← Alle guides
Guides

Sådan hjælper du dit barn med at få venner

Hvordan hjælper man et barn, der gerne vil have flere venner? Få konkrete råd til at tage initiativ, komme ind i lege, arrangere legeaftaler og finde fællesskaber, der passer til barnet.

CS
Camilla Sander

25. august 2026 26 min læsning

“Hvordan får man egentlig en ven?”

For en voksen kan spørgsmålet lyde næsten umuligt at svare på.

Man går jo ikke hen til et andet menneske og siger:

“Hej. Skal vi etablere et gensidigt venskab?”

Venskaber opstår.

Man mødes.

Snakker.

Griner.

Laver noget sammen.

Og på et tidspunkt er man venner.

Men for børn kan vejen derhen være langt mindre selvfølgelig.

For hvordan går man hen til nogen?

Hvad siger man?

Hvordan kommer man med i en leg, der allerede er begyndt?

Hvad gør man, hvis de siger nej?

Hvordan inviterer man nogen hjem?

Og hvordan går man fra:

“Vi går i samme klasse”

til:

“Det er min ven”?

Nogle børn gør det næsten automatisk.

De går ind på legepladsen og fem minutter senere har de organiseret en fodboldkamp med tre børn, de aldrig har mødt før.

Andre børn står ved siden af.

Kigger.

Venter.

Vil egentlig gerne være med.

Men ved ikke helt, hvordan de skal tage det første skridt.

Hvis dit barn har svært ved at få venner, kan du som forælder godt hjælpe.

Ikke ved at skaffe venner til barnet.

Men ved at gøre vejen hen til venskaber lidt lettere.

Start med barnets egen oplevelse

Før du begynder at arrangere legeaftaler, fritidsaktiviteter og sociale projekter, så spørg:

Vil dit barn faktisk gerne have flere venner?

Det lyder indlysende.

Men voksne kan have en bestemt forestilling om, hvordan et godt børneliv ser ud.

Mange venner.

Legeaftaler.

Fødselsdage.

Børn ind og ud af huset.

Men nogle børn trives med meget få tætte relationer.

Andre har et stort socialt behov.

Det afgørende er ikke, om dit barns sociale liv ligner naboens.

Det afgørende er, om barnet selv trives i det.

Spørg hvem barnet godt kan lide

Hvis barnet gerne vil have flere venner, behøver spørgsmålet ikke være:

“Hvem vil være venner med dig?”

Prøv i stedet:

“Hvem synes du er sjov?”

“Hvem er rar at være sammen med?”

“Hvem kunne du godt tænke dig at lære bedre at kende?”

“Hvem leger du nogle gange med?”

“Hvem sidder du godt sammen med?”

Det kan hjælpe jer med at opdage relationer, der allerede er begyndt.

For måske behøver barnet ikke finde en helt ny ven.

Måske skal en eksisterende bekendt bare have lidt bedre mulighed for at udvikle sig til en ven.

Venskaber begynder ofte meget småt

Vi voksne ser måske:

To børn, der er bedste venner.

Men vi ser ikke altid de 47 små situationer, der kom først.

De sad ved siden af hinanden.

De grinede af det samme.

De legede i et frikvarter.

De byttede Pokémon-kort.

De blev sat sammen i gruppearbejde.

De spillede online.

De gik hjem sammen.

Så kom den første legeaftale.

Venskaber bliver ofte bygget af gentagelser.

Derfor handler hjælpen ikke nødvendigvis om at skabe ét stort socialt gennembrud.

Det kan handle om at skabe flere små muligheder for kontakt.

Hjælp barnet med at tage det første skridt

Nogle børn tænker:

“Der er aldrig nogen, der spørger mig.”

Det kan være rigtigt.

Men spørg også forsigtigt:

“Spørger du nogle gange dem?”

Ikke for at give barnet skylden.

Men fordi nogle børn venter på at blive valgt.

Hver dag.

De håber, at nogen siger:

“Vil du være med?”

Men de får aldrig selv sagt det.

At tage initiativ er en færdighed.

Og færdigheder kan øves.

Øv helt konkrete sætninger

For et socialt sikkert barn kan:

“Bare spørg om du må være med”

lyde enkelt.

For et usikkert barn kan det føles som at skulle holde tale foran hele skolen.

Gør det konkret.

Barnet kan eksempelvis sige:

“Må jeg være med?”

“Hvad leger I?”

“Kan jeg være på jeres hold?”

“Vil du spille med mig?”

“Skal vi tegne?”

“Vil du sidde ved siden af mig?”

“Skal vi følges?”

“Vil du med hjem en dag?”

Det behøver ikke være mere avanceret.

Rollespil kan faktisk hjælpe

Ja.

Det kan føles lidt fjollet.

Men prøv:

Du er barnet, der allerede leger.

Dit barn skal spørge, om det må være med.

Så bytter I.

Lav forskellige svar.

“Ja!”

“Vi er lige midt i noget.”

“Du kan være hunden.”

“Vi vil gerne lege alene.”

På den måde får barnet mulighed for at prøve situationen uden den risiko, der findes i skolegården.

Hold det let og gerne lidt sjovt.

Det skal ikke føles som social lektielæsning.

Lær barnet at kigge på legen først

Forestil dig tre børn, der bygger en kæmpe LEGO-by.

Dit barn kommer ind og siger:

“Nu leger vi restaurant!”

Det er måske ikke den letteste vej ind.

Nogle børn kan have glæde af at lære:

Kig først.

Hvad laver de?

Hvad mangler de?

Hvordan kan du bidrage?

Det kan eksempelvis være:

“Skal jeg bygge en politistation?”

i stedet for:

“Nu skal alle stoppe og lege noget andet.”

Det er en lille forskel.

Socialt kan den være enorm.

Det er lettere at komme ind ved at bidrage end ved at overtage

Det gælder både børn og voksne.

Hvis en gruppe allerede er i gang med noget, fungerer det ofte bedre at komme med noget, der passer ind.

“Kan jeg være målmand?”

“Skal jeg hente bolden?”

“Vil I have flere klodser?”

“Kan jeg være med på jeres hold?”

Barnet behøver ikke gøre sig selv mindre.

Det handler bare om at forstå den sociale situation.

Lær barnet at acceptere et nej

Det er en af de sværeste dele.

Barnet samler mod.

Går hen.

Spørger:

“Må jeg være med?”

Og får:

“Nej.”

Av.

Her kan barnet lære to ting.

Den ene er:

Et nej kan gøre ondt.

Den anden er:

Et nej betyder ikke nødvendigvis:

“Ingen kan lide dig.”

Nogle gange vil børn lege to.

Nogle gange er legen allerede fastlagt.

Nogle gange er nogen sure.

Nogle gange passer det bare ikke.

Lav en plan B sammen

Hvis barnets eneste sociale plan er:

“Jeg skal lege med William”

så falder hele frikvarteret sammen, hvis William siger nej.

Tal om alternativer.

“Hvem kunne du ellers spørge?”

“Hvad kunne du lave?”

“Er der et sted, hvor nogle andre plejer at være?”

“Kunne du starte noget selv?”

Det kan give barnet en følelse af handlekraft.

Hjælp barnet med selv at starte en leg

Man behøver ikke altid komme ind i andres leg.

Man kan også skabe noget, andre får lyst til at være med i.

“Vil nogen spille stikbold?”

“Skal vi bygge en hule?”

“Vil du tegne med mig?”

“Skal vi spille?”

For nogle børn kan det faktisk være lettere at invitere én anden ind end at forsøge at komme ind i en stor gruppe.

Én ven ad gangen kan være nok

Hvis barnet har svært ved store grupper, så lad være med at gøre den store gruppe til målet.

Find én.

Ét barn, dit barn har det nogenlunde godt med.

Det kan være meget lettere at bygge en relation mellem to børn end at få adgang til en etableret gruppe på seks.

Og når barnet først har én relation, kan det sociale ofte blive lettere.

Legeaftalen er et fantastisk værktøj

Skolen er ikke altid det letteste sted at bygge et venskab.

Der er støj.

Mange børn.

Korte frikvarterer.

Eksisterende grupper.

Sociale hierarkier.

Hjemme er situationen anderledes.

To børn.

Et par timer.

Noget at spise.

Noget at lave.

Det kan give relationen ro til at vokse.

Spørg barnet hvem I skal invitere

Undgå at vælge udelukkende ud fra voksenlogik.

“Emma virker så sød. Hende skal du være venner med.”

Måske synes dit barn, Emma er enormt irriterende.

Spørg:

“Hvem kunne være hyggelig at have med hjem?”

Hvis barnet ikke ved det, kan læreren eller pædagogen måske hjælpe med at identificere børn, dit barn allerede fungerer godt sammen med.

Gør invitationen enkel

Det behøver ikke være:

“Vil I deltage i et socialt relationsopbyggende arrangement torsdag?”

Bare:

“Hej, børnene har talt om at lege sammen. Har Noah lyst til at komme med hjem torsdag efter skole?”

Det er nok.

Hold første legeaftale overskuelig

Hvis børnene ikke kender hinanden særlig godt, behøver første aftale ikke vare seks timer.

Et par timer kan være perfekt.

Så er der tid til at komme i gang.

Men ikke nødvendigvis tid nok til:

Sult.

Træthed.

Kedsomhed.

Tre konflikter.

Og:

“Hvornår bliver jeg hentet?”

Stop gerne, mens legen stadig fungerer.

Hav en blød start klar

Nogle børn mødes og forsvinder straks ind på værelset.

Fantastisk.

Andre står i entréen.

“Hej.”

“Hej.”

Så kan det hjælpe at have noget klar.

Et spil.

LEGO.

Perler.

Tegning.

Bagning.

En bold.

En trampolin.

En tur på legepladsen.

Aktiviteten giver børnene noget at være sammen om, mens kontakten bliver varmere.

Snacks er overraskende sociale

Der er få problemer i børnelivet, der bliver værre af:

“Skal I have noget at spise?”

En snack giver en naturlig pause.

Børnene sidder sammen.

Snakker.

Finder ud af, hvad de skal bagefter.

Du behøver ikke servere en Pinterest-buffet med frugt skåret som enhjørninger.

En bolle kan gøre jobbet.

Træk dig når legen fungerer

Når børnene først leger godt:

Forsvind lidt.

Ikke ud af landet.

Bare ud af legen.

Du behøver ikke stå i døren og kommentere:

“Ej, hvor leger I GODT!”

Venskabet skal være deres.

Ikke dit.

Hjælp kun når det er nødvendigt

Hvis de går i stå, kan du hjælpe.

“Vil I spille noget?”

“Skal vi finde tegnegrejet?”

“Vil I ud?”

Men giv dem først mulighed for selv at finde løsningen.

Lidt stilhed er ikke en katastrofe.

Når legeaftalen ikke bliver perfekt

Måske skændes de.

Måske vil den ene game og den anden tegne.

Måske bliver dit barn jaloux.

Måske går det hele lidt skævt.

Det betyder ikke nødvendigvis, at venskabet er dødt.

Børn lærer også relationer gennem konflikter.

Tal bagefter med dit barn om oplevelsen.

“Hvad var sjovt?”

“Hvad var svært?”

“Kunne du tænke dig at lege igen?”

Invitér gerne igen

Der findes ingen regel om:

Én invitation fra os.

Én invitation fra dem.

Én fra os.

Én fra dem.

Venskaber er ikke tennis.

Hvis børnene har det godt sammen, må I gerne invitere igen.

Men hold øje med barnets oplevelse

Hvis dit barn konstant forsøger at få kontakt med et barn, der aldrig virker interesseret, kan det være værd at hjælpe barnet med at kigge andre steder.

Ikke:

“Hun gider dig tydeligvis ikke.”

Men:

“Er der måske også en anden, du kunne tænke dig at invitere?”

Der skal helst være en form for gensidighed i relationen.

Fælles interesser gør venskaber lettere

Det er svært at starte en samtale med:

“Lad os skabe en relation.”

Det er lettere med:

“Kan du også lide Minecraft?”

Fælles interesser giver børn noget at tale om og gøre sammen.

Det kan være:

  • Fodbold
  • Heste
  • Gaming
  • LEGO
  • Tegning
  • Dans
  • Musik
  • Pokémon
  • Natur
  • Dyr
  • Bøger
  • Skak
  • Krea
  • Kampsport
  • Computerspil

Interessen bliver broen.

Fritidsaktiviteter kan udvide barnets verden

Hvis barnet ikke finder sine mennesker i klassen, er det vigtigt at huske:

Klassen er tilfældig.

25 børn født nogenlunde samme år og bosat i nogenlunde samme område bliver placeret i et rum.

Vi forventer næsten, at barnet derefter finder sine bedste venner dér.

Nogle gør.

Andre gør ikke.

En fritidsaktivitet kan give adgang til et helt andet fællesskab.

Lad barnets interesse bestemme

Hvis barnet elsker teater, så undersøg teater.

Hvis barnet elsker dyr, så kig efter noget med dyr.

Hvis barnet elsker at kode, så se efter teknologiske eller kreative fællesskaber.

Hvis barnet elsker fodbold:

Fodbold.

Målet er ikke bare at placere barnet i nærheden af andre børn.

Målet er at give barnet en naturlig grund til at interagere med dem.

Nye miljøer giver nye roller

I klassen kan barnet være:

“Den stille.”

“Ham der aldrig spiller fodbold.”

“Hende der altid er sammen med én bestemt.”

Men på et nyt hold ved ingen nødvendigvis det.

Barnet får mulighed for at være:

Den gode til at tegne.

Den hurtige.

Den sjove.

Den, der ved alt om heste.

Den, der hjælper de andre.

Det kan være enormt værdifuldt.

Hjælp barnet med at huske navne

Det lyder banalt.

Men:

“Hvad hed ham den søde fra spejder?”

“Øh.”

Hvis barnet gerne vil skabe relationer, hjælper det at kunne bruge navnene.

“Hej Mikkel.”

er lettere at bygge videre på end:

“Hey… dig.”

Venskaber kræver gentagelser

Én god eftermiddag gør ikke nødvendigvis to børn til bedste venner.

De skal mødes igen.

Og igen.

Det er derfor faste aktiviteter kan være så gode.

Samme børn.

Samme sted.

Hver uge.

Der opstår små samtaler.

Interne jokes.

Fælles oplevelser.

Og langsomt kan relationen udvikle sig.

Hjælp barnet med at huske de små ting

En vigtig del af venskaber er interesse.

Hvis en ven fortalte:

“Jeg skal have en hund på fredag.”

kan dit barn næste mandag spørge:

“Fik I hunden?”

Det er sådan noget, relationer bliver bygget af.

At huske.

At spørge.

At interessere sig.

Det kan børn lære.

Lær barnet at stille spørgsmål

Nogle børn fortæller fantastisk meget.

Om sig selv.

I meget lang tid.

“Og så i Minecraft byggede jeg…”

17 minutter senere:

“…og derfor skal jeg have den nye opdatering.”

Den anden har ikke sagt ét ord.

Hjælp barnet med at opdage:

Venskaber går begge veje.

Man fortæller.

Og spørger.

“Hvad spiller du?”

“Hvad lavede du i weekenden?”

“Hvilken figur kan du bedst lide?”

Det behøver ikke være avanceret.

Lær barnet at lytte til et nej

Hvis en anden siger:

“Stop.”

“Jeg vil ikke.”

“Lad være.”

så er det vigtigt at kunne respektere det.

Børn, der har svært ved at læse eller respektere andres grænser, kan opleve sociale problemer uden selv at forstå hvorfor.

Tal om det uden skam.

“Hvis nogen siger stop, så stopper vi.”

Enkelt.

Lær barnet at skiftes

“Vi skal lege det, JEG vil!”

Det fungerer måske i fem minutter.

Ikke nødvendigvis som langsigtet venskabsstrategi.

Relationer kræver kompromiser.

“Først leger vi dit. Så mit.”

“Du vælger spillet denne gang.”

“Vi kan finde noget, vi begge vil.”

Det er sociale færdigheder.

Ikke personlighedstræk, man enten er født med eller ikke har.

Hjælp barnet med at håndtere nederlag

Spillet slutter.

Barnet taber.

Bordet vælter næsten.

“DET ER OGSÅ ET DUMT SPIL!”

Vennen sidder stille.

Hvis det sker ofte, kan det påvirke relationerne.

Barnet må gerne blive skuffet.

Men det kan lære at håndtere følelsen uden at gøre den anden ansvarlig.

Det kræver øvelse.

Undskyldninger betyder noget

Børn kommer til at gøre dumme ting.

Sige noget dumt.

Blive vrede.

Skubbe.

Råbe.

Ødelægge legen.

Det gør ikke barnet til en dårlig ven.

Men det er vigtigt at kunne reparere relationen.

“Undskyld jeg råbte.”

“Det var ikke okay.”

“Skal vi prøve igen?”

At kunne reparere efter en konflikt er måske en af de vigtigste sociale færdigheder overhovedet.

Tving ikke en undskyldning fem sekunder efter konflikten

“SIG UNDSKYLD!”

“UNDSKYLD!”

“Og MENE det!”

Det er ikke altid den mest lærerige proces.

Barnet kan først have brug for at falde ned.

Derefter kan I tale om:

Hvad skete der?

Hvordan havde den anden det?

Hvad kan du gøre nu?

En reel reparation betyder mere end et automatisk ord.

Tal om hvordan en god ven føles

Spørg barnet:

“Hvordan kan du mærke, at nogen er en god ven?”

Svarene kan være interessante.

“Må jeg være mig selv?”

“Er de søde?”

“Kan vi grine sammen?”

“Hjælper de mig?”

“Bestemmer de altid?”

“Bliver jeg ked af det efter vi har været sammen?”

Det hjælper barnet med at forstå kvaliteten af relationer.

Popularitet er ikke det samme som venskab

Et barn kan være kendt af alle.

Inviteret til meget.

Midtpunkt.

Og stadig mangle en tæt relation.

Et andet barn kan have én ven.

De ses hver torsdag.

Bygger LEGO i tre timer.

Og barnet er lykkeligt.

Lad være med at måle barnets sociale succes i antal invitationer.

Pas på med at sammenligne søskende

“Din søster havde altid huset fuldt af venner.”

Av.

Måske er dit barn bare anderledes.

Søskende kan have vidt forskellige sociale behov og evner.

Den ene elsker grupper.

Den anden elsker én-til-én.

Begge dele kan være fint.

Pas på med at kalde barnet asocialt

“Han er bare lidt asocial.”

Det kan blive en identitet.

Måske er barnet:

Forsigtigt.

Introvert.

Usikkert.

Selektivt.

Træt efter skole.

Eller bare ikke interesseret i de børn, der tilfældigvis er i nærheden.

Beskriv situationen frem for barnet.

Generthed behøver ikke fjernes

Målet er ikke nødvendigvis at gøre et stille barn til klassens konferencier.

Barnet må gerne være stille.

Forsigtigt.

Observerende.

Det kan stadig lære små strategier, der gør det lettere at skabe de relationer, barnet ønsker.

Gå ved siden af barnet – ikke foran

Forestil dig en fødselsdag.

Barnet står bag dig.

Du siger:

“Kom nu. Gå hen og leg!”

Barnet ryster på hovedet.

Prøv måske:

“Skal vi gå derhen sammen?”

Når barnet er faldet til:

“Jeg går lige ud og henter noget at drikke.”

Små skridt.

Barnet skal helst opleve:

“Jeg kunne godt.”

Ikke:

“Mor gjorde det for mig.”

Du må gerne hjælpe med logistikken

Venskaber mellem børn afhænger overraskende meget af voksnes kalender.

“Kan Alma lege?”

“Ja.”

“Hvornår?”

“Tirsdag?”

“Fodbold.”

“Torsdag?”

“Svømning.”

“Fredag?”

“Bedstemor.”

Nogle venskaber dør næsten i Google Kalender.

Især mindre børn har brug for, at voksne hjælper med at skabe tiden.

Gør plads til spontanitet

Hvis det passer til jeres hverdag, kan:

“Vil du have Noah med hjem i dag?”

være fantastisk.

Det behøver ikke altid planlægges tre uger i forvejen.

Men naturligvis kun hvis begge familier kan få det til at fungere.

Lad hjemmet være et sted, venner gerne må komme

Det behøver ikke være perfekt.

Der behøver ikke være:

Kæmpe legerum.

Pool.

PlayStation 14.

Hjemmebiograf.

Og fri slikbar.

Det vigtigste er ofte bare:

“Du må gerne have en ven med hjem.”

Et hjem, hvor der er plads til andre børn, kan gøre det lettere at pleje relationerne.

Men du behøver ikke være vært hver dag

Der er en grænse.

Hvis dit barn gerne vil have venner med hjem konstant, må du også sige:

“I dag passer det ikke.”

Familien skal fungere.

Venskaber må gerne fylde.

De behøver ikke overtage huset permanent.

Når dit barn aldrig bliver inviteret tilbage

Det kan frustrere.

Især hvis I konstant åbner jeres hjem.

Men prøv ikke at føre regnskab foran barnet.

Der kan være mange årsager til, at andre familier ikke inviterer:

Plads.

Travlhed.

Søskende.

Arbejde.

Familieforhold.

Overskud.

Det interessante er mere:

Vil det andet barn gerne være sammen med dit barn?

Hvis ja, kan relationen stadig være god.

Når barnet vil være venner med nogen, der ikke gengælder det

Det gør ondt.

Dit barn spørger.

Igen.

Og igen.

Den anden vælger altid nogen andre.

Her kan du hjælpe barnet med værdighed.

Ikke:

“Hun er ikke værd at samle på.”

Men:

“Jeg kan se, du rigtig gerne vil være sammen med hende. Jeg synes også, vi skal tænke på, hvem der viser, at de gerne vil være sammen med dig.”

Det er en vigtig læring.

Venskab skal helst gå begge veje.

Når barnet jagter den populære gruppe

Det sker.

Barnet vil kun være sammen med:

De tre børn, der konstant siger nej.

Samtidig står der måske et andet barn og forsøger at få kontakt.

Tal forsigtigt om det.

“Hvem er egentlig sød ved dig?”

Det er et bedre spørgsmål end:

“Hvem vil du helst være populær sammen med?”

Hjælp barnet med at opdage dem, der vælger det

Det er en vigtig social superkraft.

Vi mennesker kan blive meget optagede af dem, der afviser os.

Og overse dem, der faktisk siger:

“Vil du lege?”

Hjælp barnet med at se de relationer.

“Jeg lagde mærke til, at Emil blev rigtig glad, da du kom.”

Ikke som manipulation.

Bare som observation.

Onlinevenskaber kan være ægte relationer

Større børn kan få venner gennem gaming og digitale fællesskaber.

De taler.

Griner.

Samarbejder.

Deler interesser.

Det kan være reelle relationer.

Men børn skal selvfølgelig have alderssvarende støtte til digital sikkerhed, privatliv og kontakt med mennesker, de ikke kender fysisk.

Gaming kan være en social bro

For nogle børn er det lettere at tale, mens de laver noget sammen.

De sidder ikke ansigt til ansigt og skal:

“NU HAVE EN SAMTALE.”

De spiller.

Og samtalen kommer undervejs.

Det kan være en lettere social ramme for nogle børn.

Hjælp barnet med at flytte relationen ud af skærmen, hvis det giver mening

Hvis barnet gamer meget med en klassekammerat, kan du spørge:

“Kunne du have lyst til at invitere ham hjem en dag?”

Så findes der allerede noget fælles.

Det kan gøre den fysiske legeaftale lettere.

Når barnet er nyt

Ny skole.

Ny klasse.

Ny by.

Ny fritidsaktivitet.

Det kræver mod.

Her kan voksne omkring barnet gøre meget.

Tal med læreren om:

Hvem kunne være et godt match?

Kan barnet sidde ved siden af nogen?

Kan det blive inkluderet i mindre grupper?

Er der nogen, der kan vise barnet rundt?

Små greb kan gøre starten lettere.

Giv nye relationer tid

Efter tre dage på den nye skole:

“Har du fået en bedste ven?”

Ro på.

Venskaber tager tid.

Spørg hellere:

“Var der nogen, du snakkede godt med i dag?”

Det gør processen mindre presset.

Når barnet selv gør det svært

Det kan være hårdt at opdage.

Men måske fortæller læreren:

“De andre trækker sig, fordi han ofte bestemmer.”

Eller:

“Hun bliver meget vred, hvis legen ikke går hendes vej.”

Forsøg ikke straks at forsvare.

Lyt.

Spørg efter eksempler.

Tal med barnet.

Ikke:

“Ingen gider dig, hvis du opfører dig sådan.”

Men:

“Jeg tror, vi skal øve, hvad du kan gøre, når de andre gerne vil bestemme noget.”

Fokusér på færdigheden.

Ikke barnets værdi.

Sociale færdigheder kan læres

Det er måske det vigtigste i hele artiklen.

At være god til venskaber er ikke noget, alle børn automatisk kan.

Det består af mange små færdigheder:

At tage kontakt.

At lytte.

At spørge.

At dele.

At vente.

At aflæse situationen.

At acceptere et nej.

At håndtere konflikter.

At sige undskyld.

At sætte grænser.

At respektere andres grænser.

Det kan øves.

Men barnet skal ikke laves om for at fortjene venner

Der er en vigtig balance.

Vi kan hjælpe barnet med sociale færdigheder.

Men budskabet må aldrig blive:

“Hvis du bare bliver anderledes, vil nogen kunne lide dig.”

Barnet skal ikke være perfekt.

Det skal have mulighed for at udvikle færdigheder og samtidig finde mennesker, der passer til det.

Tal med skolen, hvis barnet kæmper

Hvis dit barn gerne vil have venner, men gentagne gange ikke lykkes med at skabe relationer, kan lærere og pædagoger have værdifulde observationer.

Spørg:

“Hvem fungerer barnet bedst sammen med?”

“Hvornår går det godt?”

“Hvornår bliver det svært?”

“Er der nogen relationer, vi kan hjælpe med at styrke?”

Det gør samtalen konkret.

Fokuser også på det, der virker

Hvis barnet havde ét godt frikvarter:

Tal om det.

“Hvad gjorde du?”

“Hvem var du sammen med?”

“Hvorfor tror du, det fungerede godt?”

Det hjælper barnet med at opdage sine egne succeser.

Undgå den daglige sociale statusrapport

“Hvem legede du med?”

“Hvem sad du ved siden af?”

“Hvem skal du lege med i morgen?”

“Hvorfor var du ikke sammen med Maja?”

Hver.

Eneste.

Dag.

Det kan gøre barnet mere selvbevidst.

Lad venskaber være en del af jeres samtaler.

Ikke et KPI-dashboard.

Din egen barndom kan fylde

Hvis du selv følte dig udenfor som barn, kan dit barns sociale problemer ramme ekstra hårdt.

Du ser måske dit otteårige barn.

Men føler samtidig din egen otteårige version.

Prøv at skelne.

Dit barns historie kan blive en helt anden end din.

En børnepasser kan hjælpe med at skabe plads i hverdagen

Venskaber kræver ofte tid og logistik.

En legeaftale efter skole.

Transport til fodbold.

Afhentning fra en aktivitet.

En eftermiddag, hvor barnet kan have en ven med hjem.

Hvis jeres arbejdsdag gør det svært at få det til at hænge sammen, kan en børnepasser være en praktisk hjælp.

På Sitters kan I oprette jer som familie og finde en passer, der eksempelvis kan hjælpe med afhentning, eftermiddage eller transport til fritidsaktiviteter.

Passeren skaffer selvfølgelig ikke venner til barnet.

Men lidt mere luft i familiens kalender kan gøre det lettere at skabe plads til relationerne.

Som passer kan du støtte uden at overtage

Hvis du selv er børnepasser, kan du også spille en positiv rolle.

Måske henter du barnet sammen med en ven.

Måske følger du barnet til håndbold.

Måske lytter du, når barnet fortæller om en konflikt fra skolen.

Du skal ikke løse barnets sociale liv.

Men du kan være en tryg voksen, der lytter og hjælper inden for familiens rammer.

Hvis du gerne vil arbejde med børn, kan du oprette dig som passer på Sitters og finde familier, der søger hjælp.

12 ting du kan gøre for at hjælpe dit barn med at få venner

  1. Find ud af, om barnet selv ønsker flere relationer.

  2. Spørg hvilke børn barnet allerede synes godt om.

  3. Hjælp barnet med konkrete måder at tage kontakt på.

  4. Øv små sociale situationer hjemme.

  5. Hjælp barnet med at lave en plan B, når nogen siger nej.

  6. Invitér ét barn hjem ad gangen.

  7. Hold de første legeaftaler overskuelige.

  8. Find fritidsaktiviteter omkring barnets egne interesser.

  9. Hjælp barnet med at lytte, skiftes og respektere grænser.

  10. Tal med skolen om de situationer, hvor barnet fungerer godt socialt.

  11. Hjælp barnet med at opdage de mennesker, der faktisk vælger det til.

  12. Giv relationerne tid til at udvikle sig.

Du kan åbne døren – barnet skal gå igennem den

Det er måske den bedste måde at beskrive forælderens rolle på.

Du kan:

Sende beskeden til den anden forælder.

Køre barnet til aktiviteten.

Åbne hjemmet for legeaftaler.

Øve sætninger.

Tale med læreren.

Skabe muligheder.

Men du kan ikke bestemme:

“Nu bliver I venner.”

Den del tilhører børnene.

Konklusion

Hvis dit barn har svært ved at få venner, behøver løsningen ikke være at kaste barnet ind i så mange sociale situationer som muligt.

Start mindre.

Find ét barn, dit barn allerede har lidt kontakt med.

Skab en mulighed for, at de kan være sammen.

Hjælp dit barn med konkrete sociale færdigheder.

At spørge.

At lytte.

At tage initiativ.

At håndtere et nej.

At skiftes.

At reparere efter en konflikt.

Find fællesskaber omkring ting, barnet faktisk interesserer sig for.

Og husk:

Målet er ikke at gøre barnet populært.

Målet er heller ikke at skaffe så mange venner som muligt.

Målet er at hjælpe barnet med at kunne skabe og passe på relationer, hvor det føler sig godt tilpas.

Nogle børn finder deres mennesker hurtigt.

Andre bruger længere tid.

Hvis familiens travle hverdag gør det svært at skabe plads til legeaftaler og fritidsaktiviteter, kan I på Sitters oprette jer som familie og finde en passer, der kan hjælpe med eksempelvis afhentning eller eftermiddage.

Og hvis du selv har lyst til at være en tryg ekstra voksen i en families hverdag, kan du oprette dig som passer.

For gode venskaber starter sjældent med:

“Vil du være min bedste ven?”

De starter ofte meget mindre.

“Må jeg være med?”

Og nogle gange er det netop dér, et helt venskab begynder.

#Venskaber
#børn
#venner
#legeaftaler
#sociale færdigheder
#skole
#fritidsaktiviteter
#trivsel
#forældre
#børnepasning
CS

Skrevet af

Camilla Sander

Legeaftaler & børns udvikling

Cand.pæd.psych. der skriver om legeaftaler, venskaber og hvad leg egentlig gør ved børns udvikling — fra parallelleg i vuggestuen til vennegrupper i 4. klasse.

Læs mere om Camilla

Nyttige sider

Mangler I pasning?

Se verificerede børnepassere med synlig timepris i jeres nabolag.

Find en børnepasser

Læs også