“Tag skoene på.”

Ingen reaktion.

“Vi skal af sted nu.”

Barnet fortsætter med at lege.

“Kan du ikke høre, hvad jeg siger?”

Og få minutter senere er alle frustrerede.

De fleste forældre kender situationen.

Det kan føles, som om barnet helt bevidst vælger ikke at samarbejde. Men det, vi voksne kalder manglende samarbejde, kan have mange forskellige årsager.

Barnet kan være optaget.

Træt.

Sultent.

Overvældet.

Usikkert på, hvad det skal gøre.

Eller bare have meget svært ved at stoppe noget sjovt for at begynde på noget mindre sjovt.

Målet er ikke at få et barn, der altid gør præcis, hvad en voksen siger.

Målet er gradvist at lære barnet at indgå i familiens fællesskab, forstå forventninger og håndtere de situationer, hvor man ikke selv kan bestemme alt.

Her får du 12 konkrete måder at arbejde med samarbejde i hverdagen.

1. Gå hen til barnet

Det lyder simpelt.

Men hvor ofte giver vi egentlig beskeder fra et andet rum?

“TAG NU DINE SKO PÅ!”

Barnet sidder måske midt i et spil, en leg eller en tegning.

Prøv i stedet at gå hen til barnet.

Få kontakt.

Sig:

“Vi skal af sted. Det er tid til sko.”

En besked tæt på barnet kan være meget lettere at reagere på end den femte besked fra køkkenet.

2. Giv én besked ad gangen

Forestil dig denne besked:

“Ryd lige op, tag sko på, find din taske, husk drikkedunken og gå ud i bilen.”

For en voksen virker det måske enkelt.

For et barn kan det være fem forskellige opgaver.

Start i stedet med:

“Find din taske.”

Når den er fundet:

“Nu tager vi sko på.”

Små trin kan gøre en stor opgave mere overskuelig.

3. Fortæl, hvad barnet skal gøre

“Lad være med at fjolle.”

Hvad betyder det konkret?

Prøv:

“Sæt dig på stolen.”

I stedet for:

“Stop med at rode.”

kan du sige:

“Læg klodserne i kassen.”

Jo mere konkret beskeden er, desto lettere er den at forstå.

4. Forbered barnet på overgangen

Forestil dig, at du sidder midt i din yndlingsfilm.

Pludselig kommer nogen ind og slukker fjernsynet:

“Nu skal vi.”

Du ville sandsynligvis heller ikke være begejstret.

Børn kan have særligt svært ved overgange.

Prøv derfor:

“Om ti minutter skal vi hjem.”

Senere:

“Der er fem minutter tilbage.”

Og til sidst:

“Nu er det tid.”

Barnet får mulighed for mentalt at afslutte det, det er i gang med.

5. Giv små valg

Barnet behøver ikke bestemme, om I skal i børnehave.

Men barnet kan måske bestemme:

“Vil du have den røde eller blå jakke?”

Barnet behøver ikke bestemme, om tænderne skal børstes.

Men det kan måske vælge:

“Vil du børste først, eller skal jeg starte?”

Små valg kan give barnet en oplevelse af indflydelse uden at ændre den nødvendige ramme.

6. Undgå spørgsmål, når der ikke er et valg

Det sker nemt:

“Skal vi tage sko på?”

Barnet svarer:

“Nej.”

Men det var egentlig ikke et spørgsmål.

I skal af sted.

Sig hellere:

“Nu tager vi sko på.”

Hvis barnet faktisk har et valg, så spørg.

Hvis det ikke har, så gør beskeden tydelig.

7. Se på tidspunktet

Hvis den samme konflikt opstår hver dag klokken 17.30, er det værd at undersøge hvorfor.

Er barnet sultent?

Er barnet træt efter skole eller institution?

Er der for mange krav på én gang?

Nogle gange forsøger vi at løse adfærden, når problemet egentlig ligger i rammerne omkring den.

En snack eller 20 minutters ro kan i nogle familier gøre mere end endnu en irettesættelse.

8. Gør barnet til en del af løsningen

Større børn kan inddrages.

Hvis morgenerne altid bliver kaotiske, kan du spørge:

“Hvad tror du kunne gøre vores morgener nemmere?”

Barnet foreslår måske:

“At jeg pakker tasken om aftenen.”

Eller:

“At mit tøj ligger klar.”

Når barnet selv har været med til at finde løsningen, kan det nogle gange være lettere at følge den.

9. Brug rutiner i stedet for konstante beskeder

Hvis den voksne skal fortælle barnet hvert eneste trin hver morgen, bliver det hurtigt udmattende.

En fast rækkefølge kan hjælpe:

Stå op → tøj → morgenmad → tænder → taske → sko.

For mindre børn kan man eventuelt lave en simpel visuel rutine med billeder.

Så bliver det ikke kun:

“Mor siger, jeg skal.”

Det bliver:

“Det er sådan, morgenen fungerer.”

10. Læg mærke til samarbejdet

Det er nemt at reagere, når barnet ikke gør noget.

Men hvad med de gange, hvor det faktisk går godt?

Du behøver ikke overøse barnet med ros.

En enkel kommentar kan være nok:

“Du tog skoene på med det samme. Det gjorde det meget lettere at komme af sted.”

Så får barnet konkret information om, hvilken handling der hjalp.

11. Brug humor, når situationen tillader det

Nogle gange kan en fastlåst situation løsnes med lidt leg.

“Kan du nå badeværelset, før jeg tæller til ti?”

Eller:

“Åh nej, dine sko tror vist, de skal på mine fødder!”

Det skal ikke bruges til at ignorere barnets følelser.

Men i små hverdagssituationer kan humor nogle gange få alle videre uden konflikt.

12. Accepter, at barnet ikke behøver være glad

Det her er vigtigt.

Samarbejde betyder ikke nødvendigvis:

Barnet smiler og siger: “Selvfølgelig, mor.”

Barnet kan godt samarbejde og samtidig være utilfreds.

“Jeg vil IKKE hjem!”

“Jeg kan godt høre, du gerne vil blive. Vi går stadig nu.”

Barnet må gerne være skuffet.

Den voksne kan stadig holde fast.

Samarbejde er ikke det samme som lydighed

Det kan være fristende at tænke, at et samarbejdende barn er et barn, der altid gør, hvad det får besked på.

Men børn skal også lære at:

Sige fra.

Have egne holdninger.

Stille spørgsmål.

Sætte grænser.

Tænke selv.

Derfor handler samarbejde snarere om at kunne fungere sammen med andre.

Nogle gange bestemmer barnet.

Andre gange bestemmer den voksne.

Og nogle gange finder man en løsning sammen.

Når barnet ignorerer dig

Du siger noget.

Ingen reaktion.

Før du gentager beskeden fem gange, så gå hen til barnet.

Sørg for, at barnet faktisk har registreret, at du taler.

Sig derefter beskeden kort.

Det er ikke altid trods.

Barnet kan ganske enkelt være så optaget af sin aktivitet, at din besked ikke rigtig er landet.

Når alt bliver en forhandling

Nogle børn er dygtige forhandlere.

“Bare fem minutter mere.”

“Men hvorfor?”

“Jeg gjorde det i går!”

“Alle de andre må!”

Det kan være godt at lytte.

Men den voksne behøver ikke genforhandle alle regler hver eneste gang.

Du kan sige:

“Jeg har hørt, hvad du siger. Beslutningen er stadig den samme.”

Det afslutter diskussionen uden at ignorere barnet.

Når du selv bliver frustreret

Manglende samarbejde er særligt svært, når man har travlt.

Du skal på arbejde.

Barnet ligger på gulvet uden bukser.

Tasken er væk.

Og I skulle være kørt for ti minutter siden.

Det er netop i de situationer, hvor stemmen nemt bliver højere.

Hvis bestemte tidspunkter altid ender sådan, kan det være værd at ændre rutinen frem for kun at forsøge at ændre barnet.

Kan I stå op ti minutter tidligere?

Kan tasken pakkes aftenen før?

Kan tøjet lægges frem?

Små ændringer kan fjerne nogle af de konflikter, der gentager sig.

Når barnet ikke samarbejder med en passer

Børn kan også reagere anderledes, når de er sammen med en børnepasser.

Måske siger barnet:

“Du bestemmer ikke over mig.”

Det kan være en måde at undersøge den nye relation på.

Her er det en stor hjælp, hvis forældrene og passeren på forhånd har talt om de vigtigste rutiner og regler.

En passer kan eksempelvis sige:

“Din mor og far har fortalt mig, at I børster tænder efter historien. Det gør vi også i aften.”

Roligt og uden at gøre situationen større.

Hvis du opretter dig som passer

Hvis du opretter dig som passer, er det værd at spørge familien om hverdagen inden den første pasning.

Spørg eksempelvis:

Hvilke rutiner har barnet?

Hvordan plejer I at håndtere skærmtid?

Hvilke regler er vigtige?

Hvordan plejer barnet at reagere på et nej?

Er der noget, der normalt hjælper ved konflikter?

Du skal ikke overtage forældrenes rolle.

Men jo bedre du kender rammerne, desto lettere er det at være en tryg og tydelig voksen.

Når en ekstra voksen giver mere overskud

Samarbejde bliver ikke nødvendigvis lettere, når hele familien er presset.

Hvis eftermiddagen består af afhentning, indkøb, madlavning, lektier og putning på meget kort tid, kan både børn og voksne have mindre overskud.

Her kan en passer i nogle familier være en praktisk hjælp.

Passeren kan eksempelvis hente barnet, lege, hjælpe med en aftalt eftermiddagsrutine eller være sammen med barnet, mens forældrene afslutter arbejdsdagen.

Familier kan oprette sig og finde en passer, der passer til deres konkrete behov.

Hvornår skal man søge mere hjælp?

Perioder med konflikter og manglende samarbejde er almindelige i familielivet.

Men hvis barnets adfærd er meget intens, varer ved, påvirker barnets trivsel eller skaber store problemer på tværs af hjem, skole eller institution, kan det være relevant at tale med de fagpersoner, der kender barnet.

En artikel på nettet kan give idéer.

Den kan ikke vurdere det enkelte barn.

Konklusion

Når et barn ikke vil samarbejde, er det nemt at konkludere:

“Mit barn hører aldrig efter.”

Men prøv at se et lag dybere.

Er beskeden tydelig?

Er opgaven for stor?

Kommer den midt i en aktivitet?

Er barnet træt?

Har barnet brug for lidt indflydelse?

Kan rutinen ændres?

Nogle gange skal grænsen selvfølgelig bare stå fast.

Men samarbejde bliver ofte lettere, når barnet ved, hvad der skal ske, får passende indflydelse og møder en voksen, der kan være tydelig uden at gøre enhver situation til en kamp.

Og hvis du selv gerne vil være den ekstra voksne, der hjælper en familie med de travle timer, kan du oprette dig som passer.

For målet er ikke et barn, der altid siger ja.

Målet er et barn, der gradvist lærer at få sin egen vilje og fællesskabets behov til at eksistere side om side.