“De andre ville ikke have mig med.”
Det er en lille sætning.
Men som forælder kan den fylde resten af aftenen.
For mens barnet måske går videre og spørger, hvad I skal have til aftensmad, begynder dit hoved allerede at arbejde:
“Hvem var det?”
“Hvorfor måtte mit barn ikke være med?”
“Er det sket før?”
“Bliver mit barn holdt udenfor?”
“Er det mobning?”
“Skal jeg skrive til læreren?”
“Skal jeg kontakte de andre forældre?”
Og måske den tanke, der gør allermest ondt:
“Har mit barn det sådan hver eneste dag, uden at jeg ved det?”
Det er svært at se sit barn stå udenfor et fællesskab.
Men det er også vigtigt ikke at konkludere for hurtigt.
For børn bliver valgt fra indimellem.
De bliver uvenner.
De leger to og to.
De skifter grupper.
De siger nej til hinanden.
De bliver jaloux.
De finder sammen igen.
Og nogle gange bliver et barn faktisk systematisk holdt udenfor.
Det er ikke det samme.
Så hvordan finder du ud af, hvad der foregår?
Og hvordan hjælper du dit barn uden at overtage hele situationen?
Start med at lytte
Når dit barn fortæller:
“De andre ville ikke have mig med.”
kan den første impuls være:
“Hvem?!”
“Hvad gjorde de?!”
“Det skal jeg nok ordne!”
Men prøv først at høre historien.
Spørg:
“Hvad skete der?”
“Hvem var der?”
“Hvad lavede de?”
“Hvad gjorde du så?”
“Er det sket før?”
Ikke som en afhøring.
Bare nysgerrigt.
Jo mere konkret historien bliver, desto bedre kan du forstå situationen.
“Ingen ville lege med mig” kan betyde mange forskellige ting
Børn taler ofte meget absolut.
“INGEN kan lide mig.”
“Jeg får ALDRIG lov.”
“ALLE de andre var med.”
Men virkeligheden kan være mere nuanceret.
“Alle de andre” kan være tre børn.
“Ingen ville lege” kan betyde, at den ene ven, barnet spurgte, allerede var i gang med noget andet.
“De holder mig altid udenfor” kan handle om en bestemt konflikt den dag.
Men det kan også være præcis sådan, barnet oplever sin hverdag.
Derfor skal følelsen tages alvorligt, uden at du nødvendigvis tager barnets første beskrivelse som et komplet billede af situationen.
Anerkend følelsen før du forklarer situationen
Forestil dig, at du siger:
“Jeg blev virkelig ked af det på arbejde i dag.”
Og svaret er:
“Det var sikkert ikke sådan ment.”
Ikke fantastisk.
Det samme gælder børn.
Hvis barnet siger:
“De ville ikke have mig med.”
så prøv først:
“Det lyder virkelig ikke rart.”
“Jeg kan godt forstå, du blev ked af det.”
“Det må have føltes ensomt.”
Først bagefter kan I undersøge, hvad der faktisk skete.
Undgå at bagatellisere
“Pyt med dem.”
“Så leg med nogle andre.”
“Det er da ikke noget at blive ked af.”
“Du har jo masser af venner.”
Det kan være sagt for at trøste.
Men barnet kan høre:
“Det, du føler, er forkert.”
For barnet kan en konflikt i frikvarteret være dagens største begivenhed.
Det behøver ikke være verdens undergang.
Men det må godt gøre ondt.
Undgå også at gøre situationen større end barnet gør
Der findes også den modsatte reaktion.
Barnet:
“Alma legede med Freja i dag.”
Forælderen:
“HVAD?! UDEN DIG?”
Barnet:
“Ja?”
Forælderen:
“Det synes jeg faktisk er virkelig dårligt gjort.”
Barnet var måske ikke engang særligt påvirket.
Nu er det.
Vores egne følelser kan hurtigt give situationen en betydning, barnet ikke selv havde givet den.
Børn må godt vælge hinanden til og fra
Det er en svær sandhed.
Dit barn må ikke altid være med i alt.
To børn må godt have lyst til at lege sammen.
Et barn må godt sige:
“Jeg vil gerne lege alene lige nu.”
En ven må godt have andre venner.
Dit barn må også selv vælge, hvem det vil være sammen med.
Det er ikke automatisk eksklusion.
Børn skal ikke være tvunget til at være venner med alle.
Men der er forskel på et nej og et mønster
Én situation:
“Vi vil gerne lege bare os to i dag.”
kan være helt almindelig.
Men hvis dit barn igen og igen oplever:
“Du må ikke være med.”
“Du kan ikke sidde her.”
“Alle andre er inviteret undtagen dig.”
“Hvis du leger med hende, må du ikke lege med os.”
“Vi går, når du kommer.”
så ser situationen anderledes ud.
Det er mønstret, du skal være opmærksom på.