Skal teenagere betale noget hjemme?

“Nu hvor du har fået arbejde, kan du jo begynde at betale lidt hjemme.”

Teenageren kigger op.

“Betale for hvad?”

“Ja… du bor jo her.”

“Har jeg ikke altid boet her?”

Jo.

Det har du faktisk.

Spørgsmålet om, hvorvidt teenagere skal betale noget hjemme, dukker ofte op, når barnet får:

Fritidsjob.

Fast løn.

Flere egne penge.

Og mere økonomisk selvstændighed.

Det kan handle om:

Mobil.

Streaming.

Tøj.

Transport.

Mad ude.

Kostpenge.

Eller et fast beløb til familien.

Og der findes ikke én rigtig model.

Nogle familier lader teenageren beholde hele sin løn.

Andre forventer, at teenageren betaler nogle personlige udgifter.

Nogle beder om et mindre bidrag til husholdningen.

Alle tre modeller kan fungere.

Det afgørende er:

Hvorfor teenageren skal betale, hvad betalingen skal lære, og om ansvaret passer til teenagerens alder og indkomst.

Først: Det er ikke det samme at betale egne udgifter og betale hjemme

De to ting bliver tit blandet sammen.

Men der er forskel på:

“Du betaler selv dit ekstra gamingabonnement.”

og:

“Du skal betale 1.000 kroner om måneden for at bo hjemme.”

Det første handler primært om:

Personligt økonomisk ansvar.

Det andet handler om:

Bidrag til husholdningen.

Det er to forskellige beslutninger

Og familien bør være tydelig om:

Hvilken model man faktisk vælger.

Teenageren skal ikke automatisk begynde at betale, bare fordi der kommer løn

Det kan være fristende.

Teenageren går fra:

Lommepenge.

Til:

2.500 kroner i løn.

Og pludselig ser beløbet:

Stort ud.

Så kan forældrene tænke:

“Nu kan du da sagtens betale telefonen.”

Eller:

“Så kan du begynde at bidrage.”

Måske.

Men ikke nødvendigvis.

Fritidsjobbet har allerede en funktion

Teenageren lærer:

At møde til tiden.

At arbejde.

At have kolleger.

At modtage løn.

At styre egne penge.

At spare op.

At prioritere.

Hvis en stor del af lønnen straks bliver overtaget af nye krav

kan teenageren opleve:

“At få job betyder bare, at mine forældre stopper med at betale.”

Det er ikke nødvendigvis den læring, familien ønsker.

Derfor bør nye økonomiske krav være bevidste

Ikke automatiske.

Spørg først: Hvad vil vi gerne lære teenageren?

Det er det vigtigste spørgsmål.

Vil I lære:

Budget?

Ansvar?

Prioritering?

At betale egne valg?

At forstå faste udgifter?

At bidrage til fællesskabet?

Forskellige mål kræver forskellige modeller

Hvis målet er:

At lære budget,

kan teenageren betale et abonnement.

Hvis målet er:

At lære forskellen på behov og ønsker,

kan teenageren betale premiumdelen af et køb.

Hvis målet er:

At lære husholdningsøkonomi,

kan et mindre fast bidrag måske give mening for en ældre hjemmeboende teenager.

Men:

“Fordi du har penge”

er ikke rigtig et læringsmål.

En god start er ofte personlige ekstraudgifter

For mange familier giver det mening, at teenagerens første økonomiske ansvar handler om ting, som primært er teenagerens egne ønsker.

For eksempel:

Ekstra gaming.

Musikabonnement.

Caféture.

Fastfood med venner.

Dyre mærkevarer ud over familiens almindelige budget.

Ekstra telefonopgradering.

Festival.

Kosmetik eller hobbyting ud over det aftalte.

Det giver en tydelig sammenhæng

Teenageren vil gerne have noget ekstra.

Teenageren har egne penge.

Teenageren kan vælge:

Købe.

Spare.

Eller lade være.

Det er økonomisk ansvar i en meget ren form

Nødvendige ting er noget andet

Mad hjemme.

Nødvendigt tøj.

Sko der passer.

Basale skolebehov.

Sundhedsudgifter.

Almindelig omsorg.

De ting bør ikke pludselig blive teenagerens ansvar

bare fordi teenageren har taget:

Tre vagter i supermarkedet.

Teenagerens løn ændrer ikke grundlæggende forældrerollen

Barnet er stadig:

Barnet.

Også selv om barnet nu har:

NemKonto.

Lønseddel.

Og meget stærke holdninger til, hvad pengene skal bruges på.

Det betyder ikke, at teenageren aldrig kan betale noget nødvendigt

Familier kan have forskellige aftaler.

Men det bør være:

Tydeligt.

Rimeligt.

Og proportionelt.

En god mellemvej: Familien betaler basis, teenageren betaler ekstra

Det er en model, der fungerer godt i mange situationer.

Eksempel: sko

Familien har budgetteret:

700 kroner.

Teenageren vil have et bestemt par til:

1.300 kroner.

Familien betaler:

Teenageren betaler:

Behovet bliver dækket

Teenageren får frihed til:

At vælge premium.

Og lærer:

At præferencer kan koste ekstra.

Samme model kan bruges til:

Telefon.

Tøj.

Computer.

Cykel.

Høretelefoner.

Jakke.

Det er ikke straf

Det er:

Medfinansiering af et ekstra ønske.

Skal teenagere betale deres mobil selv?

Det er en klassiker.

Og igen:

Der findes ikke ét korrekt svar.

Familien kan eksempelvis vælge:

Forældrene betaler et grundabonnement.

Teenageren betaler ekstra data eller en dyrere løsning.

Eller:

Teenageren betaler hele abonnementet, hvis det er en aftalt del af teenagerens ansvar.

Det vigtigste er:

At telefonen ikke skifter fra:

“Vi betaler”

til:

“Du betaler fra i morgen”

uden en tydelig samtale.

Faste udgifter skal være realistiske

Teenageren tjener måske:

1.800 kroner om måneden.

Hvis familien kræver:

500 til mobil og abonnementer.

500 til transport.

500 hjemme.

Så er der:

300 kroner tilbage.

Det kan være et meget stort ansvar i forhold til indkomsten

Især hvis teenageren samtidig forventes at:

Spare op.

Købe gaver.

Være social.

Betale egne ønsker.

Ansvar skal passe til indtægten

Det lyder enkelt.

Men er vigtigt.

En procent kan være mere rimelig end et fast beløb

Hvis teenagerens løn varierer meget:

kan et fast krav være svært.

Den ene måned:

3.000 kroner.

Den næste:

1.200.

Hvis bidraget altid er:

700,

fylder det meget forskelligt.

Derfor kan nogle familier vælge:

Et mindre procentbaseret bidrag.

For eksempel:

En bestemt procent af lønnen.

Men procenten er ikke vigtigst

Det er:

At teenageren ved, hvad der forventes.

Og hvorfor.

Kostpenge er en særlig kategori

Når folk siger:

“Betale hjemme”

mener de ofte:

Kostpenge.

Altså et fast beløb til husholdningen.

Det kan give mere mening for:

Ældre hjemmeboende unge med en stabil indkomst.

For eksempel en ung, der:

Er færdig med skole.

Arbejder fuldtid.

Er myndig.

Og fortsat bor hjemme.

Det er noget andet end en 14-årig med fritidsjob

De to situationer bør ikke behandles ens.

En 15-årig, der tjener lidt ved siden af skolen

har stadig:

Skole.

Begrænset arbejdstid.

Begrænset indkomst.

Og er afhængig af familien.

Derfor er et egentligt husholdningsbidrag ikke nødvendigvis den bedste første økonomiske lektion

Personlige udgifter kan være mere passende.

For ældre hjemmeboende unge kan bidrag give mening

Hvis en 19-årig:

Arbejder fuldtid.

Har stabil løn.

Bor hjemme.

Spiser hjemme.

Bruger husholdningen.

Så kan familien godt vælge:

Et fast månedligt bidrag.

Det kan lære:

At bolig og mad koster.

At faste udgifter kommer før fri brug.

At voksenøkonomi kræver prioritering.

Men beløbet bør stadig have et formål

Er det:

Reelt bidrag til husholdningen?

Opsparing på den unges vegne?

Træning i faste udgifter?

Vær ærlig om modellen

Hvis forældrene tager:

2.000 kroner om måneden

og gemmer dem i hemmelighed til den unge:

kan det være velment.

Men teenageren tror måske:

At pengene går til husleje.

Hvis målet er læring

er gennemsigtighed ofte bedre.

For eksempel:

“Du betaler 1.000 til husholdningen og sparer 1.000 selv.”

Så ved den unge:

Hvad der sker.

Hemmelig opsparing kan være en fin gave

Men det er ikke det samme som:

At lære barnet at spare.

For barnet har jo ikke selv:

Truffet valget.

Hvis teenageren skal lære opsparing

bør teenageren være med.

Undgå at bruge betaling hjemme som straf

“Hvis du ikke rydder op, betaler du 300 ekstra.”

Det bliver hurtigt mærkeligt.

Økonomiske aftaler fungerer bedst, når de er:

Forudsigelige.

Konkrete.

Relateret til økonomi.

Ikke som et universalværktøj til:

Rod.

Dårlig attitude.

Sengetider.

Manglende opvask.

Teenageren kan godt have huslige pligter uden husleje

Det er vigtigt.

At:

Tømme opvaskemaskinen.

Gøre rent.

Lave mad.

Vaske tøj.

Hjælpe til.

er en del af:

At bo sammen.

Det behøver ikke kobles til:

“Du betaler jo ikke husleje.”

Teenageren kan bidrage praktisk:

Fordi familien er et fællesskab.

Og økonomisk:

På andre måder.

Lad ikke betaling erstatte deltagelse

“Jeg betaler 500, så jeg behøver ikke rydde op.”

Nej.

Godt forsøg.

Fælles ansvar er ikke en abonnementstjeneste

Skal teenageren betale for mad?

Mad derhjemme:

Vil normalt være familiens ansvar.

Men:

Café.

Takeaway.

Fastfood med venner.

Spontane snacks.

kan sagtens være teenagerens egne udgifter.

Det gør forskellen mellem:

Grundlæggende behov.

Og personlige valg.

meget tydelig.

Eksempel

Der er aftensmad hjemme.

Teenageren siger:

“Jeg vil hellere bestille sushi.”

Familien kan sige:

“Det må du gerne, men så betaler du selv.”

Det er:

En ret forståelig regel.

Men hvis der ikke er mad hjemme

og teenageren skal skaffe sin egen aftensmad:

så er situationen en anden.

Konteksten betyder noget

Skal teenageren betale transport?

Nødvendig transport til:

Skole.

Aftalte aktiviteter.

Familieforpligtelser.

kan være en familieudgift.

Ekstra transport kan være teenagerens

For eksempel:

Taxi fordi teenageren ikke gider vente på bussen.

En dyrere transportform for komfort.

Spontane ture.

Det kan være god prioriteringstræning

“Vil du bruge 180 kroner på taxi eller vente 25 minutter?”

Teenageren:

“Jeg tager bussen.”

Økonomi har sejret.

Indtil det regner

Så bliver værdiberegningen straks mere avanceret.

Skal teenageren betale sit eget tøj?

Her hjælper det igen at skelne mellem:

Behov.

Og ekstra ønsker.

Familien kan sige:

“Vi sørger for, at du har det nødvendige tøj.”

Men:

Hvis teenageren vil have:

En ekstra jakke.

Dyre sneakers.

Et bestemt mærke.

Flere ting end nødvendigt.

kan teenagerens egne penge komme ind i billedet.

Det undgår to yderpunkter

Enten:

“Vi betaler alt.”

Eller:

“Nu har du job, så du køber alt dit tøj selv.”

Der findes et stort område midt imellem

Det er ofte dér, de bedste læringssituationer ligger.

Skal teenageren betale gaver selv?

Når barnet bliver større:

kan det give god mening.

For eksempel:

Gaver til venner.

Mindre julegaver.

Fødselsdagsgaver.

Det lærer:

Planlægning.

Budget.

Og at sociale relationer også kan koste penge.

Men giv realistiske rammer

Hvis teenageren har:

Tre fødselsdage samme måned

og 300 kroner til fri brug,

så kræver det planlægning.

Måske begynder teenageren at tænke:

“Jeg skal sætte lidt af hver måned.”

God læring.

Hvad hvis teenageren slet ikke har fritidsjob?

Så kan man ikke kræve samme økonomiske ansvar.

Det lyder indlysende.

Men er vigtigt.

Ansvar kræver:

Midler.

Hvis teenageren ikke har:

Løn.

Lommepenge.

Anden indkomst.

så bliver:

“Du skal selv betale”

ikke økonomisk læring.

Det bliver:

“Du kan ikke få det.”

Det kan stadig være okay at sige nej

Men kald det det rigtige:

Et nej.

Ikke:

Økonomisk ansvar.

Teenageren skal have reel mulighed for at lykkes

Hvis barnet forventes at betale:

300 kroner om måneden

men kun får:

150,

er regnestykket:

Problematisk.

Økonomiske krav bør matche ressourcer

Skal teenageren have flere lommepenge, hvis den betaler mere selv?

Måske.

Hvis familien flytter flere udgifter over til barnet:

kan det være logisk at justere:

Lommepenge.

Eller anden støtte.

Eksempel

Før:

Teenageren får 400 kroner til fri brug.

Familien betaler:

Mobil.

Transport.

Tøj.

Ny model:

Teenageren skal også betale mobil til 129.

Hvis lommepengene stadig er 400:

har teenageren i praksis fået:

Mindre fri økonomi.

Det kan være meningen

Men familien bør vide:

At det er det, der sker.

Et større ansvar kan kræve et større budget

Det er præcis sådan voksenøkonomi fungerer.

Teenagerens fritidsjob bør ikke blive en undskyldning for at fjerne al støtte

Det er værd at gentage.

Barnet arbejder måske:

8 timer om ugen.

Ved siden af:

Skole.

Lektier.

Venner.

Sport.

Fritidsjobbet er ikke:

En overgang til fuld økonomisk uafhængighed.

Det er:

Træning.

Bevar plads til opsparing

Hvis teenageren skal betale:

Alt muligt fast,

kan der blive meget lidt tilbage til:

Opsparing.

Det er ærgerligt

For fritidsjob er en fantastisk periode til at lære:

At bygge opsparing op.

Teenageren har ofte endnu ikke:

Husleje.

El.

Forsikringer.

Dagligvarer.

Det giver en unik mulighed for:

At spare en relativt stor del af indkomsten.

Ikke nødvendigvis:

Alt.

Men noget.

Hvis hele lønnen forsvinder i nye familiekrav

går den mulighed tabt.

Lav en samlet plan

Ikke 17 små regler.

Teenageren skal ikke hele tiden høre:

“Det betaler du selv.”

“Det betaler vi.”

“Det kommer an på.”

“Det skulle du have spurgt om.”

Lav i stedet tre kategorier

VI BETALER

Almindelige nødvendigheder.

DU BETALER

Aftalte personlige udgifter.

VI TALER OM DET

Større eller særlige køb.

Det er utrolig enkelt

Og utrolig nyttigt.

Eksempel

Forældrene betaler

Mad hjemme.

Nødvendigt tøj.

Skoleudgifter.

Grundlæggende transport.

Teenageren betaler

Café.

Gamingabonnement.

Ekstra mærkevarer.

Gaver til venner.

Vi taler om det

Ny telefon.

Festival.

Dyre sko.

Rejser.

Computer.

Nu ved alle:

Hvilken type samtale der kommer.

Reglerne kan ændre sig med alderen

Det bør de faktisk.

En 13-årig:

Har måske få egne udgifter.

En 16-årig:

Kan have flere.

En 18-årig:

Kan have endnu flere.

Målet er gradvis overgang

Ikke:

Fra 0 til voksenøkonomi på fødselsdagen.

“Tak for kagen. Her er din elregning.”

Lidt voldsomt.

Økonomisk ansvar bør vokse trinvis

For eksempel:

Trin 1

Barnet styrer lommepenge.

Trin 2

Barnet betaler små egne ønsker.

Trin 3

Teenageren betaler enkelte faste personlige udgifter.

Trin 4

Teenageren budgetterer løn, opsparing og faste udgifter.

Trin 5

Ældre hjemmeboende ung bidrager måske til husholdningen.

Så bliver læringen logisk

Hvad hvis teenageren nægter at betale en aftalt udgift?

Først:

Find ud af hvorfor.

Har teenageren:

Glemt?

Brugt pengene?

Ikke forstået aftalen?

Mener den, at aftalen er urimelig?

Ikke alle betalingskonflikter handler om uansvarlighed

Nogle handler om:

Uklare aftaler.

Hvis aftalen var tydelig

og teenageren har brugt pengene på noget andet:

så kan den naturlige konsekvens være:

At den ønskede tjeneste må stoppe.

Eksempel

Teenageren skulle betale:

Gamingabonnement.

Har brugt pengene.

Så bliver abonnementet:

Ikke nødvendigvis betalt af forældrene.

Det giver:

Sammenhæng.

Undgå tilfældige ekstrastraffe

Ikke:

“Og så må du heller ikke se dine venner.”

Det har ikke meget med:

Abonnementet

at gøre.

Relaterede konsekvenser lærer mest

Hvad hvis teenageren mangler penge til noget nødvendigt?

Så bør familien selvfølgelig hjælpe.

Teenageren skal ikke gå:

Uden nødvendige sko.

Uden mad.

Uden nødvendig medicin.

fordi budgettet gik galt.

Men I kan stadig tale om:

Hvad der skete.

Og hvad der ændres næste gang.

Tryghed og økonomisk læring kan godt eksistere samtidig

Hvad hvis teenageren bruger alle sine penge og forventer ekstra?

Her er det vigtigt at skelne mellem:

Behov.

Og ønsker.

Hvis teenageren har brugt alle frie penge

og vil:

I biografen.

På café.

Købe nyt spil.

kan svaret være:

“Så må det vente.”

Det er ikke hårdt

Det er:

Budget.

Hvis teenageren derimod mangler:

Buskort til skole.

så bør situationen løses.

Men måske ændres næste måneds plan

Så transport bliver sat af først.

Barnet lærer:

Nogle penge har et job.

Skal teenageren betale for skader?

Det afhænger af:

Situation.

Alder.

Handling.

Et uheld er:

Et uheld.

Et glas ryger på gulvet.

Det sker.

Bevidst eller meget uforsigtig adfærd er noget andet

Hvis en større teenager:

Med vilje ødelægger noget

eller groft ignorerer klare regler,

kan det i nogle tilfælde være rimeligt, at teenageren bidrager til:

Reparation.

Erstatning.

Men igen:

Proportionelt.

Målet er ansvar

Ikke økonomisk ruin.

Undgå at bruge teenagerens opsparing som familiens reservekonto

Det er vigtigt.

Teenageren har måske:

6.000 kroner sparet op til kørekort.

Familien mangler pludselig penge til noget.

Det kan være fristende at tænke:

“Du har jo penge stående.”

Men teenagerens opsparing bør som udgangspunkt have:

Integritet.

Hvis familien låner af teenageren

bør det behandles som:

Et reelt lån.

Med en klar aftale.

Ellers lærer teenageren:

At opsparing ikke rigtig er ens egen.

Det gør det sværere at motivere til:

At spare.

Teenagerens egen konto bør ikke føles som familiens fælleskasse

Hvad hvis familien faktisk har brug for teenagerens bidrag?

Nogle familier har:

Stram økonomi.

Og en teenagers indkomst kan gøre en reel forskel.

Det kræver ekstra omtanke

Barnet bør ikke bære:

Voksenansvar.

Men familier lever også:

I forskellige virkeligheder.

Hvis et bidrag er nødvendigt

så vær så tydelig som muligt om:

Beløbet.

Hvorfor.

Hvor længe.

Hvad teenageren stadig selv beholder.

Undgå at gøre barnet ansvarligt for familiens økonomiske tryghed

Sætninger som:

“Hvis du ikke betaler, kan vi ikke klare os”

kan være meget tunge at bære.

Teenageren kan godt forstå:

“Vi har et stramt budget.”

uden at få rollen som:

Økonomisk redningsperson.

Tal om penge uden skyld

Bedre:

“Vi har valgt, at du betaler denne udgift selv nu, hvor du har en stabil indkomst.”

end:

“Du koster os også virkelig mange penge.”

Den sidste sætning kan lande:

Meget tungt.

Et barn er ikke en faktura

Betaling hjemme bør aldrig bruges til at minde teenageren om, hvad det koster at eksistere

Mad.

Bolig.

Varme.

Tøj.

Omsorg.

Ja.

Det koster penge at have børn.

Det vidste systemet nogenlunde på forhånd.

Teenageren skal ikke føle gæld for almindelig opvækst

Det betyder ikke:

Ingen ansvar.

Det betyder:

Ansvar uden skyld.

Lær i stedet, hvad ting faktisk koster

Teenageren kan godt få indsigt i:

Madbudget.

El.

Internet.

Forsikring.

Bolig.

Ikke for at sige:

“Se hvad du koster.”

Men:

“Se hvordan en husholdning fungerer.”

Det kan være fascinerende

Teenageren opdager måske:

“Internet koster hver måned?”

Ja.

“Og strøm?”

Også.

“Og forsikringer?”

Velkommen til voksenlivet.

Et husholdningsbudget kan være god læring uden betaling

Vis:

Hvad kategorierne er.

Ikke nødvendigvis:

Alle private økonomiske detaljer.

Teenageren lærer:

At voksenøkonomi består af mange faste udgifter.

Det kan være nok.

Hvis teenageren betaler hjemme, så sæt en dato for at gennemgå aftalen

For eksempel:

Efter tre måneder.

Eller seks.

Spørg:

Fungerer beløbet?

Har indkomsten ændret sig?

Er der plads til opsparing?

Føles aftalen rimelig?

Aftaler behøver ikke være permanente

De kan justeres.

Det er faktisk også økonomisk læring

Budgetter ændrer sig.

Indkomst ændrer sig.

Behov ændrer sig.

Når teenageren fylder 18, kan modellen ændres

Men 18-årsdagen behøver ikke automatisk være:

“Nu betaler du husleje.”

Se på:

Om den unge går i skole.

Arbejder.

Har indkomst.

Sparer op.

Har andre udgifter.

En 18-årig gymnasieelev og en 20-årig fuldtidsansat hjemmeboende er:

Ikke samme økonomiske situation.

Alder alene afgør ikke alt.

Hjemmeboende voksne unge er en anden fase

Her kan det være helt rimeligt at diskutere:

Kostpenge.

Huslejebidrag.

Faste udgifter.

Især hvis den unge har:

Stabil voksenindkomst.

Men også her bør målet være:

En god overgang til egen økonomi.

Ikke:

At tjene penge på barnet.

Et bidrag kan endda bruges som træning til at flytte hjemmefra

Den unge betaler eksempelvis:

Et fast månedligt beløb.

Så lærer den:

At faste boligudgifter kommer:

Før shopping.

Før café.

Før alt det sjove.

Det er meget relevant voksenøkonomi

Men beløbet bør stadig efterlade plads til:

Opsparing.

Transport.

Personlige udgifter.

Socialt liv.

Ellers kan det gøre det sværere at:

Spare op til at flytte.

Lidt kontraproduktivt.

Nogle familier laver “prøvehusleje”

Den unge sætter et beløb til side hver måned som om:

Det var husleje.

Men pengene går til:

Egen opsparing.

Det kan være rigtig god træning.

For eksempel:

2.500 kroner om måneden.

Den unge lærer:

“Så meget mindre har jeg til fri brug, når jeg flytter.”

Og samtidig:

Bygger opsparing.

Det kan være stærkere end et abstrakt foredrag om boligøkonomi

Hvad hvis søskende behandles forskelligt?

Det sker let.

Den ene teenager:

Har job.

Den anden:

Har ikke.

Den første betaler mere selv.

Så siger den:

“Det er uretfærdigt.”

Og det kan føles sådan.

Forklar forskellen:

Ansvar følger ikke nødvendigvis alder alene.

Det følger også:

Indkomst.

Muligheder.

Aftaler.

Men vær opmærksom på ikke at straffe den flittige

Hvis teenageren, der arbejder, mister:

Alle fordele,

mens søskende uden job får:

Alt betalt,

kan budskabet blive:

“Det kan bedst betale sig ikke at arbejde.”

Ups.

Derfor skal teenageren med job også opleve:

Mere frihed.

Flere muligheder.

Mere selvbestemmelse.

Ikke kun:

Flere regninger.

Det er en vigtig balance

Egen løn bør føre til både ansvar og frihed

Hvis teenageren skal:

Betale mere.

Bør teenageren typisk også:

Bestemme mere.

Det kan være:

Eget tøjbudget.

Eget underholdningsbudget.

Egne køb.

Mere privatøkonomi.

Ansvar uden selvbestemmelse føles hurtigt som:

Beskatning.

Teenagere opdager overraskende hurtigt den slags.

Hvordan laver man en aftale?

Hold den enkel.

For eksempel:

“Fra næste måned betaler du selv dit musikabonnement og café med venner. Vi betaler stadig almindeligt tøj, transport til skole, mad hjemme og telefon. Hvis du vil have dyrere tøj eller ny telefon, taler vi om, hvordan vi deler prisen.”

Det er konkret

Ingen behøver gætte.

Hvis teenageren betaler et fast beløb hjemme

kan aftalen være:

“Du betaler 500 kroner om måneden, når din løn er over 3.000. Resten styrer du selv, men vi forventer, at du også sparer.”

Eller en helt anden model

Det vigtigste:

Tydelighed.

Skriv det gerne ned

Ikke som:

Kontrakt med advokat.

Bare:

En note.

“Vi betaler.”

“Du betaler.”

“Vi deler.”

Det forebygger:

Mange diskussioner.

Gode spørgsmål før I ændrer økonomien

Hvor meget tjener teenageren normalt?

Hvor stabil er indkomsten?

Hvad betaler familien allerede?

Hvad skal teenageren lære?

Hvor meget skal teenageren kunne spare?

Hvor meget fri økonomi bør være tilbage?

Er ansvaret realistisk?

Er reglerne forståelige?

Hvis I ikke kan forklare modellen enkelt

er den måske:

For kompliceret.

En god teenagerøkonomi behøver ikke ligne voksenøkonomi endnu

Teenageren behøver ikke have:

12 faste udgifter.

Forsikringer.

Madbudget.

Boligbudget.

Der kommer rigeligt med tid til det.

Start småt

Ét abonnement.

Nogle sociale udgifter.

En premiumforskel.

Måske telefon.

Når det fungerer:

Lidt mere.

Det er sådan ansvar bygges

Hvad kan en passer gøre?

En passer skal selvfølgelig ikke bestemme:

Hvem der betaler hvad hjemme.

Det er familiens aftale.

Men større børn kan være i situationer med:

Takeaway.

Café.

Transport.

Små køb.

Her er det nyttigt, hvis familien har gjort reglerne klare

Må barnet købe mad ude?

Betaler barnet selv?

Må familiens kort bruges?

Må passeren lægge ud?

Den sidste bør helst have et ret klart svar.

Som regel:

Nej, medmindre det er aftalt.

En passer skal ikke blive familiens uofficielle bank

Passeren kan hjælpe barnet med at huske aftalen

“Var det ikke sådan, at du selv betaler café?”

Ikke:

“Du bør spare dine penge.”

Den økonomiske opdragelse tilhører familien

Passeren følger:

Rammerne.

På Sitters kan familier finde hjælp, også når børnene bliver større

Når børn bliver teenagere, forsvinder behovet for hjælp ikke nødvendigvis.

Det ændrer form.

Familien kan have brug for en tryg voksen omkring:

Yngre søskende.

Eftermiddage.

Aftensmad.

Transport.

Travle arbejdsdage.

På Sitters kan I oprette jer som familie og finde en passer, der passer til jeres hverdag og familiens regler.

Har du selv lyst til at hjælpe familier og være en stabil voksen i børns og teenageres hverdag, kan du også oprette dig som passer.

Tre modeller familien kan vælge

Model 1: Teenageren beholder lønnen

Forældrene betaler fortsat almindelige nødvendigheder.

Teenageren bruger egne penge til:

Ekstra ønsker.

Socialt.

Opsparing.

God hvis målet er:

At lære selvstændig styring af egne penge.

Model 2: Teenageren betaler egne personlige udgifter

For eksempel:

Abonnementer.

Café.

Ekstra tøj.

Telefonopgradering.

God hvis målet er:

At lære faste udgifter og prioritering.

Model 3: Teenageren bidrager til husholdningen

Mest relevant for:

Ældre hjemmeboende unge med stabil indkomst.

God hvis målet er:

At træne mere voksenlignende økonomi og fælles bidrag.

Ingen model er automatisk bedst

Det afhænger af:

Alder.

Indkomst.

Modenhed.

Familieøkonomi.

Og formålet.

Tegn på at ansvaret måske er for stort

Teenageren kan aldrig spare noget.

Alle penge går til nødvendigheder.

Teenageren må arbejde meget for at betale familiens krav.

Teenageren bliver meget bekymret for familiens økonomi.

Teenageren skjuler udgifter eller løn.

Aftalerne ændres hele tiden.

Det betyder ikke nødvendigvis:

At modellen er forkert.

Men den bør:

Gennemgås.

Tegn på at ansvaret passer godt

Teenageren ved:

Hvad den selv betaler.

Den kan budgettere.

Den kan stadig spare.

Den har noget fri økonomi.

Den oplever konsekvenser uden at miste grundlæggende tryghed.

Og måske siger den:

“Jeg kan godt købe den, men så skal jeg betale den selv.”

Eller:

“Jeg venter til næste løn.”

Eller:

“Jeg tager den billigere model.”

Det er stærke tegn

10 ting familien bør aftale

1. Hvilke nødvendige ting betaler forældrene?

2. Hvilke personlige ting betaler teenageren?

3. Er der faste udgifter?

4. Hvad sker der, hvis lønnen varierer?

5. Hvor meget skal teenageren kunne spare?

6. Hvilke køb deles?

7. Hvad sker der, hvis teenageren bruger pengene for tidligt?

8. Må teenageren låne af forældrene?

9. Hvornår gennemgår I aftalen igen?

10. Hvordan ændres ansvaret, når teenageren bliver ældre?

Gode sætninger fra forældrene

“Nu hvor du har fået mere indkomst, kan vi tale om, om du vil overtage nogle af dine egne udgifter.”

“Vi betaler stadig det nødvendige.”

“Hvis du vælger den dyrere model, kan du betale forskellen.”

“Det her er en fast udgift, så den skal ind i dit budget.”

“Vi vil gerne sikre, at du stadig kan spare.”

“Lad os se på, om aftalen passer til det, du faktisk tjener.”

Mindre hjælpsomme sætninger

“Nu kan du betale for dig selv.”

“Du skylder os jo for alt det, vi betaler.”

“Hvis du kan købe tøj, kan du også betale husleje.”

“Du bor gratis.”

“Du koster os en formue.”

De sætninger blander:

Penge.

Skyld.

Og relation.

Det er sjældent nødvendigt.

Teenageren må gerne lære, at livet koster penge

Uden at lære:

At det er dyrt at være til.

Det er en vigtig forskel.

Konklusion

Skal teenagere betale noget hjemme?

Nogle gange.

Men ikke bare:

Fordi de har fået et fritidsjob.

Start med at spørge:

Hvad skal betalingen lære?

For mange teenagere giver det bedst mening først at overtage:

Personlige ekstraudgifter.

Abonnementer.

Socialt forbrug.

Eller forskellen mellem en almindelig og en dyrere løsning.

Senere kan:

Flere faste udgifter.

Og for ældre hjemmeboende unge måske et husholdningsbidrag.

blive relevant.

Men ansvaret skal passe til:

Alder.

Indkomst.

Og livssituation.

Teenageren skal stadig kunne:

Spare.

Have noget frihed.

Lave mindre fejl.

Og føle sig økonomisk tryg hjemme.

For målet er ikke at lære:

“Nu hvor jeg tjener penge, skal jeg betale for at være en del af familien.”

Målet er:

“Nu hvor jeg får flere egne penge, kan jeg gradvist tage ansvar for flere af mine egne økonomiske valg.”

Den forskel er vigtig.

For den bedste overgang til voksenøkonomi er sjældent:

“Her er regningen.”

Den er:

“Her er lidt mere ansvar. Og lidt mere frihed til at følge med.”