“Vil du ikke med hjem til Alma?”
“Nej.”
“Men I leger jo sammen hele tiden.”
“Nej.”
“Det bliver da hyggeligt.”
“NEJ.”
Og så står man dér.
Som forælder.
Med en invitation til en helt almindelig legeaftale, som ens barn tilsyneladende behandler, som om man har foreslået en ekspedition til Antarktis.
Det kan være svært at forstå.
For barnet kan sagtens:
Lege med vennen i skolen.
Tale om vennen derhjemme.
Glæde sig til at se vennen næste dag.
Og stadig nægte at tage med hjem.
Så begynder spørgsmålene.
Er barnet genert?
Er det utrygt?
Har der været en konflikt?
Er barnet bare træt?
Skal vi opmuntre lidt mere?
Eller skal vi respektere et nej med det samme?
Der findes ikke ét svar, der passer til alle børn.
Men der er stor forskel på at støtte et barn gennem noget, der føles lidt svært, og at presse barnet ind i en situation, det ikke er klar til.
Her får du en guide til, hvordan du kan forstå, hvorfor dit barn ikke vil på legeaftale – og hvordan du hjælper uden at gøre legeaftaler til en kamp.
Start med at finde ud af, hvad barnet siger nej til
“Jeg vil ikke på legeaftale.”
Okay.
Men hvad betyder det egentlig?
Barnet kan sige nej til mange forskellige ting:
- At være hjemme hos en anden familie
- At være væk fra mor eller far
- At skulle med direkte efter skole
- At være alene med vennen
- At være i et fremmed hjem
- At spise hos andre
- At bruge deres toilet
- At være usikker på, hvad de skal lave
- At skulle sige farvel til sin normale eftermiddagsrutine
- At være sammen med netop det barn
- At være social, når barnet allerede er træt
Hvis du kun hører:
“Barnet vil ikke lege med andre”
kan du misforstå problemet.
Spørg nysgerrigt – ikke overtalende
Der er forskel på:
“Hvad er det ved legeaftalen, du ikke har lyst til?”
og:
“HVORFOR vil du aldrig noget?”
Prøv at forstå.
Du kan spørge:
“Er det fordi, du ikke vil hjem til dem?”
“Vil du hellere have Alma herhjem?”
“Er du bange for, at jeg ikke er der?”
“Er der noget bestemt, du er nervøs for?”
“Vil du egentlig gerne lege med hende en anden dag?”
Barnet kan måske ikke forklare det med det samme.
Det er okay.
“Jeg ved det ikke” kan være et ærligt svar
Voksne vil gerne have årsagen.
Helst præcist.
Barnet siger:
“Jeg vil ikke.”
“Hvorfor?”
“Ved ikke.”
“Men der MÅ være en grund.”
Ikke nødvendigvis en grund, barnet kan formulere.
Barnet kan bare mærke:
Det føles forkert.
Det føles for meget.
Jeg har ikke lyst.
For mindre børn kan følelsen komme længe før ordene.
Lad være med straks at gøre det til generthed
“Hun er bare genert.”
Måske.
Men måske ikke.
Barnet kan sagtens være socialt trygt i kendte omgivelser og usikkert i et andet hjem.
Det kan også være:
Træthed.
Behov for kontrol.
Separationsuro.
En dårlig tidligere oplevelse.
Eller bare manglende lyst.
Prøv at forstå situationen, før du sætter en etiket på barnet.
Nogle børn elsker legeaftaler fra dag ét
De går ind ad døren.
Vinker.
“HEJ MOR!”
Og er væk.
Du kunne muligvis køre til Sverige, uden at barnet opdagede det.
Andre børn reagerer helt anderledes.
De vil vide:
Hvor er du?
Hvornår kommer du?
Hvem er hjemme?
Hvor skal vi være?
Hvad skal vi spise?
Kan jeg komme hjem?
Det ene barn er ikke mere “rigtigt” end det andet.
Tryghed udvikler sig forskelligt
For nogle børn kommer selvstændigheden hurtigt.
For andre gradvist.
Et barn kan være klar til at være hos bedstemor hele dagen, men ikke hjemme hos en klassekammerat.
Det kan virke ulogisk for voksne.
Men bedstemor er kendt.
Venens hjem er måske fyldt med:
Andre regler.
Andre voksne.
En hund.
Nye lyde.
Et toilet, barnet ikke ved, hvor er.
Det er mange små ubekendte.
Skal man presse barnet?
Som udgangspunkt er hårdt pres sjældent en god strategi.
Sætninger som:
“Du SKAL.”
“Nu stopper du.”
“Alle de andre kan.”
“Du er altså stor nok.”
“Du kan ikke blive ved med at være sådan.”
kan gøre situationen større.
Barnet lærer ikke nødvendigvis:
“Legeaftaler er hyggelige.”
Det kan lære:
“Mine grænser bliver ikke lyttet til, når jeg bliver utryg.”
Men det betyder ikke, at vi aldrig skal hjælpe børn lidt ud af komfortzonen.