Sådan lærer børn at spare op til større køb

“Jeg vil gerne have den.”

“Okay.”

“Den koster 4.000 kroner.”

“Okay.”

“Kan jeg få den?”

“Nej.”

“Så mit liv er slut.”

Det gik hurtigt.

Når børn bliver større, bliver ønskerne ofte også:

Større.

Og dyrere.

Det er ikke længere nødvendigvis:

Et stykke legetøj til 79 kroner.

Det kan være:

En ny telefon.

En computer.

En spillekonsol.

Dyre høretelefoner.

En cykel.

Festivalbillet.

Mærketøj.

Gamingudstyr.

Eller noget helt andet, som barnet virkelig gerne vil have.

Og netop de store ønsker er en fantastisk mulighed for at lære:

Opsparing.

For et større køb kan lære barnet noget, som små køb sjældent gør:

At noget godt godt kan være værd at vente på.

Et stort ønske behøver ikke være et problem

Når barnet ønsker noget dyrt, kan den første voksenreaktion være:

“Det er alt for dyrt.”

Og måske er det.

Men samtalen behøver ikke slutte dér.

I stedet kan spørgsmålet være:

“Hvad skulle der til, hvis du selv ville spare op til det?”

Pludselig ændrer situationen sig.

Fra:

Ja eller nej.

Til:

Hvordan?

Det er en vigtig økonomisk forskel

Barnet lærer:

At “jeg har ikke råd” ikke altid betyder:

“Aldrig.”

Det kan betyde:

“Ikke endnu.”

“Ikke endnu” er et stærkt økonomisk begreb

Der ligger:

Tid.

Planlægning.

Prioritering.

Og tålmodighed.

i de to små ord.

Start med at gøre målet konkret

“Jeg sparer op til noget.”

er ret abstrakt.

“Jeg sparer op til en cykel til 2.500 kroner.”

er meget mere konkret.

Skriv:

Hvad barnet vil købe.

Hvad det koster.

Hvor meget barnet allerede har.

Hvor meget der mangler.

For eksempel

Mål: Nye høretelefoner

Pris: 1.800 kroner

Jeg har: 400 kroner

Jeg mangler: 1.400 kroner

Nu kan barnet se:

Opgaven.

Brug gerne et billede af målet

Især for yngre børn.

Et billede på:

Køleskabet.

Opsparingsglasset.

En note på telefonen.

Et lille skema.

Målet skal kunne ses

For ellers konkurrerer det mod:

Alt muligt interessant lige nu.

Og “lige nu” er:

En meget stærk konkurrent.

Lad barnet vælge målet

Det er afgørende.

Hvis forældrene siger:

“Du skal spare til en computer.”

men barnet egentlig vil bruge pengene på:

En skateboardrampe.

Så bliver motivationen:

Begrænset.

Opsparing fungerer bedst, når barnet faktisk ønsker slutmålet

Det behøver ikke være:

Det mest fornuftige køb efter voksenstandard.

Det skal bare være:

Sikkert.

Tilladt.

Og realistisk.

Før I begynder: Er målet overhovedet realistisk?

Barnet får:

100 kroner om måneden.

Barnet vil købe noget til:

12.000 kroner.

Teknisk muligt?

Ja.

Om ti år.

Ikke optimalt.

Store mål må gerne kræve tid

Men ikke så meget tid, at barnet aldrig får:

Belønningen ved at lykkes.

Især yngre børn har brug for kortere tidshorisonter

Et mål kan måske tage:

To måneder.

Fire måneder.

Et halvt år.

Ældre børn og teenagere kan håndtere længere projekter

For eksempel:

Kørekort.

Computer.

Rejse.

Men selv dér hjælper delmål

Del store mål op

Barnet skal spare:

4.000 kroner.

Det kan føles enormt.

Del det op:

1.000.

1.500.

2.000.

Og så videre.

Hvert delmål er:

En lille sejr.

Brug en opsparingsmåler

For eksempel:

0 % 25 % 50 % 75 % 100 %

Hvis barnet har 1.000 ud af 4.000

så er barnet allerede:

25 % i mål.

Det føles meget anderledes end:

“Jeg mangler stadig 3.000.”

Vis både fremskridt og restbeløb

Begge dele er nyttige.

“Du har allerede sparet 1.200.”

Og:

“Der mangler 800.”

Den ene viser succes

Den anden viser næste opgave.

Beregn hvor lang tid det tager

Det er her opsparing bliver til:

Matematik med et formål.

Barnet mangler:

1.200 kroner.

Kan spare:

200 om måneden.

Så tager det cirka:

6 måneder.

Nu har barnet:

En tidsplan.

Spørg:

“Er du okay med at vente seks måneder?”

Hvis svaret er:

Ja.

Super.

Hvis svaret er:

“ALDRIG.”

Så må planen ændres.

Der er kun nogle få måder at nå målet hurtigere på

Barnet kan:

Spare mere.

Tjene mere.

Vælge noget billigere.

Få noget af beløbet som gave.

Købe brugt.

Eller:

Vente længere.

Det er økonomi i sin mest grundlæggende form

Der er ikke en hemmelig knap.

Selvom børn ofte håber:

At mor har den.

Lav et fast opsparingsbeløb

Hvis barnet får:

300 kroner om måneden,

kan barnet eksempelvis beslutte:

100 kroner til målet.

Så bliver opsparingen:

En vane.

Ikke en beslutning, der skal træffes igen hver uge.

Endnu bedre: Spar først

Når pengene kommer:

Flyt opsparingen med det samme.

Ikke:

“Jeg ser, hvad der er tilbage sidst på måneden.”

Fordi det, der er tilbage sidst på måneden, har en imponerende tendens til at være:

0 kroner.

Opsparing fungerer bedst før forbrug

Ikke efter.

Det gælder faktisk også voksne

Desværre.

Brug separate penge til målet

Det kan være:

Et fysisk glas.

En kuvert.

En separat konto.

En opsparingsfunktion i banken.

Pointen er:

At pengene ikke ligner almindelige forbrugspenge.

Hvis barnet ser 1.600 kroner på sin almindelige saldo

kan hjernen tænke:

“Jeg har 1.600.”

Men hvis:

1.200 er til computeren,

har barnet egentlig kun:

400 kroner til andet.

Saldo og frie penge er ikke altid det samme

Det er en vigtig økonomisk læring.

Giv opsparingen et navn

Ikke:

“Opsparing.”

Men:

“NY CYKEL.”

“KØREKORT.”

“COMPUTER.”

“FESTIVAL.”

Det gør det sværere at tage penge fra målet

At flytte:

200 kroner fra “opsparing”

føles måske ikke voldsomt.

At tage:

200 kroner fra “min nye computer”

føles mere konkret.

Må barnet bruge penge fra opsparingen undervejs?

Ja.

Det er barnets penge.

Men:

Konsekvensen bør være tydelig.

Barnet har sparet:

Bruger:

300 på noget andet.

Så mangler der nu:

300 mere til målet.

Ingen skældud nødvendig

Bare:

“Okay. Så flytter købet sig lidt længere væk.”

Det er en naturlig konsekvens

Og ofte en meget effektiv lærer.

Lad være med straks at fylde pengene op igen

Hvis barnet bruger:

500 kroner af opsparingen,

og forældrene straks siger:

“Vi betaler bare resten.”

Så lærer barnet:

At opsparingsmålet ikke rigtig påvirkes af egne beslutninger.

Det fjerner hele mekanismen

Bedre:

“Du må gerne ændre din plan. Men så ændrer tidspunktet sig også.”

Barnet må også skifte mål

Et barn sparer i fire måneder til:

En spillekonsol.

Så opdager barnet:

“Jeg vil faktisk hellere have en cykel.”

Er de fire måneder spildt?

Nej.

Barnet har stadig:

Pengene.

Og har lært:

At spare.

Et opsparingsmål er ikke en kontrakt med universet

Interesser ændrer sig.

Det er okay.

Spørg bare:

“Vil du virkelig skifte mål?”

Og måske:

“Vil du vente et par dage, før du beslutter det?”

Så undgår I, at opsparingen skifter retning:

Hver tirsdag.

Brug ventetid ved store målændringer

Hvis barnet siger:

“Glem computeren. Jeg køber de her sko.”

kan I aftale:

48 timer.

Hvis barnet stadig ønsker skoene bagefter:

så er det et mere gennemtænkt valg.

Opsparing lærer ikke kun at vente på køb

Det lærer også:

At beskytte et tidligere valg mod nye impulser.

Nye ønsker vil hele tiden dukke op

Det er en del af udfordringen.

Barnet sparer til:

Telefon.

Så kommer:

Et nyt spil.

En hoodie.

En caféaftale.

Et tilbud.

Alt siger:

“Køb mig.”

Barnet skal lære at sige:

“Jeg vil gerne have dig. Men noget andet er vigtigere.”

Det er prioritering.

Brug spørgsmålet:

“Hvad vil du helst have?”

Ikke:

“Hvorfor køber du alt muligt?”

Eksempel

Barnet vil bruge:

250 kroner på en trøje.

Sparemålet er:

En computer.

Spørg:

“Vil du helst have trøjen nu eller computeren 250 kroner tidligere?”

Nu sammenligner barnet:

To ønsker.

Ikke:

Barnets ønske mod forælderens moral.

Det er langt mere effektivt

Oversæt små køb til forsinkelse

Barnet sparer:

500 kroner om måneden.

Vil bruge:

250 kroner fra opsparingen.

Det betyder omtrent:

En halv måneds ekstra ventetid.

Det kan barnet forstå.

Sig:

“Du må gerne købe den. Det betyder bare, at målet bliver cirka to uger senere.”

Så bliver valget ægte

Barnet vælger:

Selv.

Undgå at gøre alle små køb til fjender

Hvis barnet skal spare i:

8 måneder,

men aldrig må:

Købe slik.

Gå på café.

Købe en lille ting.

så kan planen blive:

For stram.

Opsparing skal kunne eksistere sammen med et liv

Lav derfor gerne:

Opsparingspenge.

Og frie penge.

For eksempel

Barnet får:

400 kroner.

150 til stort mål.

250 til fri brug.

Eller:

50/50.

70/30.

20/80.

Den rigtige fordeling er den, barnet realistisk kan holde

En aggressiv plan, der holder én uge, er ikke bedre end en moderat plan, der holder seks måneder

Det gælder meget økonomi.

Skal forældrene hjælpe med beløbet?

Det kan I sagtens.

Men vær tydelige.

Eksempel:

Barnet sparer:

1.500 kroner.

Forældrene betaler:

De sidste 500.

Så er målet:

2.000.

Barnets opgave:

1.500.

Det er meget lettere at forstå end:

“Vi ser på det, når du har sparet noget.”

Aftal forældrenes bidrag på forhånd

Ellers kan barnet tænke:

“Hvis jeg bare sparer 400, betaler de sikkert resten.”

Og forældrene tænker:

“Vi mente måske 200.”

God opskrift på:

Diskussion.

En model kan være matching

Barnet sparer:

100 kroner.

Forældrene lægger:

Eller:

For hver 2 kroner barnet sparer, lægger forældrene 1.

Det kan motivere

Især ved:

Store mål.

Men barnet bør stadig have en reel egen indsats

Ellers bliver opsparing:

Bare en alternativ måde at bede forældrene om penge.

Matching skal være en aftale

Ikke en forventning.

Fødselsdag og jul kan bruges strategisk

Barnet ønsker noget stort.

I stedet for:

Syv mindre gaver,

kan familien måske bidrage til:

Det store mål.

Barnet kan skrive på ønskelisten:

“Bidrag til computer.”

“Penge til cykel.”

“Festivalopsparing.”

Det lærer også:

At færre større ønsker kan være vigtigere end mange små.

Men barnet skal stadig have noget konkret ved mærkedagen, hvis det betyder meget

En kuvert med:

“300 kroner til cyklen”

kan sagtens føles konkret.

Især hvis cyklen:

Er tættere på.

Tjek om målet kan gøres billigere

Barnet vil have:

En bestemt vare til 5.000.

Spørg:

Findes den brugt?

Findes en tidligere model?

Findes en billigere version med det vigtigste?

Kommer den ofte på tilbud?

Det er ikke det samme som:

“Du må ikke få den.”

Det er:

“Kan vi nå målet smartere?”

Brugte ting kan forkorte opsparing meget

Ny:

4.000 kroner.

Brugt:

2.700.

Forskel:

1.300 kroner.

Hvis barnet sparer:

300 om måneden,

er det mere end:

Fire måneders ventetid.

Pludselig bliver:

Brugt

meget interessant.

Men lær barnet at vurdere brugtkøb ordentligt

Stand.

Alder.

Garanti.

Sælger.

Om produktet virker.

Om prisen faktisk er god.

Billigere er ikke godt, hvis produktet ikke fungerer

Det er også økonomi.

Sammenlign modeller før barnet begynder at spare

Det kan være frustrerende at spare:

4.000 kroner

og bagefter opdage:

At den model, barnet egentlig behøver, koster 2.500.

Research kan være første del af opsparingen

Spørg:

Hvad har du faktisk brug for?

Hvilke funktioner betyder noget?

Hvad koster forskellige modeller?

Især med:

Telefoner.

Computere.

Cykler.

Gamingudstyr.

kan forskellen være stor.

Mærkevarer gør opsparing interessant

Barnet vil have:

Sneakers til 1.600.

Der findes andre til:

Her er det let at sige:

“Det er dumt at betale så meget for et mærke.”

Men det lærer ikke nødvendigvis barnet noget.

Bedre:

“Hvis du vil have dem, hvor meget vil du selv spare?”

Nu bliver mærkepræmien:

Barnets eget valg.

Måske er skoene stadig det værd for barnet

Fint.

Måske opdager barnet:

“Jeg vil faktisk hellere have de 900 kroner til noget andet.”

Også fint.

Barnets værdier må gerne være anderledes end dine

Økonomisk ansvar betyder ikke:

At vælge det samme som forældrene.

Det betyder:

At forstå valget.

Store køb er gode til at lære pris pr. brug

En dyr jakke:

1.500 kroner.

Bruges:

Næsten hver dag i to vintre.

Et andet køb:

700 kroner.

Bruges:

Tre gange.

Hvad var egentlig dyrest?

Det er ikke altid:

Den højeste pris.

Spørg:

“Hvor meget tror du, du faktisk kommer til at bruge det?”

Det kan hjælpe barnet med at vurdere:

Værdi.

Men pris pr. brug er ikke magi

Nogle ting køber man:

Fordi de gør én glad.

Det må man godt.

Barnet skal bare vide:

Hvad det vælger.

Teenagere med fritidsjob får nye muligheder

Når barnet begynder at tjene:

1.500.

2.500.

3.500 kroner om måneden,

kan store mål pludselig nås:

Meget hurtigere.

Det giver mulighed for større opsparingsprojekter

For eksempel:

Kørekort.

Computer.

Rejse.

Festival.

Men lønnen skaber også:

Flere fristelser.

Før:

“Jeg har ikke råd.”

Nu:

“Jeg kan teknisk set købe det.”

Det er en farlig sætning.

“Kan købe” og “bør købe” er stadig forskellige ting

Og vigtigst:

“Kan købe” og “har råd til” er ikke nødvendigvis det samme.

Teenageren har måske 6.000 kroner på kontoen

Men:

4.000 er til kørekort.

500 er til faste udgifter.

Så er de reelt frie penge:

1.500.

Lær teenageren at tænke:

“Hvor meget af min saldo er allerede reserveret?”

Det er en stærk voksenfærdighed.

Et større mål kan få sin egen konto

For teenagere kan det være praktisk med:

En separat opsparingskonto.

Når lønnen kommer:

Flyttes et fast beløb direkte.

For eksempel:

800 kroner til kørekort.

Så bliver resten:

Den økonomi teenageren lever med.

Automatisk opsparing kan hjælpe

Hvis det er muligt i familiens bankløsning, kan teenageren måske lave:

En fast overførsel.

Løn ind.

Opsparing ud.

Før pengene når at få:

Andre planer.

Men barnet skal vide, hvad der sker

Automatik bør ikke gøre opsparing:

Usynlig.

Spørg stadig:

“Hvor langt er du?”

Synlig progression holder motivationen levende

Regn målet om til arbejdstimer

For teenagere med job er det særligt effektivt.

Telefon:

6.000 kroner.

Reel løn pr. arbejdstime:

Eksempelvis 90 kroner.

Det svarer til cirka:

67 arbejdstimer.

Spørg:

“Er telefonen 67 timers arbejde værd?”

Svaret kan være:

Ja.

Og så har teenageren:

Truffet et meget konkret valg.

Eller:

“Okay… måske køber jeg modellen til 4.000.”

Også godt.

Brug ikke arbejdstimer til at skabe skyld

Ikke:

“Du smed syv timers arbejde væk på den jakke.”

Men:

“Vil du bytte cirka syv timers arbejde for den?”

Forskellen er:

Kontrol versus refleksion.

Skal barnet tage ekstra småjobs for målet?

Hvis alder og situation passer til det:

kan ekstra indtjening være en del af planen.

For eksempel:

Ekstra vagter.

Småopgaver.

Hundeluftning.

Havearbejde.

Andet alderssvarende arbejde.

Men pas på:

At hvert stort ønske ikke bliver til:

“Arbejd mere.”

Børn og teenagere har også:

Skole.

Fritid.

Venner.

Søvn.

Målet er økonomisk læring

Ikke:

Mini-kapitalisme 24/7.

Ekstra indtjening kan dog lære en vigtig ting

Der er to måder at forbedre økonomien på:

Bruge mindre.

Eller:

Få flere penge ind.

Barnet skal helst lære begge

Lav et “boost” til opsparingen

Ekstra penge kan måske fordeles anderledes end normale lommepenge.

For eksempel:

Barnet får 500 kroner i fødselsdagsgave.

Aftalen kan være:

300 til målet.

200 fri.

Eller barnet vælger selv.

Pointen er bare:

At ekstra penge kan få målet til at rykke hurtigt.

Det er motiverende

Fejr milepæle uden at bruge alle pengene på at fejre dem

Barnet når:

1.000 kroner.

“Vi skal fejre det.”

God idé.

Men måske ikke med:

En middag til 850 kroner fra opsparingen.

Kontraproduktivt.

Fejr med:

Ros.

Et kryds på måleren.

Favoritdessert.

Et billede af fremskridtet.

Belønningen er primært:

At komme tættere på målet.

Hvad hvis barnet mister motivationen?

Det sker.

Især når målet tager:

Lang tid.

Gennemgå planen

Er målet stadig vigtigt?

Er beløbet for højt?

Sparer barnet for aggressivt?

Er slutdatoen for langt væk?

Måske skal planen justeres

Fra:

300 om måneden

til:

Det betyder:

Længere tid.

Men måske større chance for:

At planen faktisk holder.

Lav eventuelt en kort periode med ekstra fart

Barnet mangler:

600 kroner.

Normalt sparer det:

Måske beslutter barnet:

“Næste måned sparer jeg 400.”

Fordi målet er tæt på.

Det kan være motiverende

Når målet er næsten nået, bliver fristelser ofte stærkere

Det lyder mærkeligt.

Men barnet ser:

2.800 kroner.

Og tænker:

“Jeg har virkelig mange penge.”

Derfor kan slutningen kræve:

Ekstra fokus.

Spørg:

“Vil du beskytte de sidste uger?”

Barnet kan vælge:

At bruge mindre af de frie penge midlertidigt.

Nu træner barnet:

Målrettet prioritering.

Når barnet når målet, så stop og anerkend det

Ikke bare:

“Okay, køb den.”

Sig:

“Du har sparet til den i seks måneder.”

“Du havde flere gange mulighed for at bruge pengene.”

“Nu kan du faktisk betale.”

Det er vigtigt

Barnet skal mærke:

Sammenhængen mellem adfærd og resultat.

Selve købet bør være en del af læringen

Før I køber:

Tjek pris igen.

Tjek model.

Tjek sælger.

Tjek garanti.

Tjek returmulighed.

Fordi:

At have sparet pengene betyder ikke:

At man skal stoppe med at tænke.

Tværtimod.

Vent eventuelt én sidste dag

Især ved meget store køb.

Barnet har nået målet.

Fantastisk.

Men spørg:

“Vil du stadig have præcis den her?”

Efter seks måneders opsparing kan:

Behovet have ændret sig.

Det er helt okay at sige:

“Faktisk vil jeg beholde pengene lidt endnu.”

Det er ikke:

Fiasko.

Det er:

Valgfrihed.

Opsparing skaber valgfrihed

Det er måske den største læring af alle.

Når barnet har:

3.000 kroner,

har barnet:

Flere muligheder.

Ikke bare mulighed for:

At købe den oprindelige ting.

Men også:

At vælge noget andet.

Eller:

Ikke købe noget endnu.

Penge på kontoen er muligheder, der ikke er besluttet endnu

Det kan være en stærk måde at forklare opsparing på.

Hvad hvis forældrene kan betale hele købet?

Så kan barnet stadig lære noget af at spare.

For spørgsmålet er ikke kun:

Har familien råd?

Det er også:

Skal barnet lære at vente og bidrage til store ønsker?

Familien kan sagtens sige:

“Vi kunne godt købe den, men det her er en ting, vi gerne vil have, at du sparer noget af beløbet til selv.”

Det er ikke det samme som:

“Vi har ikke råd.”

Vær ærlig.

Barnet må gerne vide:

At økonomiske grænser ikke altid handler om mangel på penge

Nogle handler om:

Prioritering.

Ansvar.

Værdi.

Det er vigtig økonomisk forståelse

Undgå at flytte målstregen

Barnet får at vide:

“Hvis du sparer 2.000, betaler vi resten.”

Barnet sparer 2.000.

Og forælderen siger:

“Ved du hvad, nu synes jeg, du skal spare 500 mere.”

Nej.

Hvis aftalen var 2.000

så var den:

2.000.

Ellers lærer barnet:

At økonomiske aftaler med forældrene ikke er stabile.

Det er ikke særlig motiverende.

Hvis omstændighederne ændrer sig

kan I selvfølgelig tale om det.

Men vær:

Åbne.

Hvad hvis varen stiger i pris?

Av.

Barnet sparer til:

3.000.

Nu koster den:

3.300.

Det er faktisk en økonomisk læringssituation

Mulighederne er:

Spare 300 mere.

Vælge en anden model.

Vente på tilbud.

Købe brugt.

Ikke fantastisk timing

Men:

Virkelighedsnært.

Hvad hvis varen bliver billigere?

Endnu bedre.

Barnet har sparet:

3.000.

Varen kommer på tilbud til:

2.500.

Så har barnet:

500 kroner tilbage.

Det kan være en fantastisk oplevelse.

Lad barnet bestemme, hvad de 500 skal gøre

Tilbage til fri konto?

Nyt opsparingsmål?

Beholdes som buffer?

Nu fortsætter læringen

Rabat er ikke en grund til at opgradere

Barnet finder:

Den dyrere model på tilbud.

“Den kostede 5.000, men nu kun 4.200!”

Målet var:

3.000.

Barnet har ikke sparet:

800 kroner.

Barnet har fundet en mulighed for at:

Bruge 1.200 mere.

Den slags matematisk magi lever stærkt i butikker

Lær barnet at spørge:

“Hvad var mit budget før tilbuddet?”

Budgettet bør ikke automatisk stige, fordi prisen er sat ned

Pas på afbetaling

Ved større køb kan barnet eller teenageren støde på:

“Kun 299 kroner om måneden.”

Det kan se meget mere overkommeligt ud end:

7.000 kroner.

Men det ændrer ikke nødvendigvis den samlede pris

Og det skaber:

En fremtidig forpligtelse.

For børn og teenagere er det ofte en stærkere læring at:

Spare først.

Købe bagefter.

Især ved frivillige forbrugskøb

Det lærer:

Ventetid.

Planlægning.

Og at man kan eje noget uden at skylde for det.

Lær barnet at se totalprisen

Ikke kun:

Månedsbeløbet.

Spørg:

“Hvad kommer det til at koste i alt?”

Det hænger direkte sammen med læringen om abonnementer

Små månedlige beløb kan skjule:

Store samlede beløb.

Kredit er voksenøkonomi med flere konsekvenser

Barnet behøver ikke træne det gennem sin første computer.

Opsparing er:

En fin start.

Hvad hvis vennerne allerede har det?

Det gør ventetiden sværere.

“Alle andre har en.”

Det kan være:

Sandt.

Eller teenagerdefinitionen af alle:

Tre personer.

Uanset hvad kan følelsen være ægte

Barnet vil gerne:

Passe ind.

Undgå bare:

“Du behøver ikke det samme som andre.”

Det ved barnet godt.

Problemet er:

At barnet stadig gerne vil have det.

Spørg i stedet:

“Er det vigtigt nok til, at du vil spare dine egne penge til det?”

Hvis ja:

Så har barnet et mål.

Socialt pres kan faktisk blive en økonomisk træningsbane

Barnet lærer:

At mærke et ønske.

Vurdere det.

Og vælge.

Målet er ikke at blive immun over for påvirkning

Det er vi voksne heller ikke.

Målet er:

At opdage påvirkningen før købet.

Lav en ønskeliste ved siden af opsparingsmålet

Mens barnet sparer:

Vil nye ting dukke op.

Skriv dem ned.

Ikke køb dem med det samme

Bare:

Skriv dem.

Efter nogle uger kan barnet se:

“Hov, jeg er faktisk ligeglad med halvdelen nu.”

Det er en værdifuld opdagelse.

Ønsker kan forsvinde uden køb

Ret praktisk.

Hvis et nyt ønske bliver ved med at være vigtigt

så kan barnet sammenligne det med:

Det nuværende mål.

Hvilket vil jeg helst?

Det er:

Prioritering i praksis.

Brug ikke opsparingen som straf

“Hvis du ikke gør rent, tager vi 200 kroner fra din computeropsparing.”

Det bør undgås.

Opsparingen skal være:

Barnets økonomiske projekt.

Ikke familiens disciplinærkonto.

Hvis barnet tjener penge gennem opgaver

så aftal betaling før opgaven.

Ikke bagefter:

“Jeg synes ikke, du gjorde det godt nok, så du får halvdelen.”

Klare økonomiske aftaler lærer:

Tillid.

Hvad hvis barnet beder om forskud?

“Jeg mangler kun 400.”

“Kan I ikke bare betale nu, og så giver jeg jer pengene senere?”

Det kan lyde harmløst

Men nu lærer barnet:

At fremtidige penge kan bruges før de eksisterer.

Nogle familier vælger selvfølgelig at låne

Hvis I gør:

Så gør aftalen tydelig.

Hvor meget?

Hvor meget betales tilbage hver måned?

Men overvej også:

At vente.

Barnet er:

Næsten i mål.

Det er netop dér, hele læringen bliver:

Virkelig.

De sidste 400 kroner kan være de vigtigste

Fordi barnet oplever:

“Jeg gjorde det selv.”

Lad ikke altid bedsteforældrene redde slutningen

Barnet mangler:

Bedstemor:

“Dem får du.”

Sødt.

Men hvis det sker hver gang:

bliver opsparing:

At vente på bedstemor.

Gaver må selvfølgelig være gaver

Men barnet bør stadig opleve:

Egen indsats.

Et bidrag kan være bedre end hele restbeløbet

For eksempel:

Barnet mangler 700.

Får 200 i gave.

Mangler nu:

Målet rykkede frem

Men barnet er stadig:

Aktiv.

Opsparing kan lære børn at vurdere deres egne prioriteter

Det starter måske med:

En konsol.

Men færdigheden bliver senere:

Rejser.

Uddannelse.

Bolig.

Bil.

Buffer.

Mekanismen er den samme

Jeg vil have noget.

Det koster mere, end jeg har til rådighed nu.

Jeg laver en plan.

Jeg beskytter pengene.

Jeg venter.

Jeg når målet.

Det er en enormt værdifuld færdighed

Barnet skal også lære, at nogle mål ikke er pengene værd

Efter tre måneders opsparing kan barnet måske sige:

“Jeg gider faktisk ikke bruge 3.500 kroner på det.”

Fremragende.

Det er ikke en mislykket opsparing.

Barnet har:

3.500 kroner.

Og undgået et køb, det ikke længere ønsker.

Opsparing giver tid til at tænke

Det er en skjult fordel.

Impulskøb får:

Sekunder.

Opsparingskøb får:

Uger eller måneder.

Derfor er store selvfinansierede køb ofte mere gennemtænkte

Hvad gør man med pengene efter et droppet mål?

Barnet kan:

Vælge nyt mål.

Beholde dem.

Dele dem mellem opsparing og fri brug.

Undgå:

“Så tager vi dem bare.”

De er stadig:

Barnets penge.

Lav et nyt mål, når det gamle er nået

Barnet har købt:

Cyklen.

Opsparingskonto:

Næsten 0.

Det kan føles mærkeligt

Men nu har barnet:

Vanen.

Spørg efter lidt tid:

“Er der noget nyt, du gerne vil spare til?”

Start næste mål

Måske:

Mindre.

Måske:

Større.

Det vigtigste er, at opsparing bliver noget barnet ved, hvordan man gør

Ikke et enkelt projekt.

For teenagere kan flere opsparingsmål eksistere samtidig

For eksempel:

KORT SIGT

Festival.

MELLEMLANG SIGT

Computer.

LANG SIGT

Kørekort.

Men pas på for mange mål

Hvis 600 kroner skal fordeles på:

11 forskellige opsparinger,

sker der næsten ingenting nogen steder.

Prioritér

Én eller to store mål kan være nok.

Lær barnet at vælge rækkefølge

“Først cykel.”

“Så computer.”

Det er også økonomisk planlægning

En simpel opsparingsplan

Barnet kan skrive:

DET VIL JEG KØBE:

DET KOSTER: __________ kr.

JEG HAR ALLEREDE: __________ kr.

JEG MANGLER: __________ kr.

JEG SPARER HVER MÅNED: __________ kr.

JEG FORVENTER AT VÆRE I MÅL:

Og hver måned:

NU HAR JEG: __________ kr.

Mere avanceret behøver det ikke være

For yngre børn kan planen være endnu kortere

Jeg vil have: ______

Det koster: ______

Jeg har: ______

Jeg mangler: ______

Brug gerne:

Stickers.

Farvelægning.

Streger.

Glas.

Mønter.

Alt der gør:

Fremskridtet synligt.

For teenagere kan telefonen klare det

En note:

KØREKORT

Mål: 12.000

Nu: 5.600

Mangler: 6.400

Månedligt: 800

Done

Ingen avanceret finanssoftware nødvendig.

Gennemgå målet kort

Ikke hver dag.

“Har du nu sparet?”

“Har du nu sparet?”

“Har du nu sparet?”

Det bliver:

Enormt irriterende.

Måske én gang om måneden

“Hvor langt er du?”

“Vil du fortsætte samme beløb?”

“Er målet stadig vigtigt?”

Færdig

Opsparing skal være:

Barnets projekt.

Ikke:

Forælderens hobby.

Hvad kan en passer gøre?

Hvis barnet sparer til noget stort, kan det naturligvis komme op i hverdagen.

Barnet siger:

“Jeg vil købe slik.”

Og bagefter:

“Åh nej, jeg sparer jo.”

En passer kan spørge:

“Vil du stadig bruge pengene?”

Ikke:

“Nej, du må ikke.”

Beslutningen bør følge:

Familiens aftaler.

Og barnets eget budget.

En passer bør ikke:

Låne barnet penge.

Love forældrenes penge.

Ændre opsparingsregler.

Købe den store ting på familiens vegne.

Men kan godt støtte barnet i at huske:

Det mål barnet selv har valgt.

På Sitters kan I finde hjælp til en hverdag, hvor børn bliver mere selvstændige

Når børn begynder at:

Spare egne penge.

Handle selv.

Have fritidsjob.

Tage til aktiviteter.

Og planlægge mere af deres egen hverdag,

ændrer familiens behov sig ofte.

På Sitters kan I oprette jer som familie og finde en passer, der passer til jeres barns alder og jeres hverdag.

Har du lyst til at hjælpe familier med børn og større børn i hverdagen, kan du også oprette dig som passer.

10 spørgsmål før barnet vælger et stort opsparingsmål

1. Hvad vil jeg gerne købe?

2. Hvad koster det?

3. Hvor meget har jeg allerede?

4. Hvor meget mangler jeg?

5. Hvor meget kan jeg realistisk spare hver måned?

6. Hvor lang tid tager det?

7. Er jeg villig til at vente så længe?

8. Findes der et billigere eller brugt alternativ?

9. Vil jeg stadig ønske mig det om nogle måneder?

10. Hvad vælger jeg fra, mens jeg sparer?

Når barnet vil tage penge fra opsparingen

Spørg:

“Vil du stadig bruge dem, hvis det betyder, at målet bliver senere?”

Når barnet vil opgive

Spørg:

“Er målet ikke vigtigt længere, eller er planen bare blevet for svær?”

Når barnet når halvvejs

Sig:

“Du har allerede klaret halvdelen.”

Når barnet når målet

Sig:

“Du gjorde det.”

Ikke:

“Endelig.”

Der er forskel.

Gode sætninger fra forældrene

“Du har ikke råd endnu.”

“Hvor meget skal du spare hver måned?”

“Hvor lang tid tager det?”

“Vil du købe den her eller nå dit mål tidligere?”

“Du må gerne ændre målet.”

“Hvis du bruger de penge, tager det længere tid.”

“Vil du se, om den findes billigere?”

“Du er allerede halvvejs.”

“Du har selv sparet pengene.”

Mindre hjælpsomme sætninger

“Du kommer aldrig til at spare så meget.”

“Du bruger jo altid dine penge.”

“Det er et dumt mål.”

“Hvis du virkelig ville have den, havde du allerede sparet mere.”

“Jeg tager bare dine penge, så du ikke bruger dem.”

Opsparing skal lære selvkontrol

Ikke:

At en voksen kontrollerer pengene.

Tegn på at barnet er ved at forstå større opsparingsmål

Barnet kan sige:

“Jeg mangler 800.”

“Hvis jeg sparer 200 om måneden, tager det fire måneder.”

“Jeg køber ikke det her, fordi jeg hellere vil have computeren.”

“Jeg vil prøve at finde den brugt.”

“Jeg venter til næste måned.”

“Jeg har råd til den nu, men jeg vil lige tænke.”

Den sidste er især stærk

At have pengene:

Og stadig vente.

Det er økonomisk selvkontrol på:

Højt niveau.

Målet er ikke, at barnet aldrig ønsker dyre ting

Børn kommer til at ønske:

Dyre ting.

Teenagere kommer bestemt til at ønske:

Dyre ting.

Voksne gør det:

Også.

Målet er heller ikke:

At barnet altid vælger billigst.

Målet er:

At barnet lærer, hvad et stort køb kræver.

Tid

Prioritering.

Planlægning.

Og et valg mellem:

Noget nu.

Og noget større senere.

Konklusion

At spare op til et større køb er en af de bedste måder, børn kan lære økonomi på.

For målet bliver:

Konkret.

Barnet kan se:

Prisen.

Fremskridtet.

Og konsekvensen af sine valg.

Start med et realistisk mål.

Gør det synligt.

Beregn hvor meget barnet skal spare.

Del store beløb op i mindre milepæle.

Og lad barnet have nogle frie penge undervejs.

Hvis barnet bruger noget af opsparingen:

Flytter målet sig.

Hvis barnet sparer ekstra:

Kommer målet tættere på.

Hvis barnet ændrer mening:

Har barnet stadig pengene.

Det er hele pointen.

For opsparing handler ikke bare om:

At have flere penge.

Det handler om at opdage:

“Jeg behøver ikke kunne købe det i dag for at kunne få det.”

Nogle gange er den vigtigste økonomiske sætning ikke:

“Jeg har råd.”

Men:

“Jeg har ikke råd endnu.”

For “endnu” betyder:

Der findes en plan.