Skal børn betale noget selv?

“Kan du ikke bare betale?”

Jo.

Det kan du sikkert godt.

Men spørgsmålet er:

Skal du altid?

Når børn bliver større og begynder at få:

Lommepenge.

Gavepenge.

Måske et fritidsjob.

Et betalingskort.

Mere frihed.

så opstår der næsten automatisk et nyt spørgsmål:

Hvad skal barnet egentlig selv betale for?

Skal barnet betale:

Slik?

Biograftur?

Gaver til venner?

Et nyt computerspil?

Ekstra dyrt tøj?

Mad med venner?

Mobilabonnement?

Busbillet?

Og hvad med ting, barnet faktisk har brug for?

Her bliver det hurtigt uklart.

For der er stor forskel på:

At lære barnet økonomisk ansvar.

Og:

At gøre barnet ansvarligt for udgifter, som egentlig hører til hos de voksne.

Målet bør ikke være:

“Nu må du klare dig selv.”

Målet er:

At barnet gradvist lærer, at penge indebærer valg.

Der findes ikke én rigtig model

Nogle familier betaler næsten alt.

Barnets lommepenge er:

Frit forbrug.

Andre familier forventer, at barnet selv betaler:

Snacks.

Underholdning.

Gaver.

Småting.

Andre igen bruger en blanding.

Det kan alt sammen fungere.

Det vigtigste er, at barnet ved:

Hvad betaler de voksne?

Hvad betaler barnet?

Hvad skal spørges om?

Og hvornår kan der være undtagelser?

Uklare regler skaber konflikter

Barnet spørger:

“Kan jeg få den?”

Du siger:

“Du har jo lommepenge.”

Barnet:

“Men du plejer at betale.”

Du:

“Ja, men ikke for sådan noget.”

Barnet:

“Hvad er ‘sådan noget’?”

Godt spørgsmål.

Derfor skal kategorierne være tydelige

I kan for eksempel tænke i:

Behov

Ekstra ønsker

Frit forbrug

Det gør samtalen meget lettere.

Hvad bør forældre normalt betale?

Som udgangspunkt bør børn ikke være økonomisk ansvarlige for deres almindelige nødvendigheder.

Det kan for eksempel være:

Mad derhjemme.

Nødvendigt tøj.

Sko.

Skoleudstyr.

Basal transport.

Sundhedsrelaterede nødvendigheder.

Andre almindelige ting, barnet har brug for.

Barnet skal ikke tænke:

“Har jeg råd til vinterstøvler?”

Det er ikke et almindeligt lommepengeansvar.

Men der kan være forskel på behov og opgradering

Barnet har brug for:

En vinterjakke.

Familien er villig til at betale:

800 kroner.

Barnet vil have:

En særlig jakke til 1.600.

Her kan en mulig model være:

Forældrene betaler det beløb, de ellers ville have brugt.

Barnet betaler forskellen.

Det kan lære barnet noget vigtigt

Nemlig:

Behov kan være dækket, mens ekstra ønsker koster ekstra.

Det samme kan gælde elektronik

Barnet har brug for en telefon.

Familien vil betale:

En almindelig model.

Barnet ønsker:

En langt dyrere model.

Så kan barnet eventuelt spare op til forskellen.

Det gør valget reelt

Barnet lærer:

“Jeg må gerne ønske mig noget dyrere.”

Men:

“Så kræver det måske mine egne penge.”

Hvad er oplagt, at børn betaler selv?

Små frivillige køb er ofte et godt sted at starte.

For eksempel:

Slik.

Snacks.

Småting.

Ekstra legetøj.

Digitale køb.

Spil.

Souvenirs.

Små gaver.

Andre ting barnet selv ønsker.

Hvorfor?

Fordi der er lav risiko.

Hvis barnet bruger:

50 kroner på noget fjollet,

kan det lære af det.

Uden at mangle noget nødvendigt.

Det er præcis den slags køb, børn kan øve med

Barnet lærer:

Hvis jeg køber dette,

har jeg mindre til noget andet.

Det er økonomisk træning i miniature

Og det er langt bedre at lære med:

40 kroner.

end første gang som voksen med:

4.000.

Skal børn betale for slik selv?

Det kan give rigtig god mening.

Især hvis barnet ofte spørger:

“Kan jeg få noget?”

Så kan svaret nogle gange være:

“Du må gerne købe det for dine egne penge.”

Det ændrer spørgsmålet

Før:

“Vil jeg have det?”

Efter:

“Vil jeg have det nok til selv at betale?”

Det er en meget nyttig forskel.

Pludselig bliver 30 kroner interessante

Når de kommer fra:

Barnets egen konto.

Men familien kan stadig købe hygge

At barnet selv betaler for slik betyder ikke:

At familien aldrig må købe fredagsslik.

Det er to forskellige situationer.

Sig for eksempel:

“Vi køber fredagsslik som familie. Hvis du vil have ekstra snacks i morgen, må du selv betale.”

Nu er reglen tydelig.

Skal børn betale for mad ude?

Det kommer an på situationen.

Hvis familien tager på restaurant:

De voksne betaler normalt.

Hvis barnet er ude med venner og spontant vil købe:

Bubble tea.

Burger.

Kaffe.

Snack.

så kan egne penge være oplagte.

Men alderen betyder noget

Et yngre barn på tur skal selvfølgelig ikke nødvendigvis selv finansiere:

Sin frokost.

Et større barn, der frivilligt tager i byen med venner:

Kan godt begynde at bruge egne penge.

Spørg:

Er det nødvendigt?

Eller:

Er det et frit valg?

Det er en god tommelfingerregel.

Nødvendigt madbehov bør ikke blive en økonomisk prøve

Barnet skal ikke stå:

Sultent.

Fordi det brugte sine lommepenge dagen før.

Men ekstra hygge kan være barnets ansvar

Det er forskellen.

Skal børn betale for biografen?

Det afhænger igen af:

Hvem inviterer?

Hvis familien siger:

“Vi tager i biografen.”

Så betaler familien typisk.

Hvis barnet siger:

“Jeg vil i biografen med vennerne.”

Så kan større børn godt betale:

Hele eller dele af turen selv.

En mellemform kan være:

Forældrene betaler billetten.

Barnet betaler snacks.

Eller omvendt.

Det vigtigste er at aftale det før turen

Ikke:

Efter barnet står med popcorn.

“Dem betaler du altså selv.”

Barnet:

“Jeg har 11 kroner.”

Fantastisk tidspunkt at introducere økonomisk politik.

Skal børn betale for gaver til venner?

Det kan være en god økonomisk øvelse.

Især når barnet får faste lommepenge.

Barnet lærer:

Jeg vil gerne give noget til andre.

Det kræver planlægning.

Men yngre børn behøver ikke finansiere hele vennekredsen

Forældre kan sagtens hjælpe.

En mulig progression:

Yngre barn:

Forældrene betaler.

Mellemtrin:

Barnet vælger gave inden for et budget.

Større barn:

Barnet betaler noget eller hele gaven selv.

Barnet kan også lære et gavebudget

“Du har 150 kroner til gaven.”

Det træner:

Pris.

Valg.

Omtanke.

Skal børn betale for fødselsdagsgaver til familien?

Det behøver de ikke.

Men det kan være hyggeligt og lærerigt, hvis barnet selv vil.

Det kan være:

En lille gave.

Noget hjemmelavet.

Noget købt for egne penge.

Værdien behøver ikke være stor

Pointen er:

At barnet oplever glæden ved at bruge penge på andre.

Skal børn betale for tøj?

Nødvendigt tøj:

Normalt de voksnes ansvar.

Men:

Ekstra eller dyrere ønsker kan være anderledes.

Eksempel

Barnet har brug for:

Nye sneakers.

Familien vil købe et par til:

600 kroner.

Barnet vil have et par til:

1.400.

En model kan være:

“Vi betaler 600. Hvis du vil have dem til 1.400, må du selv betale forskellen.”

Det skaber et konkret valg

Barnet kan vælge:

De almindelige.

Eller:

Spare 800 ekstra.

Vigtigt:

Valget skal være reelt

Det betyder:

Den billigere løsning skal stadig være:

Ordentlig.

Passende.

Brugbar.

Det skal ikke være:

“Vi vil kun betale for de mest elendige sko, så du tvinges til at betale.”

Skal børn betale for mærkevarer?

Det kan være et oplagt område for egenbetaling.

Hvis mærket er:

Et ønske.

Ikke:

Et behov.

Det kan være en meget god lektion

Barnet siger:

“ALLE har den.”

Du kan svare:

“Jeg forstår godt, du gerne vil have den. Vi vil betale op til 500 kroner. Hvis du vil have den til 900, kan du bruge 400 af dine egne.”

Nu er valget ikke:

Ja eller nej.

Men:

Hvor meget betyder det for dig?

Skal børn betale for mobiltelefon?

Det afhænger meget af alder og familiens model.

Hvis familien mener, barnet har brug for en telefon til:

Kontakt.

Transport.

Hverdagslogistik.

så vil det ofte være rimeligt, at familien betaler en basal løsning.

Men dyrere telefon kan være et ekstraønske

Igen:

Basis betales.

Opgradering kan være barnets ansvar.

Hvad med mobilabonnement?

Mindre børn:

Typisk forældrenes ansvar.

Teenagere kan senere begynde at lære, hvad abonnementet koster.

Det kan være en god overgang

Før barnet faktisk selv betaler:

Vis regningen.

“Din telefon koster 129 kroner om måneden.”

Nu bliver økonomien synlig.

Senere kan barnet måske betale en del

Særligt hvis barnet har:

Fritidsjob.

Fast indkomst.

Mere økonomisk ansvar.

Men pas på med at give for meget ansvar for tidligt

Barnets løn fra det første fritidsjob bør ikke automatisk blive:

Familiens nye budget.

“Nu tjener du selv, så du kan betale telefon, tøj, mad og transport.”

Det er en voldsom overgang.

Et fritidsjob bør også give barnet noget frihed

Det er motiverende at opleve:

Jeg arbejder.

Jeg tjener.

Jeg kan spare.

Jeg kan vælge.

Ellers kan arbejde føles som:

Ny skat til mor og far.

Skal teenagere betale noget hjemme?

Det er et større spørgsmål.

Nogle familier vælger, at større teenagere med fast arbejde bidrager lidt.

Andre gør ikke.

Begge dele kan være rimelige.

Det afhænger blandt andet af:

Alder.

Indkomst.

Om barnet går i skole.

Familiens økonomi.

Kultur.

Formålet med betalingen.

Hvis målet er læring

kan et lille symbolsk beløb give mening.

Men det bør være tydeligt:

Hvorfor.

Hvis familien faktisk har brug for bidraget

er det en anden situation.

Det bør håndteres åbent og respektfuldt.

Barnet skal ikke bære voksnes økonomiske bekymringer unødigt

Det er en vigtig grænse.

Børn må gerne lære, at ting koster penge

Uden at lære:

“At vores økonomi afhænger af mig.”

Det er to meget forskellige budskaber.

Skal barnet betale for transport?

Hvis barnet skal:

I skole.

Til nødvendig aktivitet.

Til en aftale familien har ansvar for.

så vil transport ofte være familiens ansvar.

Hvis barnet frivilligt tager:

Ind til byen.

På shopping.

Ud med venner.

så kan større børn måske betale selv.

Igen:

Behov versus frit valg.

Det er en utrolig nyttig model.

Skal børn betale for fritidsaktiviteter?

Grundlæggende fritidsaktiviteter er ofte noget familien beslutter og betaler.

Men ekstra udgifter kan variere.

For eksempel:

Ekstra udstyr.

Dyre tilkøb.

Caféture.

Merchandise.

Barnet kan måske bidrage til ekstraønsker

Hvis barnet vil have:

Det dyreste udstyr.

En ekstra trøje.

Specialudgave.

så kan egenbetaling give mening.

Skal børn betale for ting, de ødelægger?

Her bliver det mere komplekst.

Barnet taber et glas.

Uheld.

Ikke:

“Det bliver 40 kroner.”

Børn laver fejl

Almindelige uheld bør ikke automatisk blive fakturaer.

Men bevidst eller meget uforsigtig adfærd kan være anderledes

Barnet kaster sin telefon i vrede.

Telefonen går i stykker.

Her kan det give mening, at barnet bidrager til:

Reparation.

Ny telefon.

Afhængigt af alder og situation.

Konsekvensen skal hænge sammen med handlingen

Ikke nødvendigvis:

Betal alt.

Men måske:

Barnet bidrager.

Det skal være realistisk

Et barn med:

150 kroner i månedlige lommepenge

skal ikke pludselig have:

8.000 kroner i gæld til sine forældre.

Så bliver læringen til håbløshed

I stedet kan I finde en rimelig konsekvens.

Skal børn betale bøder?

Hvis et større barn får en bøde på grund af sin egen adfærd, kan det nogle gange være relevant, at barnet betaler helt eller delvist.

Men alder og omstændigheder betyder meget.

Fokus bør være:

Ansvar.

Ikke økonomisk ydmygelse.

Skal børn betale, hvis de mister noget?

Barnet mister:

Hue nummer fire.

Her kan du forståeligt tænke:

“Nu betaler du selv.”

Det kan nogle gange være rimeligt med større børn.

Men spørg:

Var det hændeligt?

Er barnet udviklingsmæssigt i stand til at holde styr på det?

Er det en gentagen situation?

En 6-årig og en 16-årig er ikke det samme

Selv hvis begge formår at miste:

Alt.

Delbetaling kan være en mellemvej

“Vi betaler en almindelig ny hue. Hvis du vil have en dyrere, betaler du forskellen.”

Eller:

“Vi betaler denne gang. Hvis det sker igen, taler vi om, at du bidrager.”

Undgå at gøre penge til standardstraf

Barnet kommer fem minutter for sent.

“50 kroner!”

Barnet glemmer at rydde op.

“20 kroner!”

Barnet svarer surt.

“100 kroner!”

Det bliver hurtigt:

En privat bødekasse.

Penge fungerer bedst som økonomisk læring

Ikke som straf for alt muligt.

Barnets egne penge bør have en vis integritet

Hvis du når som helst kan tage dem:

Så lærer barnet ikke:

“Det her er mine penge, jeg skal forvalte.”

Det lærer:

“De voksne ejer dem stadig.”

Selvfølgelig kan der være konsekvenser

Men prøv at holde økonomiske konsekvenser knyttet til:

Økonomiske handlinger.

Skal barnet betale tilbage, hvis det køber uden tilladelse?

Hvis et større barn bevidst bruger forældrenes penge uden tilladelse:

Ja, tilbagebetaling kan være relevant.

Hvis et lille barn trykker på:

“KØB”

uden at forstå:

Så er situationen en anden.

Alder og intention betyder noget

Det bør konsekvensen afspejle.

Hvornår giver det mening at øge barnets egenbetaling?

Når barnet får:

Mere frihed.

Mere stabil indkomst.

Større forståelse.

Flere egne valg.

Det kan ske gradvist

For eksempel:

7 år:

Små snacks og legetøj.

10 år:

Flere egne fritidskøb.

13 år:

Mad med venner, spil, biograf og gaver.

16 år:

Flere personlige ekstravalg og måske nogle faste udgifter.

Det er kun eksempler.

Ikke en facitliste.

Barnets økonomiske ansvar bør vokse sammen med pengene

Hvis barnet får:

50 kroner om måneden,

kan du ikke forvente:

At det selv finansierer et socialt liv.

Hvis barnet forventes at betale mere

skal det også have:

Et realistisk beløb.

Det overses ofte

Forældrene siger:

“Du må selv betale.”

Barnet har:

100 kroner om måneden.

Men forventes at betale:

Biograf.

Gaver.

Snacks.

Transport.

Spil.

Café.

Nu er budgettet dødt før den 5.

Match ansvar og indkomst

Det er afgørende.

Lav eventuelt en liste

Vi betaler:

Nødvendigt tøj.

Skole.

Basal transport.

Familieaktiviteter.

Du betaler:

Ekstra snacks.

Spil.

Småting.

Frivillige køb med venner.

Det kan være meget effektivt.

I kan også have en mellemgruppe

Vi aftaler fra gang til gang:

Dyre mærkevarer.

Telefon.

Koncerter.

Større oplevelser.

Regler behøver ikke dække alt

Men de mest almindelige konflikter bør være tydelige.

Aftal reglerne før barnet står i butikken

Det er meget lettere at sige:

“Du betaler selv snacks, når du er ude med venner.”

hjemme.

End når barnet allerede står:

Ved kassen.

Med fire venner.

Og en milkshake.

Sociale situationer gør det sværere

Barnet vil måske ikke sige:

“Jeg har ikke råd.”

Derfor kan I tale om det hjemme.

Giv barnet alternativer

“Hvis du ikke vil bruge dine penge, kan du tage en snack med hjemmefra.”

Det reducerer presset.

Barnet skal kunne sige nej til venner

“Jeg køber ikke noget.”

“Jeg sparer.”

“Jeg har ikke penge til det.”

Det er en vigtig færdighed.

Ikke at bruge penge er også et valg

Det kan være svært i en vennegruppe.

Forældre kan hjælpe uden altid at redde

Barnet har brugt alle sine penge.

Vennerne vil i biografen.

Barnet spørger:

“Kan jeg låne?”

Her kommer en vigtig beslutning.

Hvis du altid låner barnet penge

bliver budgetgrænsen mindre virkelig.

Nogle gange kan svaret være:

“Nej, du har allerede brugt dine penge.”

Det kan være frustrerende.

Men lærerigt.

Andre gange kan du vælge at betale

For eksempel hvis:

Det er en særlig begivenhed.

Barnet ellers bliver meget socialt ekskluderet.

Du har selv lyst til at give turen.

Gør bare forskellen tydelig

“Jeg betaler denne gang som en gave. Det er ikke et lån og ikke en ny regel.”

Så barnet ikke forventer samme løsning hver uge.

Lån mellem forældre og børn kan være lærerigt

Men de skal bruges forsigtigt.

Hvis du låner barnet:

100 kroner,

aftal:

Hvornår betales de tilbage?

Hvordan?

Undgå kompliceret gæld

Barnet skal ikke have:

Seks aktive familielån.

Tre renter.

Og fogedbrev fra far.

Små lån kan lære:

Fremtidige penge kan allerede være brugt.

Barnet får 100 næste måned.

Men skylder 80.

Så har barnet reelt:

Det kan være en stærk lektion

Men brug den med måde.

Forskellen på “jeg har penge” og “jeg har råd”

Barnet har:

500 kroner.

Tingen koster:

Har barnet råd?

Teknisk:

Ja.

Men hvis barnet også sparer til noget andet:

Måske ikke.

Lær barnet at spørge:

“Hvad har jeg tilbage?”

Det er vigtigere end:

“Har jeg nok lige nu?”

Det er næste niveau af økonomisk forståelse

Barnet begynder at tænke:

Efter købet.

Ikke bare:

Før købet.

Egne penge betyder ikke automatisk frit valg

Barnet siger:

“Det er mine penge!”

Ja.

Men familien kan stadig have regler.

Eksempel:

Barnet vil købe:

Noget aldersupassende.

Noget ulovligt.

Noget farligt.

En tjeneste med abonnement, barnet ikke forstår.

Forældrene kan stadig sige nej

Ejerskab betyder ikke:

Ingen grænser.

Forklar forskellen

“Det er dine penge, men vi har stadig ansvar for, hvad du må købe.”

Det er fair og tydeligt.

Hvis barnet må betale selv, så lad barnet bestemme noget selv

Den anden side er også vigtig.

Hvis du siger:

“Du skal selv betale.”

og bagefter:

“Nej, ikke den.”

“Nej, heller ikke den.”

“Det er dumt.”

“Den skal du ikke bruge penge på.”

så har barnet ikke meget økonomisk frihed.

Lav i stedet rammer

For eksempel:

“Du må bruge op til 200 kroner på noget fra denne kategori.”

Så kan barnet vælge.

Små dårlige køb er nyttige

Barnet køber:

Noget billigt og mærkeligt.

To dage senere:

“Det var faktisk ikke særlig godt.”

Fantastisk.

Billig undervisning.

Sig ikke:

“Jeg sagde det jo.”

Spørg:

“Ville du købe det igen?”

Barnets svar er langt mere værdifuldt

“Nej.”

Læring gennemført.

Skal børn have et budget?

Når barnet begynder at betale flere ting selv:

Ja, et simpelt budget kan være rigtig nyttigt.

Ikke nødvendigvis:

Excel med 14 faner.

Men:

Du får.

Du bruger.

Du sparer.

Du har tilbage.

For eksempel:

Lommepenge:

400 kroner.

Opsparing:

Spil:

Mad og hygge med venner:

Fri brug:

Barnet behøver ikke følge kategorierne perfekt

Pointen er:

At se sammenhængen.

Hvis forventningerne ændres, skal lommepengene måske også ændres

Før:

Barnet fik 100 kroner og forældrene betalte alt.

Nu:

Barnet skal selv betale snacks, spil og biograf.

Så kan 100 kroner være utilstrækkeligt.

Lommepenge og ansvar hænger sammen

Jo flere udgifter barnet selv skal håndtere:

Jo vigtigere er det, at beløbet passer til opgaven.

Ellers lærer barnet ikke budgettering

Det lærer:

“Mine penge rækker aldrig.”

Det er ikke det samme.

Teenagere med fritidsjob får nye muligheder

Pludselig har barnet måske:

1.500.

2.000.

3.000 kroner.

Om måneden.

Nu kan økonomisk ansvar vokse.

Men indkomst kan svinge

Derfor bør faste udgifter være realistiske.

Hvis barnet tjener:

3.000 én måned.

800 den næste.

kan en høj fast betaling være svær.

Brug måske procenter frem for faste beløb

For eksempel:

En del til opsparing.

En del til fri brug.

Eventuelt et mindre bidrag.

Det kan være mere fleksibelt.

Tal også om skat og nettoløn, når det bliver relevant

Barnet ser måske:

Timeløn.

Men pengene på kontoen kan være noget andet.

Det er en naturlig del af økonomisk læring.

Barnet skal lære, hvad ting faktisk koster

Når forældrene altid betaler:

Bliver mange priser usynlige.

Vis nogle af dem

“Biograf og snacks blev 220 kroner.”

“Dit abonnement koster 129 om måneden.”

“De sko kostede 700.”

Ikke for at skabe dårlig samvittighed.

Men for at skabe forståelse.

Undgå:

“Ved du overhovedet, hvor dyr du er?”

Det er en helt anden besked.

Barnet skal lære pris

Ikke skyld.

Det er vigtigt.

Familiens økonomi må gerne være synlig i passende mængde

Større børn kan godt forstå:

“Vi kan ikke købe alt.”

“Vi prioriterer.”

“Vi sparer op.”

“Den her måned vælger vi noget andet.”

Det er sund økonomisk læring

Men barnet behøver ikke nødvendigvis kende:

Alle familiens bekymringer.

Gældsproblemer.

Stress.

Konflikter.

Giv information, barnet kan bruge

Ikke ansvar, barnet ikke kan bære.

Egenbetaling kan styrke selvstændighed

Barnet lærer:

At læse priser.

At prioritere.

At spare.

At vælge.

At sige nej.

At håndtere konsekvenser.

Det er meget mere end bare:

“Mor vil ikke betale.”

Derfor betyder måden, du introducerer det på, noget

Sig ikke:

“Nu må du betale selv, fordi du altid vil have ting.”

Sig:

“Du er blevet større, og derfor skal du begynde at styre nogle af dine egne køb.”

Det føles som:

Ansvar.

Ikke straf.

Barnet kan blive stolt

“Jeg købte den selv.”

Det kan faktisk være en stor ting.

Især hvis barnet har sparet op

Så betyder købet:

Mere.

Barnet passer måske bedre på ting, det selv har betalt

Ikke altid.

Men ofte.

“Jeg gav 500 for den”

kan gøre:

En forskel.

En børnepasser bør vide, hvad barnet selv må betale for

Barnet er ude med en passer.

“Jeg vil købe en is.”

Må barnet:

Bruge egne penge?

Må passeren sige ja?

Er der regler om:

Slik.

Butikker.

Onlinekøb.

Familien bør gøre rammerne klare

Særligt hvis større børn har:

Kort.

Kontanter.

Mobilbetaling.

Passeren bør ikke automatisk betale og forvente tilbagebetaling

Hvis barnet siger:

“Mor sender bare pengene.”

Så er et glimrende svar:

“Lad os lige spørge.”

Passeren bør heller ikke låne barnet penge uden aftale

Det kan skabe unødvendige situationer.

Passeren kan støtte barnets økonomiske selvstændighed

For eksempel:

“Har du selv penge til det?”

“Hvor meget har du tilbage bagefter?”

“Er det inden for det, dine forældre har sagt?”

Det er støtte

Ikke økonomisk kontrol.

På Sitters kan familier finde en passer til børn, der kan mere selv

Når børn bliver større, handler pasning ofte mindre om:

Konstant overvågning.

Og mere om:

Tryghed.

Praktisk hjælp.

Aktiviteter.

Transport.

Mad.

Aftaler.

Og en voksen i nærheden.

På Sitters kan I oprette jer som familie og finde en passer, der kan følge de rammer, I har for barnet.

Hvis du vil oprette dig som passer

Så spørg familien om:

Barnets regler for egne penge.

Må barnet købe noget?

Må barnet gå i butikker?

Må barnet bruge kort?

Skal forældrene spørges først?

Tydelige aftaler gør hverdagen meget lettere.

Du kan oprette dig som passer på Sitters og hjælpe familier med både mindre børn og større børn på vej mod mere selvstændighed.

En enkel model: Hvem betaler hvad?

Forældrene betaler

Nødvendige ting.

Basal mad.

Nødvendigt tøj.

Skolebehov.

Aftalt transport.

Almindelige familieaktiviteter.

Barnet betaler

Ekstra snacks.

Små impulskøb.

Spil og digitale ekstrakøb.

Småting barnet selv ønsker.

Visse aktiviteter med venner.

I deler eller aftaler

Dyre mærkevarer.

Telefonopgraderinger.

Større oplevelser.

Dyrt hobbyudstyr.

Andre større ekstraønsker.

Det er bare én model.

Jeres kan se helt anderledes ud.

10 ting børn med egne penge kan lære

1. Jeg kan ikke købe alt.

2. Mine penge bliver færre, når jeg bruger dem.

3. Jeg kan spare til noget større.

4. Jeg kan vælge billigt eller dyrt.

5. Jeg kan betale ekstra for noget, jeg ønsker mere.

6. Jeg behøver ikke købe, bare fordi andre gør.

7. Jeg kan fortryde et køb og lære af det.

8. Jeg skal kende mine faste udgifter.

9. Jeg kan ikke altid få flere penge, når mine egne er brugt.

10. At betale selv kan give mere frihed.

Sætninger der hjælper

“Det her betaler vi, fordi du har brug for det.”

“Hvis du vil have den dyrere version, kan du betale forskellen.”

“Det er et frivilligt køb, så det kommer fra dine egne penge.”

“Du må gerne vælge ikke at købe noget.”

“Hvor meget har du tilbage bagefter?”

“Hvis du bruger pengene nu, har du mindre til det andet.”

“Jeg betaler denne gang som en gave.”

“Det er dine penge, men vores regler gælder stadig.”

Sætninger der ofte hjælper mindre

“Du er gammel nok til selv at betale alt muligt nu.”

“Du koster os allerede så mange penge.”

“Hvis du havde været bedre til at spare, havde du haft råd.”

“Det er dine egne penge, så jeg er ligeglad.”

“Jeg betaler bare, så vi slipper for diskussionen.”

“Du må betale, fordi du skal lære en lektie.”

Målet er ikke at få barnet til at bruge færre af dine penge

Det kan være en sideeffekt.

Men det bør ikke være hovedformålet.

Det egentlige mål er:

At barnet gradvist lærer:

Hvad ting koster.

Hvad det selv prioriterer.

Hvornår det skal spare.

Hvornår det kan bruge.

Og hvad det betyder at have økonomisk ansvar.

For selvstændighed kommer ikke på 18-årsdagen

Barnet vågner ikke pludselig og tænker:

“Fremragende. Nu forstår jeg abonnementer, budgetter, opsparing, faste udgifter og impulskontrol.”

Det skal øves før.

Små køb er øvelsen

En is.

Et spil.

En biograftur.

En dyrere trøje.

Et par sneakers.

De små valg træner de store

Senere kommer:

Telefon.

Rejser.

Bil.

Bolig.

Faste regninger.

Og dér er det rart, hvis barnet allerede kender følelsen:

“Hvis jeg vælger dette, siger jeg samtidig nej til noget andet.”

Det er økonomi i én sætning.

Konklusion

Ja, børn kan have rigtig godt af gradvist at betale nogle ting selv.

Men det betyder ikke, at barnet skal overtage ansvaret for:

Mad.

Nødvendigt tøj.

Skole.

Eller andre basale behov.

Start i stedet med:

Frivillige køb.

Ekstra ønsker.

Snacks.

Spil.

Småting.

Oplevelser med venner.

Og andre udgifter, hvor barnet faktisk har et valg.

Efterhånden som barnet bliver større og får flere penge, kan ansvaret vokse.

Det vigtigste er, at reglerne er:

Tydelige.

Realistiske.

Og tilpasset barnets alder og økonomi.

For barnet skal ikke først og fremmest lære:

“Mor og far vil ikke betale.”

Det skal lære:

“Når jeg selv har penge, kan jeg selv træffe flere valg – men så skal jeg også prioritere.”

Og det er måske den vigtigste gevinst ved egenbetaling:

Barnet får ikke bare ansvar for at betale. Det får mulighed for at vælge.