“Vil du ikke lige gå ned med skraldet?”
“Nej.”
“Okay… vil du så gå ned til kiosken?”
“Nej.”
“Vil du gå over til naboen?”
“Nej.”
“Vil du gå hen til din ven?”
“Nej.”
Til sidst kan man som forælder stå tilbage med følelsen:
Mit barn vil simpelthen ikke gå nogen steder alene.
Og det kan være svært at vide, hvordan man skal reagere.
Skal man presse lidt?
Skal man bare acceptere det?
Er barnet for utrygt?
Er det blevet for vant til, at en voksen altid følger med?
Eller handler det om noget helt konkret på ruten?
For nogle børn kommer selvstændigheden hurtigt.
De siger:
“Jeg går lige.”
Og så er de væk.
Andre børn har brug for meget længere tid.
De vil gerne have:
En voksen med.
En søskende med.
En ven med.
Eller i det mindste vide, at nogen står og kigger efter dem fra vinduet.
Det betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt.
Men hvis barnet gerne vil være mere selvstændigt og samtidig ikke tør, kan det være noget, I godt kan arbejde med.
Her får du en guide til, hvordan du hjælper et barn, der ikke vil gå nogen steder alene.
Start med at finde ud af hvorfor
Det vigtigste spørgsmål er ikke:
“Hvordan får jeg barnet til at gå alene?”
Det er:
“Hvorfor vil barnet ikke?”
Der kan være mange forskellige årsager.
Barnet kan være bange for:
Trafik.
At fare vild.
Fremmede.
At nogen følger efter.
Mørke.
Hunde.
Større børn.
At komme til skade.
At stå alene, hvis noget går galt.
Eller måske bare selve følelsen af:
“Nu er der ingen voksen ved siden af mig.”
Hvis I ikke ved, hvad der ligger bag, er det svært at hjælpe rigtigt.
Spørg konkret
Undgå kun:
“Hvorfor tør du ikke?”
Barnet svarer måske:
“Ved ikke.”
Prøv i stedet:
“Hvilken del føles svær?”
“Er det vejen?”
“Er det at være alene?”
“Er der et bestemt sted, du ikke kan lide?”
“Er du bange for, at noget skal ske?”
“Er der nogen på vejen, du ikke har lyst til at møde?”
Det kan være lettere for barnet at pege på noget konkret.
Barnets frygt kan virke lille for dig
Barnet siger:
“Jeg kan ikke lide tunnelen.”
Du tænker:
“Den er 25 meter lang.”
Men hvis barnet oplever tunnelen som utryg, hjælper det ikke meget at forklare:
“Der er jo ikke noget at være bange for.”
For barnet er der noget.
Følelsen er reel, selv hvis du vurderer risikoen anderledes.
Anerkend uden at gøre frygten større
Der er en balance.
Du behøver ikke sige:
“Ja, tunnelen er også virkelig farlig.”
Men du kan sige:
“Jeg kan godt høre, at du bliver utryg der.”
Det tager barnet alvorligt uden at bekræfte, at stedet nødvendigvis er farligt.
Undgå “du er jo stor”
“Du er 10 år!”
“Din lillesøster tør.”
“Alle dine venner går selv.”
Det kan skabe skam.
Og skam gør sjældent et barn mere modigt.
Barnet ved sandsynligvis allerede godt, at andre kan noget, det selv synes er svært.
Det har ikke brug for at få det gentaget.
Sammenlign ikke med søskende
Søskende kan være vidt forskellige.
Den ene går selv til skole som otteårig.
Den anden vil stadig helst følges som tiårig.
Det betyder ikke nødvendigvis, at den ene er mere moden på alle områder.
Børn udvikler sig forskelligt.
Men undgå også at gøre alting for barnet for evigt
Hvis barnet hver gang siger:
“Jeg vil ikke gå alene,”
og svaret altid er:
“Okay, så går jeg med,”
kan det være svært at få øvet.
Tryghed er vigtigt.
Men nogle gange skal barnet også have mulighed for at opleve:
“Jeg kunne faktisk godt.”