“Han hører aldrig efter.”

“Hun gør altid det modsatte af, hvad vi siger.”

“Vi kan ikke få ham med, når vi skal videre.”

Det er situationer, mange pædagoger møder i løbet af en almindelig dag.

Men når et barn ikke følger en besked, er det ikke altid et spørgsmål om, at barnet ikke vil høre efter.

Nogle gange kan barnet ikke overskue beskeden.

Andre gange er barnet optaget af en leg, frustreret, træt eller usikker på, hvad der forventes.

Derfor kan det være nyttigt at se bag adfærden og spørge:

Hvad prøver barnet at fortælle os?

Start med at undersøge situationen

Før man konkluderer, at et barn “ikke vil høre efter”, kan man se på, hvornår det sker.

Er det:

• Når barnet skal stoppe en leg?
• Når der er mange børn?
• Ved oprydning?
• Ved måltider?
• Når barnet skal skifte aktivitet?
• Når en bestemt voksen giver beskeden?
• Når barnet er træt?
• Når barnet er midt i noget, det er optaget af?

Hvis problemet især opstår i bestemte situationer, kan det give en vigtig ledetråd.

Giv korte og konkrete beskeder

Lange forklaringer kan være svære for et barn at omsætte til handling.

I stedet for:

“Nu har vi altså sagt flere gange, at I skal rydde op, fordi vi snart skal spise, og alle skal hjælpe til…”

kan man prøve:

“Nu rydder vi bilerne op.”

Derefter kan den voksne hjælpe barnet i gang.

Få barnets opmærksomhed først

Hvis barnet er dybt optaget af en aktivitet, er det ikke sikkert, at beskeden bliver registreret.

Gå tættere på.

Sig barnets navn.

Skab øjenkontakt, hvis barnet er trygt ved det.

Og giv derefter beskeden.

Eksempel:

“Malik. Kig lige her. Nu skal vi have jakke på.”

Det kan være langt mere effektivt end at råbe en besked hen over rummet.

Giv barnet tid til at reagere

Nogle voksne kommer til at gentage beskeden meget hurtigt.

“Kom så.”

“Kom nu.”

“Jeg sagde, du skulle komme.”

“Hvorfor kommer du ikke?”

Barnet har måske endnu ikke haft tid til at omsætte den første besked.

Prøv i stedet at give barnet nogle sekunder.

Derefter kan den voksne følge op roligt.

Giv én besked ad gangen

Hvis et barn får fem instruktioner på én gang, kan det være svært at vide, hvor det skal begynde.

I stedet for:

“Tag dine sko på, hæng jakken op, pak dine ting og kom ud på legepladsen.”

kan man dele det op:

“Først tager vi skoene på.”

Når det er gjort:

“Nu hænger vi jakken op.”

Små skridt kan gøre en stor forskel.

Fortæl, hvad barnet skal gøre

Det kan være mere effektivt at fortælle barnet, hvad det skal gøre, frem for kun hvad det ikke må.

I stedet for:

“Løb ikke.”

kan man sige:

“Gå ved siden af mig.”

I stedet for:

“Lad være med at råbe.”

kan man sige:

“Tal med en rolig stemme.”

Barnet får dermed en konkret handling at udføre.

Giv valgmuligheder

I nogle situationer kan små valg give barnet en oplevelse af medbestemmelse.

Eksempel:

“Vil du tage den røde eller den blå jakke på?”

eller:

“Vil du rydde bilerne eller klodserne op først?”

Begge muligheder fører stadig til det, der skal ske.

Forbered barnet på overgange

Nogle børn reagerer kraftigt, når en aktivitet stopper pludseligt.

Hvis barnet ved, at der snart skal ske noget andet, kan overgangen blive lettere.

Eksempel:

“Om fem minutter rydder vi op.”

Senere:

“Der er to minutter tilbage.”

Og til sidst:

“Nu er det tid til at rydde op.”

Det giver barnet mulighed for at afslutte sin leg mentalt.

Anerkend, at det kan være svært

Det er muligt at være tydelig uden at være hård.

Eksempel:

“Jeg kan godt se, at du gerne vil lege videre. Det er svært at stoppe. Men nu skal vi spise.”

Barnets følelse bliver anerkendt.

Grænsen forsvinder ikke.

Vær konsekvent

Hvis en besked nogle dage betyder noget og andre dage ikke gør, kan det være svært for barnet at forstå forventningen.

Det betyder ikke, at alle situationer skal håndteres identisk.

Men de voksne omkring barnet bør så vidt muligt have en fælles forståelse af:

• Hvilke regler der gælder
• Hvordan beskeder gives
• Hvordan overgange håndteres
• Hvilke konsekvenser der er relevante
• Hvordan barnet støttes

Se på relationen

Børn reagerer ofte forskelligt afhængigt af relationen til den voksne.

Hvis et barn konsekvent har svært ved at samarbejde med én voksen, kan det være relevant at se på relationen.

Spørg:

Hvornår fungerer kontakten godt?

Hvad laver vi sammen, når barnet trives?

Hvordan får jeg barnets opmærksomhed?

Er der bestemte situationer, hvor vores kontakt bliver svær?

Relationen er en vigtig del af pædagogisk praksis.

Undgå at gøre det til en magtkamp

Hvis den voksne og barnet ender i en kamp om, hvem der bestemmer, kan situationen hurtigt eskalere.

Barnet siger nej.

Den voksne siger nej.

Barnet siger nej igen.

Og pludselig handler situationen mere om kampen end om den oprindelige besked.

Prøv at bevare roen og vende tilbage til det konkrete:

“Jeg hører, at du ikke har lyst. Vi skal stadig rydde op. Jeg hjælper dig.”

Hjælp barnet i gang

Nogle børn har ikke brug for flere ord.

De har brug for, at en voksen starter sammen med dem.

Hvis der skal ryddes op, kan pædagogen eksempelvis tage de første klodser og sige:

“Vi starter her.”

Barnet kan derefter komme med.

Det kan være lettere end at stå på afstand og gentage instruktionen.

Brug humor, når det passer

Humor kan i nogle situationer afvæbne en konflikt.

Eksempel:

“Jeg tror, den her sko prøver at gemme sig. Skal vi finde den?”

Det skal selvfølgelig passe til barnet og situationen.

Humor bør ikke bruges til at gøre barnet til grin.

Når barnet siger nej til alt

Nogle børn går gennem perioder, hvor næsten enhver besked mødes med et nej.

Det kan være en del af barnets udvikling og behov for selvstændighed.

I stedet for at gøre alle situationer til en kamp kan man overveje:

Hvad er vigtigt at fastholde?

Hvor kan barnet få et valg?

Hvor kan vi være fleksible?

Hvor har barnet brug for en tydelig grænse?

Ikke alle små ting behøver blive en konflikt.

Vær opmærksom på barnets behov

Et barn, der ofte ikke reagerer på beskeder, kan have mange forskellige behov.

Det kan eksempelvis handle om:

• Træthed
• Sult
• Mange indtryk
• Sprog
• Koncentration
• Følelsesmæssig belastning
• Vanskeligheder ved overgange
• Utryghed
• Behov for mere forudsigelighed

Det betyder ikke, at der nødvendigvis er noget galt.

Det betyder, at det kan være relevant at være nysgerrig.

Tal med kollegerne

Hvis et barn ofte har svært ved at samarbejde, så del observationerne med kollegerne.

Måske oplever de noget andet.

Måske har en kollega fundet en strategi, der virker.

Måske sker problemet kun på bestemte tidspunkter.

Et fælles billede gør det lettere at finde en god tilgang.

Tal med forældrene

Hvis udfordringen er vedvarende, kan det være relevant at tale med forældrene.

Start med konkrete observationer.

Eksempel:

“Vi oplever, at det især er ved overgangen fra fri leg til frokost, at han har svært ved at følge beskeder.”

Spørg derefter:

“Hvordan oplever I overgange derhjemme?”

På den måde får man både institutionens og hjemmets perspektiv.

Ros konkret

Når barnet faktisk samarbejder, så læg mærke til det.

I stedet for bare:

“Dygtig.”

kan man sige:

“Du stoppede legen, da jeg sagde, at vi skulle spise. Det var en god overgang.”

Barnet får at vide, præcis hvilken adfærd den voksne lægger mærke til.

Husk de positive situationer

Hvis et barn ofte får beskeder, når noget er galt, kan relationen hurtigt komme til at bestå af korrektioner.

Derfor er det vigtigt også at skabe situationer, hvor barnet oplever positiv kontakt uden krav.

Leg sammen.

Tal med barnet.

Vær nysgerrig.

Læg mærke til barnets initiativer.

En stærk relation kan gøre samarbejdet lettere.

En enkel model til pædagogen

Når et barn ikke reagerer på en besked, kan man tænke:

Kontakt → Kort besked → Tid → Hjælp → Opfølgning

Kontakt

Få barnets opmærksomhed.

Kort besked

Fortæl konkret, hvad der skal ske.

Tid

Giv barnet mulighed for at reagere.

Hjælp

Støt barnet i at komme i gang.

Opfølgning

Se på, hvad der virker næste gang.

Eksempel fra hverdagen

Forestil dig, at et barn ikke vil rydde op.

I stedet for at sige:

“Du hører jo aldrig efter. Hvor mange gange skal vi sige det?”

kan pædagogen sige:

“Emma, nu er det tid til at rydde op. Vil du starte med dukkerne eller køkkenet?”

Hvis Emma stadig ikke går i gang:

“Du vil gerne lege videre. Jeg hjælper dig med at starte. Vi tager dukkerne sammen.”

Det er stadig en tydelig ramme.

Men barnet får støtte frem for en magtkamp.

Hvornår skal man være ekstra opmærksom?

Hvis et barn gennem længere tid har meget svært ved at forstå eller reagere på almindelige beskeder, bør man se på hele barnets trivsel og udvikling.

Det kan være relevant at undersøge:

• Om barnet forstår sproglige beskeder
• Om udfordringen sker i bestemte situationer
• Om barnet reagerer anderledes i små grupper
• Om barnet virker overbelastet
• Om barnet har ændret adfærd
• Om andre voksne oplever det samme

Ved vedvarende bekymring bør institutionen følge sine faglige procedurer og eventuelt søge relevant sparring.

Pædagogen skal ikke vinde

Målet er ikke, at barnet skal adlyde enhver besked uden spørgsmål.

Målet er at hjælpe barnet med gradvist at kunne:

• Forstå beskeder
• Håndtere overgange
• Udtrykke behov
• Indgå i fællesskabet
• Acceptere nødvendige grænser
• Samarbejde med andre

Det kræver både tydelige voksne og respekt for barnets perspektiv.

Er du pædagog eller pædagogstuderende?

Din erfaring med børn er en kompetence, som mange familier efterspørger.

Hvis du gerne vil tjene ekstra ved siden af dit arbejde eller studie, kan du oprette dig som passer på platformen.

Du kan selv vælge, hvilke pasningsopgaver der passer til din hverdag.

Det kan være enkelte aftener, weekender eller andre tidspunkter, hvor du har mulighed for at hjælpe en familie.

Som pædagog eller pædagogstuderende har du allerede erfaring med relationer, børn, leg og hverdagens mange situationer.

Opret din passerprofil og brug dine kompetencer til at tjene ekstra i din fritid.

Konklusion

Når et barn ikke hører efter, er det værd at stoppe op, før man konkluderer, at barnet bare er ulydigt.

En kort besked, en tydelig voksen, lidt ekstra tid og den rigtige støtte kan ofte gøre situationen lettere.

Samtidig er det vigtigt at være konsekvent og holde fast i nødvendige rammer.

Det handler ikke om at vælge mellem tydelighed og omsorg.

Børn har brug for begge dele.

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor hører mit barn ikke efter?

Der kan være mange årsager. Barnet kan være optaget af leg, træt, frustreret, overstimuleret eller have svært ved at forstå eller omsætte beskeden.

Hvordan får man et barn til at høre efter?

Skab kontakt først, giv korte og konkrete beskeder, giv barnet tid til at reagere og hjælp barnet i gang, hvis det er nødvendigt.

Skal man gentage beskeden?

Det kan være bedre først at sikre sig, at barnet har hørt og forstået beskeden, frem for blot at gentage den mange gange.

Skal man give barnet valg?

Små valgmuligheder kan være en god måde at give barnet medbestemmelse på, samtidig med at den voksne fastholder den nødvendige ramme.

Hvad gør man, hvis barnet siger nej til alt?

Undersøg, hvornår det sker, vælg dine kampe og giv barnet valgmuligheder, hvor det er muligt, samtidig med at nødvendige grænser fastholdes.

Hvornår bør pædagogen være bekymret?

Hvis barnet gennem længere tid har markante vanskeligheder med at forstå eller reagere på almindelige beskeder, bør man se på hele barnets trivsel og eventuelt søge faglig sparring.

Kan pædagoger tjene ekstra som passere?

Ja. Pædagoger og pædagogstuderende kan oprette sig som passere på platformen og tage pasningsopgaver i deres fritid, hvis det passer til deres hverdag.