Alle børn bliver vrede, kede af det, frustrerede eller meget begejstrede.
Men nogle gange bliver følelsen så stor, at barnet ikke længere kan finde ro.
Barnet græder.
Råber.
Skriger.
Kaster måske med ting.
Gemmer sig.
Eller siger:
“Jeg kan ikke!”
For pædagogen kan situationen være krævende.
Det vigtigste er dog at huske, at barnet ikke nødvendigvis har brug for en lang forklaring lige dér.
Når følelsen er meget stor, kan barnet have brug for en voksen, der hjælper med at skabe ro og tryghed.
Store følelser er en del af barnets udvikling
Børn skal lære at håndtere følelser.
Det sker ikke fra den ene dag til den anden.
Et lille barn kan have svært ved selv at:
- Stoppe en stærk reaktion
- Sætte ord på følelsen
- Se en anden løsning
- Vente
- Skifte fokus
- Forstå andres perspektiv
- Komme tilbage til ro
Derfor er den voksne en vigtig støtte.
Barnet lærer gradvist at regulere sig gennem erfaringer med trygge voksne.
Først skal barnet have ro
Når barnet er meget oprevet, er det sjældent det bedste tidspunkt at forklare:
“Du skal forstå, at...”
Barnet er måske slet ikke klar til at lytte.
Start i stedet med ro.
Tal langsomt.
Brug få ord.
Vær tæt på, hvis barnet ønsker det.
Og giv barnet plads, hvis det har brug for afstand.
Den voksnes ro smitter
Når et barn bliver meget følelsesmæssigt aktiveret, kan en hektisk voksen gøre situationen endnu mere intens.
Prøv derfor at:
- Tale roligt
- Bevæge dig langsomt
- Bruge korte sætninger
- Undgå unødvendige spørgsmål
- Undgå at hæve stemmen
- Give barnet tid
Den voksne behøver ikke matche barnets intensitet.
Den voksne kan være det rolige punkt i situationen.
Sæt ord på følelsen
Når barnet er meget ked af det, kan pædagogen hjælpe med at sætte ord på.
“Du blev virkelig vred.”
“Det var svært, da legen skulle slutte.”
“Du ville gerne blive ved.”
Det betyder ikke, at den voksne siger, at barnets handling var okay.
Man kan godt anerkende følelsen og samtidig sætte en grænse.
“Du må gerne være vred. Jeg lader dig ikke slå.”
Følelser og handlinger er ikke det samme
Det er en vigtig forskel.
Barnet må gerne være:
Vred.
Ked af det.
Frustreret.
Skuffet.
Men barnet må ikke nødvendigvis:
Slå.
Bide.
Kaste ting efter andre.
Gøre andre utrygge.
Den voksne kan sige:
“Jeg kan godt se, du er vred. Jeg stopper dig, når du slår.”
Undgå skam
Når et barn mister kontrollen, kan det allerede føle sig overvældet.
Sætninger som:
“Se, hvad du gør!”
“Du opfører dig dårligt.”
eller:
“Hvorfor kan du ikke bare styre dig?”
hjælper sjældent barnet med at lære følelsesregulering.
Prøv i stedet at fokusere på:
Hvad skete der?
Hvad har barnet brug for?
Hvad kan vi gøre næste gang?
Hjælp barnet med kroppen
Store følelser mærkes også fysisk.
Barnet kan have:
- Hurtig vejrtrækning
- Spændte muskler
- Høj stemme
- Rastløshed
- Behov for at bevæge sig
- Behov for at trække sig
Nogle børn får mere ro af bevægelse.
Andre har brug for at sidde stille.
Der findes ikke én strategi, der virker for alle børn.
Skab et roligt sted
Nogle institutioner har mulighed for at skabe et lille område, hvor barnet kan få ro.
Det kan være:
- En stol i et roligt hjørne
- En lille læsekrog
- Et afskærmet område
- Et sted med færre mennesker
- Et roligt rum, hvis institutionens rammer tillader det
Formålet er ikke straf.
Det skal være et sted, hvor barnet kan få hjælp til at finde ro.
Giv barnet færre indtryk
Når barnet er meget oprevet, kan mange mennesker omkring det gøre situationen værre.
Hvis det er muligt, kan man reducere:
- Støj
- Antallet af voksne
- Antallet af børn
- Samtaler
- Krav
Nogle gange hjælper det mest, at én rolig voksen bliver hos barnet.
Brug korte sætninger
Når barnet er meget følelsesladet, kan den voksne sige:
“Jeg er her.”
“Du er vred.”
“Jeg hjælper dig.”
“Vi tager det roligt.”
“Jeg stopper dig, hvis du slår.”
Det er ofte nok.
Den længere samtale kan komme senere.
Giv ikke for mange valg
Valg kan være gode, men når barnet er meget oprevet, kan selv små beslutninger føles krævende.
Hold det enkelt.
“Vil du sidde her eller her?”
Hvis barnet ikke kan vælge, kan den voksne hjælpe.
“Så sidder vi her sammen.”
Vent med problemløsningen
Når barnet er faldet til ro, kan man tale om det, der skete.
Spørg eksempelvis:
“Hvad skete der?”
“Hvad gjorde dig vred?”
“Hvad kunne hjælpe næste gang?”
Det giver barnet mulighed for at lære af situationen.
Hjælp barnet med at finde ord
Et barn kan måske ikke selv sige:
“Jeg blev frustreret, fordi jeg følte, at de andre ikke lyttede til mig.”
Men barnet kan måske lære:
“Jeg blev vred.”
“Jeg ville også være med.”
“Jeg havde brug for hjælp.”
Det er et vigtigt første skridt.
Øv følelsessprog, når barnet er roligt
Man kan tale om følelser i hverdagen.
Eksempel:
“Hvordan ser man ud, når man er glad?”
“Hvordan kan man mærke vrede?”
“Hvad kan hjælpe, når man bliver ked af det?”
På den måde bliver følelsessproget ikke kun brugt under konflikter.
Brug bøger og historier
Bøger kan være en god måde at tale om følelser på.
Når en figur bliver vred eller ked af det, kan man spørge:
“Hvordan tror du, han har det?”
“Hvad kunne hjælpe ham?”
Det kan være lettere for barnet at tale om en figur end om sig selv.
Brug leg
Følelser kan også udforskes gennem leg.
Eksempel:
“Bamsen blev rigtig vred. Hvad kan vi gøre for at hjælpe bamsen?”
Barnet kan komme med forslag.
Det kan senere overføres til barnets egne situationer.
Se efter mønstre
Hvis et barn ofte får meget store reaktioner, er det vigtigt at se efter, hvornår det sker.
Er det især:
- Ved overgange?
- Ved oprydning?
- Når barnet skal dele?
- Ved aflevering?
- Når andre siger nej?
- Når legen bliver afbrudt?
- Når barnet er træt?
- Når der er meget støj?
Mønstre kan fortælle meget.
Forebyggelse er vigtig
Hvis man ved, at en bestemt situation ofte bliver svær, kan man forsøge at forberede barnet.
Eksempel:
“Om fem minutter slutter legen.”
Derefter:
“Du har to minutter tilbage.”
Og:
“Nu er det tid. Jeg hjælper dig med at afslutte.”
Forudsigelighed kan gøre overgangen lettere.
Giv barnet en konkret strategi
Barnet kan lære:
“Når jeg bliver meget vred, kan jeg gå hen til en voksen.”
Eller:
“Jeg kan sige stop.”
Eller:
“Jeg kan bede om en pause.”
Det er lettere at bruge en strategi, hvis den er øvet på forhånd.
Lav en ro-plan sammen med barnet
For nogle børn kan det være nyttigt at lave en enkel plan.
Eksempel:
Når jeg bliver meget vred:
- Jeg siger stop.
- Jeg går væk.
- Jeg finder en voksen.
- Jeg får ro.
- Vi taler om det bagefter.
Planen kan eventuelt visualiseres med billeder.
Undgå at kræve undskyldning med det samme
Hvis barnet lige har slået eller råbt, kan den voksne være optaget af at få barnet til at sige undskyld.
Men barnet er måske stadig meget oprevet.
Det kan være mere meningsfuldt at vente, til barnet er roligt.
Derefter kan man arbejde med:
Hvad skete der?
Hvordan havde den anden det?
Hvad kan du gøre nu?
En undskyldning giver mest mening, når barnet forstår situationen.
Hjælp barnet med at reparere
At reparere kan være mere konkret end bare at sige undskyld.
Barnet kan eksempelvis:
- Hjælpe med at samle noget op
- Give plads
- Hente noget
- Spørge, om den anden er okay
- Hjælpe med at finde en løsning
Det kan lære barnet, at handlinger har konsekvenser, og at relationer kan repareres.
Vær opmærksom på, hvad der sker efter konflikten
Når barnet er faldet til ro, kan man følge op.
Men gør det kort.
“Du blev meget vred, da legen sluttede.”
“Næste gang hjælper jeg dig med at få besked lidt før.”
Det kan være nok.
Undgå lange foredrag
Et barn har sjældent brug for en ti minutters forklaring på, hvorfor det ikke må råbe.
Et par tydelige sætninger kan være mere effektive.
“Du blev vred. Du må gerne være vred. Du må ikke slå. Næste gang finder vi en anden måde.”
Se også på de voksnes adfærd
Børn lærer ikke kun af det, vi siger.
De lærer også af det, vi gør.
Hvis voksne bliver frustrerede og råber, når børnene bliver vrede, kan det være svært for barnet at lære ro.
Den voksne kan i stedet vise:
“Jeg bliver også frustreret. Jeg tager lige en dyb indånding og prøver igen.”
Ikke alle børn falder til ro på samme måde
Nogle børn vil gerne tale.
Andre vil helst være stille.
Nogle har brug for nærhed.
Andre har brug for afstand.
Nogle får ro af at tegne.
Andre af at bevæge sig.
Pædagogens opgave er at lære det enkelte barns signaler at kende.
Samarbejd med kolleger
Hvis et barn ofte bliver meget følelsesmæssigt overvældet, kan personalet tale sammen om:
- Hvad udløser situationerne?
- Hvad virker?
- Hvad gør barnet mere uroligt?
- Hvilken voksen hjælper bedst?
- Hvilke forebyggende strategier fungerer?
En fælles tilgang kan skabe mere forudsigelighed for barnet.
Tal med forældrene
Hvis reaktionerne fylder meget, kan forældresamarbejdet være vigtigt.
Brug konkrete observationer.
I stedet for:
“Han er meget voldsom.”
kan man sige:
“Vi oplever, at han bliver meget ked af det, når legen skal afsluttes, og at han har svært ved at finde ro bagefter.”
Det gør samtalen mere konkret.
Spørg også, hvad der virker hjemme
Forældrene kender måske strategier, som barnet allerede bruger.
Spørg:
“Hvad hjælper, når barnet bliver meget ked af det derhjemme?”
Det kan give værdifuld viden.
Når store følelser bliver meget hyppige
Hvis barnet ofte har meget kraftige reaktioner, bør man se på helheden.
Hvordan fungerer barnet:
- I leg?
- I relationer?
- I overgange?
- I fælles aktiviteter?
- I måltider?
- I stille situationer?
Det samlede billede er vigtigt.
Gør ikke barnet til “det vrede barn”
Hvis et barn ofte bliver vredt, kan det hurtigt få en bestemt rolle i gruppen.
“Han bliver altid sur.”
Sådanne labels kan påvirke de voksnes forventninger.
Se også efter:
Hvornår lykkes barnet?
Hvornår er barnet roligt?
Hvornår samarbejder barnet?
Hvornår fungerer relationerne godt?
Det giver et mere nuanceret billede.
En enkel model
Pædagogen kan bruge:
Ro → Anerkend → Grænse → Hjælp → Tal → Øv
Ro
Skab et roligt miljø.
Anerkend
Sæt ord på følelsen.
Grænse
Stop utryg eller skadelig adfærd.
Hjælp
Hjælp barnet med at regulere sig.
Tal
Når barnet er roligt, undersøges situationen.
Øv
Find en strategi til næste gang.
Eksempel fra hverdagen
Et barn bliver meget vredt, fordi legen skal slutte.
Barnet råber og smider en klods.
Pædagogen går roligt hen:
“Du er meget vred. Jeg stopper dig, så du ikke kaster med klodser.”
Barnet græder.
Pædagogen bliver i nærheden:
“Jeg er her. Vi tager det roligt.”
Da barnet er faldet til ro:
“Du blev ked af det, fordi legen skulle slutte. Næste gang giver jeg dig besked lidt før.”
Senere kan man øve:
“Når legen skal slutte, kan du sige: Jeg vil gerne have to minutter mere.”
Det giver barnet en konkret strategi.
Hvornår skal man være ekstra opmærksom?
Hvis et barn meget ofte bliver overvældet af følelser, hvis reaktionerne er meget voldsomme, eller hvis barnet samtidig viser andre tegn på mistrivsel, bør situationen undersøges mere systematisk.
Det kan være relevant at tale med kolleger, forældre og relevante fagpersoner efter institutionens procedurer.
Pædagogens mål er ikke at fjerne følelser
Børn skal ikke lære, at vrede er forkert.
De skal lære:
“Jeg må gerne være vred.”
“Jeg kan godt være ked af det.”
“Jeg kan få hjælp.”
“Jeg kan finde ro igen.”
“Jeg kan handle på en anden måde.”
Det er en vigtig del af følelsesmæssig udvikling.
Er du pædagog eller pædagogstuderende?
Hvis du arbejder med børn, bruger du hver dag kompetencer inden for relationer, omsorg og børns udvikling.
Hvis du gerne vil tjene ekstra i din fritid, kan du oprette dig som passer på platformen.
Du kan selv vælge pasningsopgaver, der passer til dit arbejde, studie og din hverdag.
Som pædagog eller pædagogstuderende har du erfaring, som kan være værdifuld for familier, der søger en tryg passer.
Opret din passerprofil og brug dine kompetencer med børn til at tjene ekstra i din fritid.
Konklusion
Når et barn har meget store følelser, er det ikke altid et spørgsmål om, at barnet skal lære at “opføre sig bedre”.
Barnet skal først hjælpes med at finde ro.
Derefter kan den voksne hjælpe barnet med at forstå, hvad der skete, sætte ord på følelsen og finde en anden strategi til næste gang.
Det handler om at være tydelig uden at være hård.
At anerkende følelsen uden at acceptere skadelig adfærd.
Og at vise barnet:
“Jeg bliver her, også når dine følelser bliver store.”
Ofte stillede spørgsmål
Hvad gør man, når et barn får et voldsomt følelsesudbrud?
Skab ro, tal kort og roligt, stop eventuel fysisk eller utryg adfærd og hjælp barnet med at regulere sig. Tal først om situationen, når barnet er faldet til ro.
Skal man tale med barnet, mens det er meget vredt?
Kun i korte sætninger. Lange forklaringer og problemløsning fungerer ofte bedre, når barnet igen er roligt.
Hvordan lærer børn at håndtere store følelser?
Gennem trygge relationer, gentagelse, følelsessprog, tydelige grænser og konkrete strategier, som øves, når barnet er roligt.
Skal man altid give barnet en pause?
Ikke nødvendigvis. Nogle børn har brug for ro alene, mens andre har brug for en tryg voksen tæt på. Det afhænger af barnet og situationen.
Hvordan kan man forebygge store følelsesudbrud?
Se efter mønstre og giv barnet forudsigelighed, varsling, pauser og konkrete strategier i de situationer, der ofte bliver svære.
Hvad hvis barnet ofte bliver meget vredt?
Se på barnets samlede trivsel og undersøg, hvornår reaktionerne opstår. Samarbejd med kolleger og forældre, og søg relevant faglig sparring ved vedvarende bekymring.
Kan pædagoger tjene ekstra som passere?
Ja. Pædagoger og pædagogstuderende kan oprette sig som passere på platformen og tage pasningsopgaver i deres fritid, hvis det passer til deres hverdag.