“Kan Emil ikke komme med hjem efter skole?”
“NEJ.”
“Men I leger jo sammen hver dag?”
“Han skal ikke med hjem.”
Det kan virke mærkeligt.
Dit barn vil gerne være sammen med venner i skolen.
Måske også i SFO’en.
Måske spørger barnet selv, om det må tage med andre hjem.
Men når du foreslår:
“Så kan I da lege her.”
så lukker barnet helt ned.
Som forælder kan det være svært ikke at tage det personligt.
Er barnet flov over hjemmet?
Er det flov over familien?
Er der noget, barnet ikke vil have, at vennerne ser?
Eller handler det om noget helt andet?
Det kan være fristende at presse:
“Selvfølgelig kan du have venner med hjem.”
Men det kan være smartere først at forstå, hvad barnet faktisk reagerer på.
Her får du en guide til de mest almindelige grunde til, at børn ikke vil have venner med hjem – og hvordan du kan hjælpe uden at gøre det til en kamp.
Start med at tage barnets nej alvorligt
Ikke nødvendigvis som et endeligt svar.
Men som information.
Barnet prøver at fortælle:
“Der er noget ved den her situation, jeg ikke bryder mig om.”
Det betyder ikke automatisk, at noget er galt.
Men det betyder, at det er værd at lytte.
Spørg roligt:
“Hvad er det, du ikke kan lide ved at have venner her?”
Ikke:
“Er du flov over os?”
Det spørgsmål lægger næsten svaret i munden på barnet.
Barnet kan have mange forskellige grunde
Det kan handle om:
- Søskende
- Manglende privatliv
- Rod derhjemme
- Forældre, der blander sig meget
- Regler i hjemmet
- Kæledyr
- Larm
- Boligens størrelse
- At barnet føler sig anderledes end vennerne
- At barnet ikke vil dele sine ting
- At barnet er bange for, at vennen keder sig
- At barnet hellere vil være på “neutral grund”
- At barnet bare foretrækker at være hos andre
Der behøver ikke være én stor forklaring.
“Er du flov over vores hjem?”
Måske.
Men pas på med at gøre det til den første konklusion.
Børn kan være meget opmærksomme på forskelle.
“Hans hus er meget større.”
“De har PlayStation.”
“Hun har sit eget værelse.”
“Vi bor i lejlighed.”
“Vi har ikke have.”
Det kan godt spille en rolle.
Men det kan også være langt mere simpelt.
Måske vil barnet bare ikke have lillebror med i legen.
Søskende kan være hele forklaringen
Barnet siger:
“Jeg vil ikke have nogen med hjem.”
Du tænker:
Social usikkerhed.
Skam.
Noget alvorligt.
Barnet tænker:
“Fordi min lillebror stjæler mine venner.”
Meget mere konkret.
Hvis søskende altid:
Kommer ind på værelset.
Vil være med.
Tager legetøjet.
Afbryder.
Driller.
Så kan barnet opleve, at legeaftaler hjemme ikke føles som deres egne.
Giv barnet mulighed for at have en ven uden søskende
Det er helt rimeligt.
Du kan sige:
“Hvis du har en ven med hjem, skal lillebror ikke være med hele tiden.”
Og så prøve faktisk at håndhæve det.
Måske laver du noget andet med søskende.
Måske er der et tidspunkt, hvor børnene kan lukke døren.
Bare følelsen af:
“Min ven er her for at være sammen med mig.”
kan gøre en stor forskel.
Dit barn kan være bange for, at vennen synes hjemmet er kedeligt
“Vi har ikke noget at lave.”
“Hun har meget mere legetøj.”
“Han har en større have.”
“Vi har ikke trampolin.”
Børn sammenligner.
Og nogle børn kan blive usikre på, om deres hjem er “godt nok”.
Her er det værd at minde barnet om:
Vennen kommer ikke for at evaluere huset.
Vennen kommer for at lege.
Lad være med at konkurrere med andre familier
Du behøver ikke købe:
PlayStation.
Trampolin.
Pool.
Nyt værelse.
Arcademaskine.
bare fordi andre familier har det.
Venskaber bør ikke afhænge af udstyr.
En god legeaftale kan sagtens bestå af:
Et spil.
LEGO.
En bold.
En snack.
Og to børn, der faktisk har lyst til at være sammen.