Alle børn bliver vrede.

Nogle gange over noget stort.

Andre gange over noget, der for en voksen kan virke helt ubetydeligt.

Et barn kan blive rasende, fordi bananen blev skåret forkert.

Fordi skærmen skulle slukkes.

Fordi søskende tog legetøjet.

Eller fordi I skulle hjem fra legepladsen.

Som voksen kan det være svært at forstå intensiteten.

Men barnets følelse er virkelig, også selv om årsagen kan virke lille.

Det betyder ikke, at barnet skal have lov til at gøre hvad som helst.

Det betyder, at den voksne kan hjælpe barnet med at lære, hvad man gør med en stor følelse.

Og det er en færdighed, der tager tid at lære.

Vrede er ikke det samme som dårlig opførsel

Det er vigtigt at skelne mellem følelsen og handlingen.

Et barn må gerne være vredt.

Men det må ikke nødvendigvis:

• Slå
• Sparke
• Bide
• Ødelægge ting
• True andre
• Gøre andre mennesker ondt

Den voksne kan derfor godt sige:

“Du må gerne være vred. Jeg vil ikke have, at du slår.”

Det er en enkel måde at sætte en grænse på uden at fortælle barnet, at følelsen er forkert.

Hvorfor bliver børn så vrede?

Vrede kommer sjældent helt ud af ingenting.

Barnet kan være:

Træt.

Sultent.

Frustreret.

Overstimuleret.

Ked af det.

Skuffet.

Usikkert.

Eller have svært ved at forklare, hvad der egentlig er galt.

Et barn har ikke altid ordene til at sige:

“Jeg er helt færdig efter en lang dag, og nu kan jeg ikke overskue mere.”

I stedet kommer der måske:

“NEJ!”

Kig efter mønstrene

Hvis barnet ofte bliver vredt på bestemte tidspunkter, kan det være værd at lægge mærke til.

Sker det:

• Lige før aftensmad?
• Efter skole?
• Når skærmtiden slutter?
• Ved sengetid?
• Når barnet skal skifte aktivitet?
• Når søskende blander sig?

Måske er der et mønster.

Og hvis man kan se mønstret, kan man nogle gange forebygge konflikten.

Giv besked før skift

Mange børn har svært ved pludselige skift.

Hvis barnet leger, kan:

“Vi går nu.”

føles meget voldsomt.

Prøv i stedet:

“Om 10 minutter skal vi hjem.”

Derefter:

“Der er fem minutter tilbage.”

Og til sidst:

“Nu er det tid til at gå.”

Det fjerner ikke nødvendigvis protesten.

Men barnet får mulighed for at omstille sig.

Når vreden allerede er kommet

Når barnet er meget vredt, er det sjældent tidspunktet til en lang forklaring.

Den voksne kan have mere gavn af at:

Tale roligt.

Bruge få ord.

Blive i nærheden.

Sørge for sikkerheden.

Give barnet lidt plads, hvis det har brug for det.

Et barn, der er helt overvældet, kan have svært ved at tage en masse information ind.

Du behøver ikke stoppe følelsen

Nogle voksne får lyst til at få barnet til at holde op med at være vredt så hurtigt som muligt.

Men vrede er en følelse.

Målet er ikke nødvendigvis:

“Hvordan får jeg mit barn til aldrig at blive vredt?”

Målet er:

“Hvordan lærer jeg mit barn at håndtere vreden på en sikker måde?”

Det er en meget vigtig forskel.

Sæt ord på det, du ser

Du kan hjælpe barnet med at sætte ord på følelsen:

“Du blev virkelig vred, da vi skulle hjem.”

“Du blev ked af det, da din søster tog legetøjet.”

“Du havde virkelig lyst til at fortsætte.”

Det betyder ikke, at du giver barnet ret i alt.

Du viser bare, at du har forstået følelsen.

Anerkend uden at give efter

Det er muligt at sige:

“Jeg ved godt, du gerne vil se mere fjernsyn. Men skærmen er slukket nu.”

Barnet kan stadig blive vredt.

Men du behøver ikke ændre beslutningen for at anerkende følelsen.

Det kan faktisk give barnet en vigtig erfaring:

“Mine følelser må gerne være der, selv når jeg ikke får min vilje.”

Når barnet slår

Hvis barnet slår, skal den voksne stoppe handlingen.

Roligt og tydeligt.

“Jeg lader dig ikke slå.”

Fjern eventuelt barnet eller den anden person fra situationen, hvis det er nødvendigt.

Når barnet er roligt, kan I tale om, hvad der skete, og hvad barnet kan gøre næste gang.

Det er ikke nødvendigt at holde en lang moralsk tale midt i konflikten.

Giv barnet alternativer

Et barn skal lære, hvad det kan gøre i stedet.

For eksempel:

“Du kan sige stop.”

“Du kan komme hen til mig.”

“Du kan gå væk.”

“Du kan bede om hjælp.”

“Du kan slå i en pude, hvis du har brug for at få kroppen i gang.”

Det afhænger naturligvis af barnet og situationen.

Når barnet falder til ro

Det er her, læringen ofte begynder.

Tal kort om episoden.

“Hvad skete der?”

“Hvad blev du vred over?”

“Hvad kunne du gøre næste gang?”

Målet er ikke at få barnet til at skamme sig.

Målet er at give barnet flere muligheder næste gang.

Hjælp barnet med at reparere

Hvis barnet har slået, råbt eller ødelagt noget, kan der være noget, der skal gøres bagefter.

Måske skal legetøjet samles op.

Måske skal barnet hjælpe med at trøste sin søskende.

Måske skal der siges undskyld.

Men reparation handler om mere end et bestemt ord.

Det handler om at lære:

“Mine handlinger påvirker andre.”

Voksne bliver også vrede

Børn lærer ikke kun af det, vi siger.

De lærer også af det, vi gør.

Hvis du selv bliver frustreret, kan du eksempelvis sige:

“Jeg er ved at blive rigtig frustreret. Jeg tager lige en pause.”

På den måde viser du barnet, at stærke følelser kan håndteres uden at eksplodere over andre.

Ingen voksne gør det perfekt.

Det behøver de heller ikke.

Hvad hvis barnet bliver vredt offentligt?

Det kan føles ekstra svært.

Pludselig er der mennesker omkring jer.

Barnet ligger måske på gulvet.

Og du kan mærke blikkene.

Prøv at huske:

Du behøver ikke opdrage for publikum.

Fokusér på barnet.

Sørg for sikkerheden.

Tal roligt.

Gå eventuelt et mere roligt sted hen.

Det vigtigste er ikke, hvad fremmede tænker.

Når en passer står i situationen

Det er også vigtigt at tænke på, at børn kan reagere anderledes sammen med en børnepasser end med deres forældre.

Derfor bør forældrene fortælle passeren, hvad der normalt hjælper.

For eksempel:

“Når han bliver frustreret, hjælper det at give ham lidt ro.”

Eller:

“Hun falder ofte til ro, hvis man sætter sig ved siden af hende.”

Det giver passeren et bedre udgangspunkt.

Hvis familien opretter sig som familie og finder en passer, kan de med fordel tale om barnets rutiner og de vigtigste måder at håndtere konflikter på inden den første pasning.

Passeren skal ikke være perfekt

En børnepasser vil også opleve situationer, hvor barnet bliver vredt.

Det vigtigste er ikke, at passeren altid ved præcis, hvad der skal siges.

Det vigtigste er at være rolig, følge familiens aftaler og kontakte forældrene, hvis situationen kræver det.

Forebyggelse kan gøre en forskel

Nogle vredesudbrud kan måske forebygges med helt basale ting:

Søvn.

Mad.

Pauser.

Forudsigelighed.

Bevægelse.

Tid til at lande efter skole.

Det lyder simpelt.

Men nogle gange er det netop de simple ting, der mangler, når hverdagen er travl.

Børn lærer følelsesregulering over tid

Et lille barn kan ikke forventes at håndtere frustration som en voksen.

Barnets evne til at stoppe op, tænke og vælge en anden handling udvikler sig gradvist.

Derfor vil der være tilbagefald.

Der vil være dage, hvor barnet håndterer noget flot.

Og andre dage, hvor det hele eksploderer.

Det er en del af processen.

Du må gerne holde fast

At være forstående betyder ikke, at alle grænser skal fjernes.

Du kan være varm og tydelig på samme tid.

“Jeg kan godt se, at du er vred. Jeg hjælper dig. Men jeg vil ikke lade dig slå.”

Det er både omsorg og grænse.

Det vigtigste barnet skal lære

På lang sigt er målet ikke et barn, der aldrig bliver vredt.

Vrede er en del af livet.

Målet er at hjælpe barnet med gradvist at lære:

Jeg kan mærke, når jeg bliver vred.

Jeg kan fortælle andre, hvad jeg føler.

Jeg kan bede om hjælp.

Jeg kan stoppe mig selv.

Jeg kan reparere, hvis jeg har gjort nogen ondt.

Det er færdigheder, barnet kan bruge resten af livet.

Når hverdagen bliver presset

Nogle gange handler konflikterne ikke kun om barnet.

Hvis forældrene konstant skal nå arbejde, madlavning, afhentning, lektier, fritidsaktiviteter og putning, bliver der ganske enkelt mindre overskud.

En passer kan i nogle familier være med til at skabe lidt mere luft.

Passeren kan hente efter skole, være sammen med barnet, lege, hjælpe med aftalte lektier eller bare være den ekstra voksne, der er til stede, mens forældrene får afsluttet arbejdsdagen.

Hvis du har brug for den slags hjælp, kan du oprette dig som familie og finde en passer, der passer til jeres hverdag.

Og hvis du selv gerne vil hjælpe familier, kan du oprette dig som passer.

Konklusion

Når børn bliver vrede, er det ikke vores opgave at fjerne alle deres stærke følelser.

Det er vores opgave at hjælpe dem med at forstå og håndtere dem.

Vær rolig, når du kan.

Sæt tydelige grænser.

Anerkend følelsen.

Stop handlinger, der skader andre.

Og tal om situationen, når barnet igen er roligt.

Det tager tid.

Men hver lille situation er også en mulighed for at lære barnet noget vigtigt:

Man må gerne have store følelser – man skal bare lære, hvad man gør med dem.