

“Jeg behøver ikke gøre noget.”

Penge er ikke et problem, der skal løses gennem køb

For impulsive børn kan en saldo føles som:

En invitation.

Målet er at kunne se:

200 kroner.

Og bare lade dem være.

Start med små succeser

Barnet plejer at bruge alt fredag.

Målet behøver ikke være:

Spare 80 procent hele måneden.

Målet kan være:

“Kan du have 20 kroner tilbage torsdag?”

Små mål er mere realistiske

Næste gang:

Så måske:

Et egentligt opsparingsmål.

Ros strategien, ikke saldoen

“Du lagde penge til side, før du gik i kiosken.”

Det er konkret.

Ikke:

“Endelig er du blevet god til penge.”

Barnet skal forstå hvad der virkede

“Du havde penge tilbage, fordi du delte dem op.”

Så kan strategien gentages.

Beløn ikke opsparing så meget, at barnet kun sparer for bonus

Nogle forældre siger:

“Hvis du sparer 100, giver jeg 100.”

Det kan være motiverende.

Men brug det med omtanke.

Målet er, at barnet selv ser værdien.

En lille match-ordning kan bruges ved store mål

For eksempel:

Barnet sparer til noget bestemt.

Forældrene hjælper med en del.

Fint.

Men aftal det tydeligt.

Barnet skal ikke konkurrere med søskende om saldo

“Se, din søster har 700 kroner.”

Nej.

Det skaber:

Skam.

Konkurrence.

Ikke nødvendigvis gode vaner.

Forskellige børn kræver forskellige strategier

Den ene har brug for:

Påmindelse om at bruge lidt.

Den anden:

Påmindelse om at gemme lidt.

Det er okay.

Den sparsommelige søskende er ikke facit

“Gør som din bror.”

Det kan skabe modstand.

Find det system, der passer til barnet.

Barnets impulskontrol udvikler sig også generelt

Hvis barnet har svært ved:

At vente.

Stoppe skærm.

Gem­me slik.

Planlægge.

så giver det mening, at penge også kan være svært.

Det er samme type færdigheder.

Økonomi kan derfor trænes sammen med ventetid

Ikke kun gennem penge.

Men også:

“Vi venter til i morgen.”

“Du kan ikke få alt nu.”

“Vi planlægger først.”

Det er bredere selvregulering.

Undgå skam efter et dårligt køb

Barnet ved sandsynligvis godt:

Det var ikke optimalt.

Skam kan få barnet til at skjule køb.

Det gør læringen dårligere.

Du vil gerne have et barn, der tør fortælle

“Jeg købte noget dumt.”

Så kan du sige:

“Okay. Hvad tænker du nu?”

Det er langt bedre end hemmeligholdelse.

Større børn kan begynde at skjule digitalt forbrug

Spil.

Apps.

Abonnementer.

Små onlinekøb.

Hvis økonomisamtaler altid bliver skældud:

Bliver gennemsigtigheden mindre.

Lav faste økonomitjek uden drama

Måske én gang om måneden:

Hvor meget kom ind?

Hvor meget blev brugt?

Hvad fungerede?

Hvad vil barnet ændre?

Kort.

Praktisk.

Det skal ikke være et krydsforhør

Ikke:

“Forklar køb nummer 17!”

Målet er:

Mønstre.

Bankens kategorioversigt kan hjælpe større børn

Barnet ser:

Mad/snacks: 380.

Spil: 250.

Andet: 170.

Pludselig bliver forbruget synligt.

Men kategorier er ikke moralske karakterer

380 på snacks betyder ikke:

Dårligt menneske.

Spørgsmålet er:

“Er det sådan, du gerne vil prioritere?”

Lad barnet sætte egne mål

“Næste måned vil jeg bruge maks. 150 på spil.”

Det er mere effektivt end:

“Du må højst bruge 150.”

hvis barnet selv kan tage del i beslutningen.

Forældrene må stadig sætte grænser

Særligt omkring:

Aldersgrænser.

Gambling-lignende mekanikker.

Abonnementer.

Usikre køb.

Barnets penge betyder ikke total frihed.

“Men det er mine penge!”

Ja.

Og du må stadig være forælder.

Du kan sige:

“Du bestemmer meget over dine egne penge. Men vi har stadig regler for, hvad du må købe.”

Det er ikke en modsigelse

Selv voksne kan ikke købe:

Alt.

Bare fordi de har penge.

Der findes regler og ansvar.

Hvad hvis barnet bliver vredt, når du siger nej?

Så er det også følelsestræning.

Barnet kan have:

Pengene.

Viljen.

Men ikke tilladelsen.

Det er frustrerende.

Og okay.

Giv færre impulsmuligheder

Hvis barnet altid bruger penge i kiosken efter skole:

Måske behøver barnet ikke have:

Hele månedens beløb tilgængeligt på kortet.

Del adgang og opsparing

For eksempel:

Noget på kortet.

Resten på opsparing.

Så er alle penge ikke ét klik væk.

Friktion kan være barnets ven

Jo lettere det er at købe:

Jo mere impulskontrol kræves.

Derfor kan lidt besvær være godt.

Lad ikke barnets kort være koblet direkte til din konto

Hvis barnet oplever:

Saldoen fylder bare automatisk op,

forsvinder begrænsningen.

Barnets budget bør være tydeligt.

Barnet skal kunne se:

Det her er mine penge.

Det her er forældrenes.

To forskellige ting.

Hvornår bør du justere beløbet?

Hvis barnet konsekvent bruger alt, er første reaktion måske:

“Du får for meget.”

Men ikke nødvendigvis.

Det kan også være:

For få penge.

For lang periode.

Uklare kategorier.

Manglende støtte.

Test én ændring ad gangen

For eksempel:

Samme beløb.

Men ugentligt i stedet for månedligt.

Se om det hjælper.

Så lærer I, hvad problemet var.

Hvis barnet bruger alt selv med ugentlige penge

Prøv:

Opdeling ved udbetaling.

En del fri.

En del opsparing.

Hvis barnet stadig bruger alt fri-beløbet første dag

Måske er det okay.

Hvis det var den del, der netop var:

Fri til forbrug.

Barnet har så stadig opsparingen.

Det er allerede forbedring.

Målet er ikke nødvendigvis penge tilbage hver uge

Målet er:

At barnet kan opfylde de mål, det selv eller familien har sat.

Hvis barnet har valgt:

50 kroner til weekendforbrug.

Og bruger præcis 50:

Det er ikke fiasko.

Det er budget.

Penge må godt bruges

Vigtigt.

Barnet skal ikke lære:

Den eneste gode økonomiske adfærd er at gemme alt.

Penge er også til:

Glæde.

Oplevelser.

Ting.

Generøsitet.

Den gode økonomiske balance er:

Brug noget.

Gem noget.

Vælg bevidst.

Hvis barnet fortryder meget ofte

Så kan ventereglen være ekstra vigtig.

“Du behøver ikke købe den i dag.”

Hvis barnet sjældent fortryder

Måske fungerer dets hurtige forbrug faktisk okay for barnet.

Men det skal stadig kunne overholde de aftaler, pengene skal dække.

Hvad hvis barnet bruger penge på ting, du synes er tåbelige?

Spørg:

Er købet:

Sikkert?

Alderssvarende?

Inden for familiens regler?

Hvis ja:

Måske er det netop barnets beslutning.

Barnet lærer ikke egne præferencer, hvis du vælger alt

Det skal opdage:

Hvad giver mig faktisk glæde?

Hvad gør ikke?

Det kræver egne valg.

En børnepasser kan møde det impulsive forbrug

Passeren henter barnet.

Barnet siger:

“Kan vi gå i kiosken?”

Har:

100 kroner.

Vil bruge:

100 kroner.

Hvad skal passeren gøre?

Det afhænger af familiens aftale.

Forældrene bør være tydelige

Må barnet købe ting med egne penge?

Er der beløbsgrænser?

Må barnet købe slik?

Skal større køb altid godkendes?

Det skal passeren vide.

Passeren bør ikke redde barnet med egne penge

Barnet:

“Jeg mangler kun 10 kroner.”

Passeren:

“Jeg lægger ud.”

Sødt.

Men måske ikke godt for systemet.

Medmindre forældrene har aftalt det.

Passeren kan hjælpe barnet med at regne

“Du har 60 kroner. De to ting koster tilsammen 75. Hvad vil du vælge?”

Det er en fin lille læringssituation.

Men passeren skal ikke være økonomisk opdrager på egen hånd

Følg familien.

Barnets økonomisystem skal ikke ændre sig afhængigt af, hvilken voksen der er der.

På Sitters kan familier finde hjælp til større børns hverdag

Når børn får:

Lommepenge.

Kort.

Mere frihed.

Egne aftaler.

ændrer behovet for pasning sig.

Det handler måske mindre om konstant opsyn og mere om en tryg voksen omkring eftermiddag, transport og aktiviteter.

På Sitters kan I oprette jer som familie og finde en passer, der passer til den fase.

Hvis du selv vil være passer

Større børn vil måske spørge:

“Må jeg købe noget?”

“Kan du låne mig penge?”

“Mine forældre plejer at sige ja.”

Din opgave er ikke at gætte.

Kend familiens regler.

Hvis du gerne vil hjælpe familier med både mindre og større børn, kan du oprette dig som passer på Sitters.

10 ting du kan gøre, hvis barnet bruger alle pengene med det samme

1. Stop med automatisk at give flere penge.

2. Sørg for, at barnet ved, hvad pengene skal dække.

3. Gennemgå hvor pengene faktisk bliver brugt.

4. Del pengene op i mindre perioder.

5. Flyt opsparing væk med det samme.

6. Lav konkrete opsparingsmål.

7. Brug ventetid før impulskøb.

8. Gør saldoen synlig.

9. Undgå skam og sammenligning.

10. Justér systemet gradvist efter det, der virker.

En enkel model til et barn, der bruger alt

Barnet får:

100 kroner om ugen.

Ved udbetaling:

30 kroner til opsparing.

70 kroner til fri brug.

Når de 70 er brugt:

Ingen ekstra før næste uge.

Barnet kan stadig se:

Opsparingen vokser.

Efter nogle måneder kan barnet selv få mere ansvar for fordelingen.

En model til et større barn med månedspenge

Barnet får:

Et fast månedligt beløb.

Første dag fordeles:

Opsparing.

Socialt.

Spil/ønsker.

Fri saldo.

Barnet følger løbende:

Hvor meget der er tilbage.

Efter måneden:

Kort evaluering.

Hvad virkede?

Hvad virkede ikke?

Spørgsmål barnet kan stille før køb

Har jeg råd?

Hvor meget har jeg tilbage bagefter?

Har jeg ønsket mig den længe?

Kan jeg vente til i morgen?

Er der noget andet, jeg hellere vil bruge pengene på?

Er den pengene værd for mig?

Det er gode økonomiske vaner.

Sætninger der kan hjælpe

“Du må gerne bruge dine penge, men der kommer ikke ekstra, når de er brugt.”

“Skal vi se på, hvor pengene blev af?”

“Vil du gemme noget, før du begynder at bruge?”

“Hvad vil du gerne have penge tilbage til?”

“Hvis du køber den, har du 40 kroner tilbage.”

“Du behøver ikke købe den i dag.”

“Det var et køb, du fortrød. Hvad vil du gøre anderledes næste gang?”

“Vil du have pengene ugentligt i stedet for månedligt, mens du øver?”

Sætninger der ofte hjælper mindre

“Du er håbløs til penge.”

“Du brænder altid alt af.”

“Se hvor meget din søster har sparet.”

“Jeg sagde jo, det var et dumt køb.”

“Okay, her er nogle flere.”

“Du får aldrig lov at bestemme over penge igen.”

De skaber enten:

Skam.

Afhængighed.

Eller mindre mulighed for at lære.

Når barnet spørger om flere penge

Du kan sige:

“Er det fordi dit budget er for lille, eller fordi du brugte det tidligere end planlagt?”

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål.

Hvis budgettet er for lille

Så justér.

Økonomisk ansvar skal være realistisk.

Hvis pengene bare blev brugt hurtigt

Så er svaret måske:

“Så prøver vi at planlægge anderledes næste periode.”

Ikke nødvendigvis flere.

Hvornår skal barnet have mere kontrol?

Når barnet begynder at:

Holde penge tilbage selv.

Planlægge.

Huske kommende udgifter.

Kunne forklare sine prioriteringer.

Så kan du gradvist fjerne strukturen.

Målet er at gøre dig overflødig

I starten:

“Læg 50 kroner til side.”

Senere:

“Hvad vil du selv spare?”

Til sidst:

Barnet gør det uden dig.

Det er økonomisk selvstændighed.

En dag kommer barnet måske hjem

Du spørger:

“Skal I ikke i kiosken?”

Barnet:

“Jo, men jeg køber ikke noget i dag.”

Du:

“Hvorfor ikke?”

“Jeg vil hellere have pengene til biografen på lørdag.”

Og dér er det.

Ikke nødvendigvis et barn, der sparer alle sine penge.

Men et barn, der tænker:

Hvis jeg siger ja til det her, siger jeg nej til noget andet.

Det er økonomi.

Konklusion

Hvis dit barn bruger alle sine penge med det samme, betyder det ikke nødvendigvis, at barnet bliver økonomisk uansvarligt som voksen.

Det betyder ofte bare:

Impulsen er stærkere end planlægningen lige nu.

Hjælp barnet gennem:

Mindre beløb ad gangen.

Klare kategorier.

Opsparing først.

Synlig saldo.

Ventetid før køb.

Konkrete mål.

Og vigtigst:

Konsekvensen af, at pengene faktisk kan slippe op.

Undgå automatisk at redde barnet med flere penge.

Men undgå også skam.

Barnet skal ikke lære:

“Jeg er dårlig til penge.”

Det skal lære:

“Jeg kan gøre noget anderledes næste gang.”

Hvis barnet samtidig bliver mere selvstændigt med butikker, fritidsaktiviteter og eftermiddage, kan familiens behov for hjælp også ændre sig. På Sitters kan I oprette jer som familie og finde en passer, der kan hjælpe med praktiske timer og støtte den voksende selvstændighed inden for familiens rammer.

Og hvis du selv gerne vil hjælpe familier med både mindre og større børn, kan du oprette dig som passer.

For målet er ikke nødvendigvis, at barnet aldrig bruger alle sine penge.

Målet er, at barnet med tiden kan svare på spørgsmålet:

“Hvis jeg bruger dem nu – hvad betyder det så for det, jeg gerne vil senere?”