I en børnegruppe vil der næsten altid være børn, som leger meget sammen.

Men hvad gør man, når ét barn ofte står ved siden af?

Når barnet sjældent bliver inviteret med?

Når barnet leger alene det meste af dagen?

Eller når barnet selv vælger at være alene, selvom de andre børn leger tæt på?

For pædagogen er det vigtigt ikke automatisk at konkludere, at barnet mistrives.

Nogle børn trives med at lege alene i perioder.

Andre børn vil gerne være med, men har svært ved at finde vejen ind i fællesskabet.

Derfor er første skridt at være nysgerrig på barnets oplevelse.

At lege alene er ikke altid et problem

Et barn kan godt vælge at lege alene uden at være ensomt.

Nogle børn har brug for ro.

Andre fordyber sig meget i bestemte aktiviteter.

Et barn kan også have en god leg alene og bagefter opsøge andre børn.

Det interessante er derfor ikke kun:

“Leger barnet alene?”

Men også:

“Har barnet mulighed for at deltage i fællesskabet, hvis det ønsker det?”

Se efter barnets signaler

Pædagogen kan observere:

• Søger barnet kontakt til andre?
• Forsøger barnet at komme ind i lege?
• Bliver barnet afvist?
• Trækker barnet sig selv?
• Virker barnet glad, når det leger alene?
• Ser barnet ud til at savne nogen at lege med?
• Har barnet bestemte børn, det gerne vil være sammen med?
• Opstår der konflikter, når barnet forsøger at deltage?

Svarene kan give et bedre billede af situationen.

Nogle børn ved ikke, hvordan de kommer ind i legen

Det kan være svært at gå hen til en gruppe børn, der allerede er i gang.

Forestil dig, at tre børn leger familie.

Et fjerde barn står ved siden af.

Barnet vil gerne være med, men ved ikke, hvad det skal sige.

Her kan pædagogen hjælpe.

“De leger familie. Skal vi spørge, om du kan være babyen?”

Pludselig bliver vejen ind i legen mere konkret.

Hjælp barnet med at finde en rolle

Mange lege har allerede roller.

Det kan pædagogen bruge.

Eksempel:

“De leger restaurant. Du kan måske være den, der kommer ind og bestiller mad.”

Eller:

“De bygger en brandstation. Skal vi finde en opgave til dig?”

Det kan være lettere for barnet at komme ind, når der er en tydelig funktion.

Lad ikke altid barnet selv finde løsningen

Det kan være fristende at sige:

“Gå bare hen og spørg, om du må være med.”

Men nogle børn har brug for mere støtte.

Pædagogen kan gå med.

Være tæt på.

Hjælpe med de første ord.

Og derefter trække sig lidt tilbage.

Målet er ikke, at den voksne skal være en permanent del af legen.

Målet er at hjælpe barnet med at få erfaringer med at deltage.

Se også på børnegruppen

Hvis ét barn ofte står udenfor, skal man ikke kun kigge på barnet.

Man skal også kigge på fællesskabet.

Spørg:

Hvordan tager børnene imod hinandens initiativer?

Er der faste legegrupper?

Er nogle børn meget dominerende?

Er der børn, som ofte bliver afvist?

Er der plads til nye idéer?

Nogle gange ligger udfordringen i gruppens dynamik.

Arbejd med fællesskabet – ikke kun det enkelte barn

Hvis et barn har svært ved at komme med, kan man nemt komme til at tænke:

“Hvordan får vi barnet til at blive bedre til at lege?”

Men et andet spørgsmål kan være:

“Hvordan skaber vi en børnegruppe, hvor flere børn får mulighed for at deltage?”

Det ændrer fokus fra barnet som problem til fællesskabet som noget, de voksne kan påvirke.

Skab små legegrupper

Store grupper kan være svære at komme ind i.

Prøv derfor nogle gange med mindre grupper.

To eller tre børn kan eksempelvis få en fælles opgave:

• Bygge et tårn
• Lave en butik
• Tegne sammen
• Bygge en hule
• Lave en lille bane
• Løse en opgave

Små fællesskaber kan være lettere at overskue.

Brug fælles interesser

Hvis barnet er meget optaget af dyr, biler, tegning eller noget andet, kan interessen være en bro til andre børn.

Eksempel:

“Du kan godt lide dinosaurer. Noah gør også. Skal I bygge en dinosaurpark sammen?”

En fælles interesse kan gøre kontakten lettere.

Skab aktiviteter, hvor børn skal samarbejde

Nogle aktiviteter inviterer naturligt til samarbejde.

Eksempel:

“I skal bygge den højeste bro sammen.”

Eller:

“I skal finde alle de røde ting i rummet.”

Børnene får et fælles mål.

Det kan skabe kontakt uden at kræve, at de først skal finde ud af, hvordan de leger sammen.

Vær opmærksom på afvisninger

Hvis et barn gentagne gange forsøger at komme med og bliver afvist, er det vigtigt at reagere.

Ikke nødvendigvis ved at tvinge de andre børn til at lege med barnet.

Men ved at arbejde med:

• Hvordan man siger nej
• Hvordan man inviterer andre med
• Hvordan man finder alternative lege
• Hvordan man håndterer skuffelse
• Hvordan man skaber flere fællesskaber

Børn må gerne sige nej

Inklusion betyder ikke, at alle børn altid skal lege med alle.

Børn må også have egne relationer og lege.

Men der er forskel på:

“Vi leger lige færdigt, og bagefter kan du være med.”

og:

“Du må aldrig være med.”

Pædagogen skal være opmærksom på, om et barn systematisk bliver holdt udenfor.

Lær børnene at invitere andre med

Pædagogen kan modellere sætninger som:

“Vil du være med?”

“Du kan være den, der laver maden.”

“Vi mangler en, der kan være hund.”

Det gør inklusion konkret.

Leg med barnet

Nogle gange kan pædagogen være den første bro.

Start en leg med barnet.

Efter lidt tid kan et andet barn inviteres med.

Derefter kan den voksne gradvist trække sig.

På den måde bliver barnet ikke sat ind i en situation alene.

Det får en voksenstøttet vej ind i fællesskabet.

Vær opmærksom på barnets styrker

Hvis et barn ofte står alene, kan de voksne hurtigt komme til at fokusere på det, barnet mangler.

Vend også blikket mod:

Hvad er barnet god til?

Måske:

• Barnet er kreativt
• Barnet er god til at bygge
• Barnet husker mange detaljer
• Barnet er omsorgsfuldt
• Barnet har stor viden om dyr
• Barnet er god til fysisk leg
• Barnet har en god humor

Disse styrker kan bruges som adgang til fællesskabet.

Giv barnet mulighed for at lykkes

Hvis et barn ofte bliver afvist, kan det få en forventning om:

“De andre vil ikke have mig med.”

Derfor er det vigtigt at skabe situationer, hvor barnet oplever:

“Jeg kan godt være en del af gruppen.”

Små succeser kan være værdifulde.

Se på tidspunkterne

Måske leger barnet alene om morgenen, men deltager senere.

Måske fungerer barnet godt udenfor, men ikke indenfor.

Måske er fri leg svær, mens voksenstyrede aktiviteter fungerer godt.

Det er vigtigt at se efter mønstre.

Observation kan give svaret

En enkel observation kan være:

Hvem leger barnet med?

Hvor længe?

Hvilken aktivitet?

Hvem tager initiativ?

Hvordan reagerer de andre?

Hvordan reagerer barnet?

Hvad sker der bagefter?

Det kan give et langt mere præcist billede end følelsen af, at barnet “altid går alene”.

Tal med barnet

Afhængigt af barnets alder kan man spørge:

“Hvem kan du godt lide at lege med?”

“Hvad kan du bedst lide at lege?”

“Er der nogen, du gerne vil lege mere med?”

“Hvordan er det, når de andre leger?”

Spørgsmålene skal være åbne og uden at lægge et bestemt svar i barnets mund.

Tal med forældrene

Forældrene kan have et andet billede.

Måske leger barnet med mange børn hjemme.

Måske fortæller barnet om en bestemt ven.

Måske har forældrene også bemærket, at barnet har svært ved at skabe relationer.

Del konkrete observationer.

Eksempel:

“Vi oplever, at hun ofte leger alene i fri leg, men hun deltager meget mere, når vi laver små aktiviteter.”

Det giver forældrene et tydeligt billede.

Undgå at presse barnet ind i fællesskabet

Det er ikke altid hjælpsomt at sige:

“Nu skal du altså gå hen og lege med de andre.”

Barnet kan føle sig forkert.

Prøv i stedet at skabe muligheder.

“Jeg går med dig hen til de andre. De bygger en hule. Skal vi se, om vi kan hjælpe?”

Respektér også behovet for at være alene

Et barn kan have brug for pauser.

Hvis barnet sidder og tegner alene og virker tilfreds, behøver den voksne ikke nødvendigvis afbryde.

Spørgsmålet er:

Er barnet alene, fordi det trives med det – eller fordi det ikke kan finde en vej ind?

Det er en vigtig forskel.

Når barnet bliver afvist

Hvis et barn bliver afvist, kan den voksne hjælpe uden at skabe en større konflikt.

“De er i gang med den leg lige nu. Det er okay at blive skuffet. Lad os finde ud af, hvad du har lyst til.”

Derefter kan man finde en anden mulighed.

Senere kan man arbejde med børnegruppen omkring inklusion.

Skab flere veje ind i fællesskabet

Et barn behøver ikke have én bedste ven for at høre til.

Det kan have:

• En legekammerat
• En voksenrelation
• En lille gruppe
• En aktivitet, hvor barnet deltager
• En særlig interesse sammen med andre

Jo flere positive kontaktpunkter barnet har, jo flere muligheder har det for at opleve tilhørsforhold.

Når barnet altid er sammen med voksne

Nogle børn søger primært voksne.

Det kan være trygt.

Men hvis barnet gerne vil lege med andre børn, kan pædagogen bruge voksenrelationen som bro.

“Du og jeg bygger sammen. Skal vi spørge Freja, om hun vil bygge videre med os?”

Gradvist kan den voksne trække sig.

Vær opmærksom på ændringer

Hvis et barn pludselig begynder at lege meget mere alene end tidligere, er det værd at være nysgerrig.

Det kan skyldes:

• Ændringer i børnegruppen
• Konflikter
• Træthed
• Ændringer hjemme
• En ny udviklingsfase
• En oplevelse i institutionen

Det er ikke nødvendigvis alvorligt.

Men ændringer i adfærd kan give anledning til observation.

En enkel model

Pædagogen kan bruge:

Observer → Forstå → Skab mulighed → Støt → Træk dig → Følg op

Observer

Se, hvad der faktisk sker.

Forstå

Find ud af, om barnet ønsker fællesskab.

Skab mulighed

Find en aktivitet eller relation, hvor barnet kan deltage.

Støt

Hjælp barnet med de første skridt.

Træk dig

Lad børnene overtage relationen, når det er muligt.

Følg op

Se, om barnet får flere positive erfaringer.

Eksempel fra hverdagen

Et barn står ofte ved siden af tre andre børn, der leger familie.

Pædagogen går hen:

“I leger familie. Hvad mangler I?”

Børnene siger:

“Vi mangler en hund.”

Pædagogen vender sig mod barnet:

“Du kan være hunden, hvis du har lyst.”

Barnet siger ja.

Pædagogen bliver lidt og hjælper legen i gang.

Efter kort tid trækker den voksne sig.

Barnet får mulighed for selv at fortsætte legen.

Det er en lille handling, men den kan skabe en vigtig oplevelse af at høre til.

Hvornår skal man være ekstra opmærksom?

Hvis et barn gennem længere tid står udenfor fællesskabet, bliver gentagne gange afvist eller virker ensomt og ked af det, bør man tage situationen alvorligt.

Det samme gælder, hvis barnet pludselig ændrer adfærd markant.

Her bør institutionen arbejde mere systematisk med barnets trivsel og fællesskabet.

Pædagogens opgave er at skabe adgang

Barnet skal ikke nødvendigvis presses ind i en bestemt leg.

Men barnet skal have mulighed for at opleve:

“Der er plads til mig.”

“Jeg kan bidrage.”

“Der er nogen, jeg kan lege med.”

“Jeg hører til her.”

Det er en vigtig del af arbejdet med børnefællesskaber.

Er du pædagog eller pædagogstuderende?

Du arbejder allerede med relationer, leg og børnefællesskaber.

Hvis du gerne vil bruge dine kompetencer på en anden måde og samtidig tjene ekstra i din fritid, kan du oprette dig som passer på platformen.

Du kan selv vælge, hvilke pasningsopgaver der passer til dit arbejde, studie og din hverdag.

Det kan være en fleksibel måde at bruge din erfaring med børn på.

Opret din passerprofil og brug dine kompetencer med børn til at tjene ekstra i din fritid.

Konklusion

Når et barn leger alene, er det ikke automatisk et tegn på mistrivsel.

Nogle børn trives med at lege alene.

Andre børn vil gerne være en del af fællesskabet, men har svært ved at finde vejen ind.

Pædagogens opgave er derfor først at observere og forstå.

Derefter kan man skabe små, trygge muligheder for deltagelse.

Det handler ikke om at tvinge børn til at lege sammen.

Det handler om at skabe et fællesskab, hvor flere børn oplever, at der er plads til dem.

Ofte stillede spørgsmål

Er det normalt, at børn leger alene?

Ja. Børn kan have brug for at lege alene og fordybe sig. Det vigtige er, om barnet også har mulighed for at deltage i fællesskabet.

Hvad gør man, hvis et barn ikke har nogen at lege med?

Observer først, om barnet selv ønsker mere kontakt. Hjælp derefter barnet med konkrete veje ind i mindre lege eller fælles aktiviteter.

Skal man tvinge børn til at lege sammen?

Nej. Pædagogen kan skabe muligheder og støtte relationer uden at tvinge børn til bestemte lege.

Hvordan hjælper man et barn ind i en leg?

Find ud af, hvad de andre børn leger, og hjælp barnet med at finde en konkret rolle eller opgave i legen.

Hvad hvis barnet bliver afvist?

Anerkend barnets skuffelse, hjælp det videre og arbejd samtidig med børnegruppen omkring fællesskab og inklusion.

Hvornår skal man være bekymret?

Hvis barnet gennem længere tid står udenfor, virker ensomt eller viser andre tegn på mistrivsel, bør situationen undersøges mere systematisk.

Kan pædagoger tjene ekstra som passere?

Ja. Pædagoger og pædagogstuderende kan oprette sig som passere på platformen og tage pasningsopgaver i deres fritid, hvis det passer til deres hverdag.