Mit barn har ingen venner – hvad kan jeg gøre?
“Der er ikke nogen, der vil lege med mig.”
Det er en af de sætninger, der kan ramme en forælder lige i maven.
Måske kommer den på vej hjem fra skole.
Måske ved aftensmaden.
Måske efter endnu en weekend, hvor telefonen ikke har ringet, og ingen har spurgt, om dit barn vil lege.
Eller måske har barnet slet ikke sagt noget.
Du har bare selv lagt mærke til det.
De andre børn finder sammen på legepladsen.
Der bliver lavet legeaftaler.
Fødselsdagsbilleder dukker op.
Navne på klassekammerater bliver nævnt.
Men dit barn ser ikke rigtig ud til at være en del af det.
Og så begynder tankerne.
“Har mit barn overhovedet nogen venner?”
“Er der noget galt?”
“Bliver mit barn holdt udenfor?”
“Skal jeg kontakte skolen?”
“Skal jeg arrangere legeaftaler?”
“Skal jeg blande mig – eller gør jeg det bare værre?”
Det kan være svært at stå på sidelinjen, når ens barn kæmper socialt.
For man kan købe nye gummistøvler.
Man kan hjælpe med matematik.
Man kan smøre madpakken.
Men man kan ikke bare gå ned i en butik og købe:
“Én god bedste ven, tak.”
Venskaber kan ikke bestilles.
Men som forælder kan du godt hjælpe dit barn med at skabe bedre muligheder for, at de opstår.
Først: Har dit barn faktisk ingen venner?
Det kan lyde som et mærkeligt spørgsmål.
Men voksne og børn kan have meget forskellige opfattelser af, hvad det betyder at have venner.
Du tænker måske:
“Mit barn bliver aldrig inviteret hjem til nogen.”
Barnet tænker:
“Jeg leger med Oliver hver dag i frikvarteret.”
For barnet kan Oliver sagtens være en ven.
Selv om de aldrig har været hjemme hos hinanden.
Nogle børn har mange legeaftaler.
Andre har næsten ingen, men fungerer fint socialt i skolen.
Nogle har én tæt ven.
Andre bevæger sig mellem mange forskellige børn.
Så før du konkluderer, at dit barn er ensomt, så prøv at forstå barnets egen oplevelse.
Spørg uden at afhøre
Der er stor forskel på:
“Hvem legede du med i dag?”
og:
“DU HAR VEL NOGEN AT LEGE MED, IKKE?”
Det sidste spørgsmål indeholder næsten allerede det svar, vi håber på.
Prøv i stedet åbne spørgsmål:
“Hvad lavede I i frikvarteret?”
“Hvem sad du sammen med?”
“Hvad var det sjoveste i dag?”
“Hvem kan du bedst lide at være sammen med?”
“Er der nogen i klassen, du gerne ville lære bedre at kende?”
“Hvem leger du med, når I selv må vælge?”
Du forsøger ikke at gennemføre en social revision.
Du prøver bare at forstå barnets verden.
Et barn kan godt være alene uden at være ensomt
Det er vigtigt.
Nogle børn har et stort behov for social kontakt.
Andre har mindre.
Et barn, der sidder alene og tegner i et frikvarter, er ikke nødvendigvis ulykkeligt.
Måske elsker barnet det.
Et barn, der ikke har legeaftaler fire gange om ugen, mangler ikke nødvendigvis venner.
Problemet opstår især, hvis barnet selv oplever:
- Ensomhed
- Afvisning
- At blive holdt udenfor
- At mangle nogen at være sammen med
- At ønske mere kontakt, men ikke kunne finde ind i fællesskabet
Det er barnets oplevelse, der er vigtig.
“Alle andre har en bedste ven”
Det kan føles sådan.
Især når børn begynder at tale meget om:
“Min bedste ven.”
“Min BFF.”
“Vi er bedste venner.”
Men ikke alle børn har én bestemt bedste ven.
Og det behøver de heller ikke.
Nogle børn har en ven, de spiller fodbold med.
En anden, de gamer med.
En tredje, de leger med i SFO.
En fjerde, de snakker med i skolen.
Det kan være mindst lige så værdifuldt som ét meget tæt venskab.
Hvor mange venner har et barn brug for?
Der findes ikke et magisk antal.
Ikke tre.
Ikke fem.
Ikke ti.
Det vigtigste er kvaliteten af relationerne og barnets egen trivsel.
Ét godt venskab kan betyde enormt meget.
Et barn kan samtidig være omgivet af 20 klassekammerater og stadig føle sig ensomt.
Derfor er spørgsmålet ikke nødvendigvis:
“Hvor mange venner har mit barn?”
Men:
“Har mit barn relationer, hvor det føler sig set, accepteret og som en del af noget?”