“Jeg vil ikke være med.”

Det kan være en sætning, pædagoger hører igen og igen.

Måske er det tid til samling.

Måske skal børnene synge.

Måske skal gruppen på tur.

Eller måske har den voksne planlagt en kreativ aktivitet, som barnet ikke ønsker at deltage i.

For nogle børn er det bare et spørgsmål om præference.

For andre kan modstanden være et tegn på, at aktiviteten, gruppen, tidspunktet eller kravene føles svære.

Derfor kan det være nyttigt at se bag barnets nej.

Hvorfor vil barnet ikke være med?

Børn deltager på forskellige måder

Det er vigtigt at huske, at deltagelse ikke altid ser ens ud.

Et barn kan eksempelvis:

• Sidde tæt på uden at deltage aktivt
• Lytte uden at sige noget
• Kigge på de andre
• Deltage i korte perioder
• Deltage sammen med en voksen
• Deltage i en mindre gruppe
• Deltage gennem praktiske opgaver

Et barn behøver altså ikke nødvendigvis sidde midt i gruppen og gøre præcis det samme som alle andre for at være en del af fællesskabet.

Start med at være nysgerrig

Når barnet siger nej, kan man undersøge:

Hvad sker der lige før?

Hvad består aktiviteten af?

Hvor mange børn er med?

Er der meget støj?

Er aktiviteten ny?

Er barnet træt?

Er der bestemte voksne eller børn involveret?

Har barnet mulighed for at forstå, hvad der skal ske?

Det kan hjælpe med at finde årsagen til modstanden.

Er aktiviteten for svær?

Nogle børn siger nej, fordi de er usikre på, om de kan finde ud af det.

Hvis pædagogen eksempelvis siger:

“Nu skal vi alle sammen tegne et billede af vores familie.”

kan et barn blive usikkert.

Prøv i stedet:

“Du kan starte med at tegne én person. Jeg hjælper dig.”

Små skridt kan gøre aktiviteten mere overskuelig.

Er aktiviteten for let eller kedelig?

Det kan også være, at aktiviteten ikke fanger barnet.

Hvis barnet hurtigt mister interessen, kan man undersøge, om aktiviteten kan gøres mere relevant.

Et barn, der ikke vil deltage i en almindelig tegneaktivitet, vil måske gerne tegne:

En brandbil.

En dinosaur.

Et hus.

En figur fra en leg.

Barnets interesser kan være en vej ind.

Forbered barnet

Nogle børn har brug for at vide, hvad der skal ske.

I stedet for:

“Nu skal vi have samling.”

kan man sige:

“Først synger vi en sang. Så læser vi en bog. Bagefter må du gå tilbage til legen.”

Det giver barnet en begyndelse og en slutning.

Brug en visuel plan

For nogle børn kan billeder gøre aktiviteten lettere at forstå.

Eksempel:

Samling → sang → bog → leg

Barnet kan se, at aktiviteten har en ende.

Det kan gøre det lettere at deltage.

Giv barnet en rolle

Nogle børn deltager lettere, hvis de får en opgave.

Ved samling:

“Vil du holde kortene?”

Ved sang:

“Vil du vælge den næste sang?”

Ved frokost:

“Vil du hjælpe med kopperne?”

Ved en kreativ aktivitet:

“Vil du dele papirene ud?”

Barnet får en funktion i fællesskabet.

Giv små valgmuligheder

I stedet for et enten-eller:

“Vil du være med eller ikke?”

kan man nogle gange tilbyde:

“Vil du sidde her eller her?”

“Vil du starte med maling eller papir?”

“Vil du være med fra starten eller komme om lidt?”

Det kan give barnet mere kontrol uden at fjerne rammen.

Men ikke alt skal være et valg

Pædagogen skal ikke nødvendigvis gøre alle aktiviteter frivillige.

Nogle situationer kræver deltagelse.

Det kan eksempelvis være sikkerhed, praktiske rutiner eller nødvendige fælles beskeder.

Her kan man stadig være tydelig og respektfuld.

“Du behøver ikke synge med. Men du skal være med til samlingen, fordi vi skal have en fælles besked.”

Det skelner mellem at deltage og at præstere.

Giv plads til at observere

Et barn kan lære meget af at se på.

Hvis barnet ikke vil danse, kan det måske stå ved siden af og kigge.

Efter et par gange kan barnet selv få lyst til at deltage.

Det betyder ikke, at den voksne skal presse barnet.

Observation kan være første skridt mod deltagelse.

Undgå unødvendigt pres

Hvis barnet siger nej, kan den voksnes reaktion have stor betydning.

“Alle andre gør det. Hvorfor kan du ikke?”

kan øge modstanden.

Prøv i stedet:

“Du har ikke lyst lige nu. Du kan sidde her ved siden af mig og se, hvad vi laver.”

Når presset falder, kan deltagelsen nogle gange komme lettere.

Brug relationen

Et barn, der er trygt ved en bestemt voksen, kan lettere deltage sammen med den voksne.

Pædagogen kan sige:

“Du kan sidde ved siden af mig.”

eller:

“Vi gør det sammen første gang.”

Når barnet bliver mere trygt, kan den voksne gradvist trække sig.

Overvej gruppens størrelse

Nogle børn fungerer godt i små grupper, men har svært ved store fællesskaber.

Hvis en aktivitet foregår med 20 børn, kan det være svært for nogle.

Måske fungerer aktiviteten bedre med:

2 børn.

4 børn.

En voksen og et barn.

Det kan give mere ro og bedre mulighed for deltagelse.

Tænk på støjniveauet

En aktivitet kan være svær, ikke fordi indholdet er problematisk, men fordi omgivelserne er overvældende.

Mange børn.

Mange stemmer.

Musik.

Bevægelse.

Mange materialer.

Hvis barnet ofte trækker sig i meget larmende situationer, kan det være relevant at se på miljøet.

Giv barnet en pause

Nogle gange kan en kort pause være bedre end en konflikt.

Den voksne kan sige:

“Du kan sidde her ved siden af mig et øjeblik. Så ser vi, om du får lyst til at komme med.”

Det giver barnet mulighed for at regulere sig.

Hjælp barnet med at komme tilbage

En pause skal ikke nødvendigvis betyde, at barnet er ude resten af aktiviteten.

Pædagogen kan senere sige:

“Vi er i gang med at male nu. Vil du komme og lave én farve sammen med mig?”

En lille invitation kan være nok.

Vær opmærksom på tidspunktet

Et barn kan være mere deltagende om formiddagen end sidst på dagen.

Hvis modstanden primært kommer:

• Efter frokost
• Sidst på dagen
• Efter mange aktiviteter
• Når barnet er sultent
• Når gruppen er meget stor

kan det være et tegn på, at tidspunktet eller belastningen spiller en rolle.

Gør aktiviteten mere konkret

Nogle børn har lettere ved at deltage, hvis de ved præcis, hvad de skal gøre.

I stedet for:

“Nu skal vi lave en kreativ aktivitet.”

kan man sige:

“Du skal vælge én farve og male en cirkel.”

En konkret opgave kan være lettere at gå i gang med.

Brug barnets interesser

Interesser kan være en stærk motivationsfaktor.

Hvis barnet elsker:

• Dinosaurer
• Dyr
• Biler
• Musik
• Tog
• Superhelte
• Natur
• Byggeri

kan man forsøge at koble aktiviteten til noget, barnet allerede interesserer sig for.

Lad barnet få indflydelse

Nogle gange kan børn deltage mere aktivt, hvis de oplever, at deres idéer betyder noget.

Spørg:

“Hvilken sang skal vi tage?”

“Hvilken farve skal vi bruge?”

“Hvordan synes du, vi skal bygge den?”

Det kan skabe større engagement.

Vær opmærksom på barnets styrker

Et barn, der ikke siger meget under samling, kan være meget aktivt i praktiske aktiviteter.

Et barn, der ikke vil synge, kan være fantastisk til at huske sangene.

Et barn, der ikke vil tegne, kan være meget kreativ i byggelege.

Deltagelse kan se forskellig ud.

Skab forskellige måder at deltage på

En fælles aktivitet kan eksempelvis have flere roller.

Ved en fortælling kan barnet:

• Lytte
• Holde billeder
• Vende sider
• Stille spørgsmål
• Vise figurer
• Sidde ved siden af en voksen

Alle børn behøver ikke deltage på samme måde.

Arbejd med progression

Hvis et barn næsten aldrig deltager, kan målet ikke nødvendigvis være:

“Nu skal barnet være med hele samlingen.”

Start mindre.

2 minutter.

Så 5 minutter.

Derefter måske længere.

Små succeser kan bygge barnets tryghed.

Ros indsatsen konkret

Hvis barnet deltager, så læg mærke til det.

I stedet for:

“Hvor er du dygtig.”

kan man sige:

“Du kom med, selvom du først ikke havde lyst.”

eller:

“Du hjalp med at holde billederne. Det gjorde det lettere for os andre.”

Det gør barnets bidrag synligt.

Undgå at sammenligne børn

Sætninger som:

“Se på de andre. De kan godt.”

kan få barnet til at føle sig forkert.

Sammenlign i stedet barnet med sig selv.

“Sidste gang sad du ved siden af. I dag var du med i fem minutter.”

Det viser udviklingen.

Tal med kollegerne

Hvis et barn ofte ikke deltager, så undersøg om alle voksne ser det samme.

Måske:

• Deltager barnet med en bestemt voksen?
• Deltager barnet i små grupper?
• Deltager barnet i bestemte aktiviteter?
• Er det kun samling, der er svært?

Det kan give vigtige spor.

Tal med forældrene

Forældrene kan fortælle, hvordan barnet reagerer på aktiviteter hjemme.

Spørg eksempelvis:

“Hvordan er det, når I laver fælles aktiviteter derhjemme?”

Måske elsker barnet at bage hjemme.

Så kan det være interessant at undersøge, hvad der er anderledes i institutionen.

Når barnet konsekvent siger nej

Hvis barnet siger nej til næsten alle aktiviteter, bør man se på helheden.

Er der:

• Mange krav?
• For lidt pauser?
• Utryghed?
• Konflikter?
• Sprogproblemer?
• Overstimulering?
• Vanskeligheder med skift?

Det kan være mere hjælpsomt end bare at forsøge at få barnet til at sige ja.

Når barnet bliver vredt

Hvis barnet bliver meget frustreret, er det vigtigt først at hjælpe med at skabe ro.

En voksen kan sige:

“Jeg kan se, du bliver vred. Vi tager det roligt. Jeg bliver her.”

Når barnet er faldet til ro, kan man vende tilbage til aktiviteten.

Deltagelse er mere end at gøre det samme

Det er værd at huske:

Deltagelse betyder ikke nødvendigvis ensartethed.

Et barn kan være en del af fællesskabet uden at gøre præcis det samme som alle andre.

Det centrale spørgsmål er:

Har barnet en meningsfuld plads i fællesskabet?

En enkel model til pædagogen

Brug:

Forbered → Tilpas → Giv rolle → Støt → Træk dig → Følg op

Forbered

Fortæl barnet, hvad der skal ske.

Tilpas

Gør aktiviteten overskuelig og relevant.

Giv rolle

Find en konkret måde, barnet kan bidrage på.

Støt

Vær tæt på i begyndelsen.

Træk dig

Lad barnet deltage mere selvstændigt, når det er klar.

Følg op

Se, hvad der virkede.

Eksempel fra hverdagen

Der er planlagt en kreativ aktivitet.

Et barn siger:

“Jeg vil ikke.”

I stedet for:

“Jo, alle skal være med.”

kan pædagogen sige:

“Du behøver ikke starte endnu. Du kan se på. Når du er klar, kan du vælge mellem blå og grøn.”

Efter lidt tid:

“Vil du hjælpe mig med at vælge farve?”

Barnet kommer tættere på.

Pædagogen giver barnet en lille rolle.

Efterhånden begynder barnet måske selv at male.

Det er en lille overgang fra observation til deltagelse.

Hvornår skal man være ekstra opmærksom?

Hvis et barn gennem længere tid undgår næsten alle fælles aktiviteter, virker meget utrygt eller viser andre tegn på mistrivsel, bør man se på situationen mere systematisk.

Det kan være relevant at undersøge barnets trivsel, relationer, kommunikation og deltagelse på tværs af forskellige situationer.

Ved vedvarende bekymring bør institutionen følge sine faglige procedurer og søge relevant sparring.

Pædagogens mål er ikke at få barnet til at adlyde

Målet er ikke bare:

“Barnet skal gøre det samme som de andre.”

Målet er:

“Hvordan hjælper vi barnet med at finde en tryg og meningsfuld måde at deltage på?”

Det giver et mere inkluderende udgangspunkt.

Er du pædagog eller pædagogstuderende?

Hvis du arbejder med børn, har du allerede erfaring med relationer, aktiviteter og børnefællesskaber.

Hvis du gerne vil tjene ekstra i din fritid, kan du oprette dig som passer på platformen.

Du kan selv vælge de pasningsopgaver, der passer til dit arbejde, studie og din hverdag.

Som pædagog eller pædagogstuderende kan du bruge dine kompetencer til at skabe trygge rammer for børn – også uden for institutionen.

Opret din passerprofil og brug dine kompetencer med børn til at tjene ekstra i din fritid.

Konklusion

Når et barn ikke vil være med, er det værd at se bag barnets nej.

Måske er aktiviteten for svær.

Måske er gruppen for stor.

Måske har barnet brug for mere forudsigelighed.

Måske er barnet træt.

Eller måske har barnet bare brug for en anden måde at deltage på.

Pædagogens opgave er at skabe muligheder for deltagelse uden unødigt pres.

For nogle børn begynder deltagelse ikke med at være midt i gruppen.

Den begynder med at sidde ved siden af.

Se.

Få en lille opgave.

Og langsomt opdage:

“Jeg kan godt være med.”

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor vil et barn ikke være med i fælles aktiviteter?

Der kan være mange årsager. Barnet kan være usikkert, træt, overstimuleret, uinteresseret i aktiviteten eller have brug for mere forudsigelighed.

Skal børn altid deltage i fælles aktiviteter?

Ikke nødvendigvis på samme måde. Pædagogen kan skabe forskellige former for deltagelse, samtidig med at nødvendige fælles rutiner fastholdes.

Hvordan får man et barn med i en aktivitet?

Forbered barnet, gør aktiviteten overskuelig, giv en konkret rolle og tilbyd støtte i begyndelsen.

Skal man presse barnet?

Unødigt pres kan øge modstanden. Det kan ofte være mere effektivt at skabe små og trygge muligheder for deltagelse.

Hvad hvis barnet siger nej til alt?

Se på mønsteret. Undersøg, hvornår barnet siger nej, hvilke aktiviteter der fungerer, og om der er forhold i miljøet, som gør deltagelse vanskelig.

Kan børn deltage uden at gøre det samme som alle andre?

Ja. Deltagelse kan være at lytte, observere, hjælpe, vælge, holde materialer eller deltage aktivt i dele af aktiviteten.

Kan pædagoger tjene ekstra som passere?

Ja. Pædagoger og pædagogstuderende kan oprette sig som passere på platformen og tage pasningsopgaver i deres fritid, hvis det passer til deres hverdag.