ADHD i børnehaven: Sådan støtter du et barn med ADHD i hverdagen

En almindelig dag i børnehaven stiller mange krav til et barn.

Der skal skiftes fra leg til oprydning, ventes på tur, lyttes under samling, navigeres mellem andre børn og skiftes fra én aktivitet til den næste.

For et barn med ADHD kan nogle af de situationer være særligt krævende.

Barnet vil måske gerne samarbejde, men kan have svært ved at fastholde opmærksomheden, bremse impulser, sortere indtryk, overskue flere beskeder eller omstille sig hurtigt, når noget ændrer sig.

Derfor handler god pædagogisk støtte ikke nødvendigvis om at stille færre krav.

Det handler ofte om at gøre kravene tydeligere, mere konkrete og lettere at lykkes med.

Her får du konkrete råd til, hvordan du som pædagog eller anden voksen kan støtte et barn med ADHD i børnehaven – fra overgange og samling til konflikter, bevægelse, fællesskab og samarbejde med forældrene.

Kort fortalt: Hvad hjælper et barn med ADHD i børnehaven?

Et barn med ADHD kan blandt andet have gavn af:

• En forudsigelig dagsrytme
• Korte og konkrete beskeder
• Én besked ad gangen
• Varsling før skift og overgange
• Visuel støtte
• Hjælp til at komme i gang
• Mulighed for bevægelse
• Rolige pauser
• Tydelige roller i fællesskabet
• Positiv og konkret feedback
• Voksne, der reagerer nogenlunde ens
• Fokus på barnets styrker såvel som udfordringer

Det afgørende er dog altid at tage udgangspunkt i det enkelte barn.

ADHD ser forskelligt ud fra barn til barn

Der findes ikke én bestemt måde at være barn med ADHD på.

Nogle børn er meget aktive, impulsive og synlige i børnegruppen. Andre har især svært ved at fastholde opmærksomheden, organisere sig eller komme i gang.

Et barn kan løbe fra aktivitet til aktivitet.

Et andet kan sidde stille, men have svært ved at følge med i, hvad der foregår.

Et tredje fungerer fint i bestemte situationer og bliver udfordret i andre.

Derfor er spørgsmålet ikke:

“Hvilken metode virker på børn med ADHD?”

Det mere anvendelige spørgsmål er:

“Hvad gør det lettere for netop dette barn at deltage?”

Pædagogiske strategier bør tilpasses barnets konkrete ressourcer, vanskeligheder og omgivelser.

1. Gør dagen mere forudsigelig

For nogle børn med ADHD kræver det meget energi hele tiden at skulle finde ud af, hvad der skal ske.

En tydelig dagsrytme kan derfor frigøre overskud til selve aktiviteten.

En simpel visuel plan kan eksempelvis vise:

Morgen → fri leg → samling → frokost → legeplads → eftermiddagsaktivitet

Fortæl også barnet om ændringer.

Hvis I normalt skal på legepladsen efter frokost, men i stedet skal på tur, kan det være en lille ændring for den voksne og en stor ændring for barnet.

Forbered barnet:

“I dag gør vi noget andet efter frokost. Vi skal på tur.”

Jo mindre energi barnet skal bruge på at gætte, hvad der sker bagefter, desto mere kan der være tilbage til at deltage.

2. Forbered skift og overgange

Overgange er ofte blandt de mest krævende situationer.

Barnet er måske dybt optaget af en god leg, da den voksne pludselig siger:

“Nu skal vi rydde op.”

Barnet skal ikke bare høre beskeden. Det skal stoppe det, det er optaget af, flytte opmærksomheden, acceptere afslutningen og begynde på noget nyt.

Prøv derfor at varsle skiftet:

“Om fem minutter skal vi rydde op.”

Senere:

“Der er to minutter tilbage.”

Og til sidst:

“Nu er det tid. Jeg hjælper dig i gang.”

For nogle børn kan en timer, billeder eller andre visuelle hjælpemidler gøre tiden og overgangen endnu mere konkret.

3. Giv én besked ad gangen

Forestil dig beskeden:

“Tag skoene af, hæng jakken op, læg tasken på plads, vask hænder og kom ind.”

For den voksne er det én besked.

For barnet er det fem forskellige handlinger, der skal fastholdes og udføres i den rigtige rækkefølge.

Gør det enklere:

“Tag skoene af.”

Når det er gjort:

“Hæng jakken op.”

Derefter næste trin.

Det handler ikke nødvendigvis om, at barnet ikke vil høre efter.

Opgaven kan ganske enkelt indeholde for meget information på én gang.

4. Få barnets opmærksomhed, før du giver beskeden

En besked virker kun, hvis den bliver registreret.

Hvis barnet er optaget af en leg, kan en besked råbt fra den anden ende af rummet let forsvinde.

Gå tættere på barnet.

Brug barnets navn:

“Maja.”

Vent et øjeblik.

Og giv derefter den korte besked:

“Nu skal vi vaske hænder.”

Det er ofte mere effektivt end at gentage den samme besked højere og højere.

5. Gør store opgaver mindre

“Ryd op.”

kan virke som en meget enkel besked.

Men hvad betyder den konkret?

Hvor skal barnet begynde? Hvad skal væk først? Hvor meget skal barnet rydde op?

Del opgaven op:

“Kan du samle bilerne?”

Når bilerne er væk:

“Godt. Nu tager vi klodserne.”

På den måde bliver én stor og uoverskuelig opgave til flere små opgaver, barnet kan gennemføre én ad gangen.

6. Hjælp barnet med at komme i gang

Nogle børn ved udmærket, hvad de skal gøre, men har svært ved selve igangsætningen.

I stedet for gentagne gange at sige:

“Kom nu i gang.”

kan den voksne hjælpe med første skridt:

“Jeg starter sammen med dig.”

Når barnet er i gang:

“Nu prøver du videre.”

Målet er ikke, at den voksne skal overtage opgaven.

Målet er at give lige præcis nok støtte til, at barnet kommer over startlinjen.

7. Tænk over barnets placering under samling

Hvis barnet let bliver distraheret, kan placeringen gøre en stor forskel.

Det kan eksempelvis være lettere at deltage:

• Tæt på en voksen
• På en fast plads
• Med færre forstyrrelser omkring sig
• Et sted, hvor barnet tydeligt kan se den voksne
• Med passende afstand til ting, der let stjæler opmærksomheden

Det handler ikke om at isolere barnet fra fællesskabet.

Tværtimod.

Målet er at skabe de betingelser, der gør deltagelse i fællesskabet lettere.

8. Giv barnet en aktiv rolle

At sidde stille og lytte længe kan være svært.

Nogle børn deltager bedre, hvis de får noget konkret at gøre.

Under samling kan barnet eksempelvis:

• Holde dagens bog
• Vise billeder
• Dele materialer ud
• Vælge en sang
• Hjælpe med at tælle
• Hente noget til aktiviteten

I stedet for hele tiden at bekæmpe barnets behov for aktivitet kan den voksne bruge aktiviteten konstruktivt.

9. Bevægelse behøver ikke være et problem

Et barn, der bevæger sig meget, behøver ikke nødvendigvis trænes i at sidde helt stille hele tiden.

Spørg i stedet:

“Hvordan kan barnet få mulighed for at bevæge sig og samtidig deltage?”

Det kan være gennem:

• Praktiske opgaver
• Bevægelseslege
• Små henteopgaver
• Korte aktive pauser
• Variation mellem siddende og aktive aktiviteter

Målet er deltagelse.

Vejen til deltagelse behøver ikke se ens ud for alle børn.

10. Skab pauser, før barnet er helt overbelastet

En pause virker ofte bedst, før barnet er kørt helt op.

Hold øje med barnets signaler.

Bliver det mere uroligt?

Begynder det at støde sammen med andre børn?

Mister det koncentrationen?

Bliver det mere irritabelt?

Så kan en lille pause være relevant:

“Skal du hjælpe mig med at hente noget?”

eller:

“Du kan sidde lidt her, hvis du har brug for ro.”

En pause bør opleves som støtte – ikke som straf.

11. Brug positiv og konkret feedback

Hvis barnet primært får opmærksomhed, når noget går galt, kan hverdagen hurtigt blive fyldt med:

“Stop.”

“Nej.”

“Sæt dig.”

“Vent.”

“Hør nu efter.”

Læg derfor bevidst mærke til det, der lykkes.

Men gør rosen konkret.

I stedet for kun:

“Hvor er du dygtig.”

kan du sige:

“Du kom med med det samme, da vi skulle rydde op.”

eller:

“Du ventede på din tur.”

Så bliver det tydeligt for barnet, hvilken handling der lykkedes.

12. Undgå sammenligninger med de andre børn

Sætninger som:

“Se på de andre. De kan godt sidde stille.”

giver ikke barnet en strategi.

De kan derimod understrege, at barnet igen er den, der ikke lykkes.

Spørg hellere:

“Hvad har dette barn brug for for at kunne være med?”

Det flytter fokus fra sammenligning til pædagogisk problemløsning.

13. Når barnet afbryder eller har svært ved at vente

Impulsivitet kan blandt andet vise sig ved, at barnet kommer til at svare, handle eller afbryde, før der er blevet plads til det.

Her er:

“Hold op med at afbryde.”

ikke nødvendigvis nok.

Barnet har brug for en alternativ strategi.

Det kan eksempelvis være:

“Når du gerne vil sige noget, så læg hånden på dit ben. Så hjælper jeg dig med at huske det.”

Strategien skal sandsynligvis gentages mange gange.

Det betyder ikke nødvendigvis, at den ikke virker.

Nye færdigheder kræver øvelse.

14. Når barnet forlader en aktivitet

Hvis barnet igen og igen løber væk fra samling eller andre aktiviteter, så undersøg situationen før adfærden.

Spørg:

Hvad skete der lige før?

Var aktiviteten for lang?

Var der for meget støj?

Var opgaven uklar?

Var barnet allerede træt eller frustreret?

Kom der et pludseligt skift?

Manglede barnet en aktiv rolle?

Hvis man kun fokuserer på:

“Barnet skal blive siddende.”

risikerer man at overse årsagen til, at barnet hele tiden går.

15. Når barnet bliver vredt eller havner i konflikt

Nogle børn reagerer kraftigt, når krav, indtryk eller frustration bliver for meget.

Når barnet allerede er meget vredt, er lange forklaringer sjældent det bedste sted at begynde.

Skab først ro.

Sig eksempelvis:

“Jeg kan se, du er vred.”

Hvis barnet slår, skubber eller kaster:

“Du må gerne være vred. Jeg stopper dig, så ingen kommer til skade.”

Når barnet igen er roligt, kan I tale om situationen:

“Hvad skete der?”

“Hvornår begyndte det at blive svært?”

“Hvad kan hjælpe næste gang?”

Målet er ikke kun at stoppe den uønskede handling.

Barnet skal efterhånden have en anden strategi at bruge i stedet.

16. Forbered de situationer, der plejer at blive svære

Hvis du allerede ved, at frokost, samling eller oprydning ofte ender dårligt, behøver du ikke vente på næste konflikt.

Forbered barnet inden.

Eksempel:

“Om lidt skal vi spise. Først rydder vi op. Så vasker vi hænder. Derefter finder vi vores pladser.”

For nogle børn kan rækkefølgen også vises med billeder.

Jo mere forudsigelig situationen bliver, desto mindre skal barnet selv holde styr på.

17. Brug mindre grupper, når det giver mening

En aktivitet med fire børn stiller andre krav end en aktivitet med 20.

Hvis barnet konsekvent mister overblikket i den store gruppe, kan mindre grupper derfor være relevante i nogle aktiviteter.

Her kan der være:

• Færre sociale signaler
• Mindre støj
• Mindre ventetid
• Mere voksenkontakt
• Tydeligere roller

Målet skal stadig være deltagelse i fællesskabet.

En mindre gruppe kan være en vej ind i deltagelsen – ikke nødvendigvis en permanent vej ud af den store gruppe.

18. Hjælp barnet til succes i fællesskabet

ADHD i børnehaven handler ikke kun om koncentration og praktiske opgaver.

Det handler også om relationer.

Hvis et barn igen og igen bliver korrigeret foran de andre:

“Sæt dig nu.”

“Stop.”

“Du afbryder igen.”

kan det påvirke barnets position i børnegruppen.

Spørg derfor også:

“Hvornår lykkes barnet socialt?”

Måske fungerer barnet godt:

• I små grupper
• Med en bestemt makker
• I aktive lege
• Når rollerne er tydelige
• Med voksenstøtte i begyndelsen
• I aktiviteter, hvor barnets interesser eller styrker kommer i spil

God pædagogik handler ikke kun om at reducere problemer.

Den handler også om at skabe situationer, hvor barnet oplever at høre til.

19. Tal med barnet, når der er ro

Barnet selv kan ligge inde med værdifuld information.

Spørg eksempelvis:

“Hvad gør samling svært?”

“Hvad hjælper dig, når vi skal stoppe en leg?”

“Hvor er det nemmest for dig at sidde?”

“Hvad kan jeg gøre, når du har brug for hjælp?”

Det betyder ikke, at barnet selv skal finde alle løsningerne.

Men barnets perspektiv kan hjælpe de voksne med at forstå problemer, som ikke er tydelige udefra.

20. Samarbejd med forældrene

Forældrene kender barnet i andre situationer end institutionen.

De kan derfor have erfaring med strategier, der allerede virker.

Spørg:

“Hvordan forbereder I overgange derhjemme?”

“Hvad plejer at hjælpe, når barnet bliver frustreret?”

“Er der bestemte tidspunkter, hvor barnet er mere presset?”

Omvendt kan institutionens observationer være værdifulde for forældrene.

Målet er ikke, at hjem og børnehave skal være identiske.

Målet er at dele viden om barnet.

21. Skab en fælles tilgang i personalegruppen

Det kan være svært for barnet, hvis forventningerne ændrer sig markant fra voksen til voksen.

Én voksen accepterer måske, at barnet står op under samling.

En anden siger hele tiden:

“Sæt dig ned.”

Derfor kan det være værdifuldt at aftale nogle få fælles principper:

• Hvordan giver vi barnet beskeder?
• Hvordan varsler vi overgange?
• Hvornår tilbyder vi en pause?
• Hvordan reagerer vi på konflikter?
• Hvilken støtte bruger vi under samling?
• Hvordan hjælper vi barnet tilbage i fællesskabet?

Jo mere forudsigelige de voksne er, desto mindre skal barnet afkode fra situation til situation.

Husk at kigge efter udviklingen

Det er let at få øje på de situationer, der stadig går galt.

Men kig også efter de små forandringer.

Måske kan barnet nu:

• Deltage fem minutter længere
• Skifte aktivitet med mindre hjælp
• Vente lidt længere på sin tur
• Bede om en pause
• Komme tilbage efter en konflikt
• Huske en besked selv
• Søge hjælp, før frustrationen bliver for stor

Små fremskridt er også fremskridt.

Og når de bliver bemærket, bliver det tydeligere for både barnet og de voksne, hvilke strategier der faktisk virker.

En enkel huskeregel: Forudse → Forenkle → Støt → Bevæg → Anerkend

Når hverdagen bliver travl, kan fem ord være lettere at huske end 20 forskellige pædagogiske råd.

Forudse

Fortæl barnet, hvad der skal ske, og forbered ændringer og overgange.

Forenkle

Gør beskeder, krav og opgaver konkrete og overskuelige.

Støt

Giv barnet den hjælp, der gør det muligt at komme i gang og deltage.

Bevæg

Skab plads til hensigtsmæssig bevægelse i stedet for automatisk at betragte den som et problem.

Anerkend

Læg mærke til det, barnet lykkes med, og gør fremskridtene tydelige.

Et eksempel fra børnehaven

Det er tid til samling.

Et barn går rundt i rummet og kommer ikke hen til de andre.

Pædagogen kunne gentage:

“Sæt dig ned.”

Men prøver i stedet at gøre situationen konkret.

Pædagogen går hen til barnet:

“Nu er det samling. Din plads er på puden ved siden af mig.”

Da barnet kommer hen, får det en opgave:

“Vil du holde dagens bog?”

Barnet får dermed:

• En konkret besked
• En tydelig placering
• Kontakt til en voksen
• En aktiv rolle
• En vej ind i fællesskabet

Det er ikke sikkert, at det løser alle udfordringer.

Men sandsynligheden for deltagelse er større end ved blot at gentage:

“Sid stille.”

Hvornår bør man søge yderligere hjælp?

Mange små børn er aktive, impulsive eller ukoncentrerede indimellem. Det er derfor vigtigt ikke at konkludere, at et barn har ADHD alene på baggrund af enkelte situationer.

Hvis et barns vanskeligheder er omfattende, vedvarende og tydeligt påvirker barnets trivsel, udvikling eller relationer, bør institutionen samarbejde med forældrene og følge de relevante lokale procedurer for yderligere faglig vurdering og støtte.

Den enkelte pædagogs opgave er ikke at stille en diagnose.

Den pædagogiske opgave er blandt andet at observere barnet, undersøge mønstre og skabe rammer, hvor barnet får bedst mulige muligheder for at trives og deltage.

Ofte stillede spørgsmål om ADHD i børnehaven

Hvordan hjælper man et barn med ADHD i børnehaven?

Start med forudsigelighed, korte beskeder, tydelige overgange og opgaver, der er delt op i mindre trin. Se samtidig på barnets behov for bevægelse, pauser, voksenstøtte og hjælp til at deltage i fællesskabet.

Hvordan giver man beskeder til et barn med ADHD?

Få først barnets opmærksomhed. Giv derefter en kort og konkret besked og helst én handling ad gangen. Giv barnet lidt tid til at reagere, før beskeden gentages.

Hvad gør man, hvis barnet ikke kan sidde stille til samling?

Undersøg først, om barnet faktisk behøver sidde helt stille for at kunne deltage. Placering tæt på en voksen, en fast plads, kortere deltagelse, en aktiv rolle eller mulighed for hensigtsmæssig bevægelse kan være værd at afprøve.

Hvorfor er overgange svære for børn med ADHD?

Et skift kræver blandt andet, at barnet stopper den nuværende aktivitet, flytter opmærksomheden og begynder på noget nyt. Nogle børn med ADHD har særligt svært ved den omstilling. Derfor kan varsling, visuelle planer og konkrete afslutninger hjælpe.

Hvordan støtter man et barn med ADHD socialt?

Skab situationer, hvor barnet får mulighed for at lykkes sammen med andre. Det kan være små grupper, tydelige roller, gode makkere, voksenstøtte og aktiviteter, der bruger barnets interesser og styrker.

Et barn med ADHD er mere end sine udfordringer

Når et barn kræver meget voksenstøtte, kan pædagogikken let komme til at handle om alt det, barnet skal gøre mindre af.

Mindre uro.

Færre afbrydelser.

Færre konflikter.

Mere koncentration.

Men barnet kan samtidig være kreativt, humoristisk, omsorgsfuldt, nysgerrigt, spontant, fantasifuldt eller enormt engageret i bestemte aktiviteter.

De sider skal også have plads.

Et barn med ADHD skal ikke nødvendigvis presses til at fungere præcis som alle andre børn.

Men barnet skal heller ikke parkeres uden for fællesskabet.

Opgaven er at finde de rammer, der gør deltagelse mulig.

Ofte begynder det med noget så konkret som:

Mere forudsigelighed.

Kortere beskeder.

Tydeligere overgange.

Bedre mulighed for bevægelse.

Mindre opgaver.

Relevant voksenstøtte.

Positive relationer.

Og et vedvarende blik for, hvad barnet allerede kan.

Er du pædagog eller pædagogstuderende?

Arbejder du som pædagog eller læser du til pædagog, har du allerede erfaring med børn, relationer, udvikling og forskellige behov.

Hvis du gerne vil bruge de kompetencer fleksibelt og samtidig tjene ekstra ved siden af arbejde eller studie, kan du oprette dig som passer på platformen.

Du vælger selv de pasningsopgaver, der passer ind i din hverdag.

For familier, der leder efter en tryg og ansvarlig børnepasser, kan din erfaring med børn og pædagogik være en stor fordel.

Opret din passerprofil og brug det, du allerede er god til.