Hvordan hjælper man et barn med at falde ned?

“Fald nu ned.”

Det er måske en af de mest naturlige sætninger i verden.

Barnet råber.

Græder.

Er vredt.

Kaster sig på sofaen.

Vil ikke høre efter.

Og du prøver:

“Fald nu ned.”

Problemet er bare:

Et barn, der er helt oppe i følelserne, tænker sjældent:

“God idé. Det gør jeg straks.”

For hvis barnet kunne falde ned på kommando, havde det sandsynligvis allerede gjort det.

Når følelserne bliver meget store, handler det derfor mindre om at fortælle barnet:

“Bliv rolig.”

Og mere om at hjælpe barnet tilbage til ro.

Nogle børn har brug for:

Nærhed.

Andre har brug for:

Plads.

Nogle regulerer gennem:

Bevægelse.

Andre gennem:

Stilhed.

Og nogle børn har først og fremmest brug for, at den voksne omkring dem ikke bliver lige så følelsesmæssigt overophedet.

Så hvad kan du konkret gøre, når barnet er helt oppe at køre?

Start med sikkerheden

Hvis barnet:

Slår.

Sparker.

Kaster hårde ting.

Løber væk.

Eller er ved at skade sig selv eller andre,

så er første opgave ikke:

At tale om følelser.

Det er:

Sikkerhed.

Stop det, der skal stoppes.

Skab afstand.

Fjern ting, der kan skade.

Og brug så få ord som muligt.

“Jeg lader dig ikke slå”

Det er en enkel sætning.

Ikke:

“HVAD ER DER GALT MED DIG?!”

Bare:

“Jeg lader dig ikke slå.”

Barnet må gerne være rasende.

Du holder grænsen.

Store følelser gør sproget mindre tilgængeligt

Når barnet er meget oprevet, er det ofte dårlig timing til:

Lange forklaringer.

Moralske taler.

Forhandling.

Problemløsning.

Afhøring.

Barnet har måske meget begrænset overskud til at behandle alt det.

Så hvis du siger:

“Du bliver nødt til at forstå, at grunden til, at din søster fik lov…”

kan barnet være mentalt helt væk efter:

“Du bliver nødt til…”

Brug færre ord

Prøv:

“Du er rigtig vred.”

“Jeg er her.”

“Du er sikker.”

“Vi taler senere.”

“Jeg lader dig ikke slå.”

Det kan være nok.

Dit tonefald betyder meget

Du kan teknisk set sige:

“Jeg kan se, du er frustreret.”

på en måde, der lyder som:

“DU IRRITERER MIG HELT VILDT.”

Barnet hører ikke kun ordene.

Det hører:

Tempo.

Stemme.

Volumen.

Så prøv:

Langsommere.

Lavere.

Mindre.

Du skal ikke matche barnets intensitet

Barnet:

“AAAAAH!”

Forælderen:

“STOP MED AT RÅBE!”

Barnet:

“AAAAAAH!”

Nu har vi to mennesker med meget høj intensitet.

Det gør sjældent situationen lettere.

Du behøver ikke være helt rolig

Det er vigtigt.

Forældre er mennesker.

Du kan:

Blive vred.

Blive stresset.

Blive presset.

Det handler ikke om at stå som en zenmester, mens Lego flyver gennem stuen.

Men hvis barnet er på 10 ud af 10, så prøv at holde dig selv under 10.

Hvis du selv er ved at eksplodere

Tag en kort pause, hvis situationen tillader det.

“Jeg er også blevet vred. Jeg går lige et øjeblik ud og falder ned, og så kommer jeg tilbage.”

Det er ikke svaghed.

Det er faktisk god modellering.

Barnet låner ofte den voksnes ro

Især mindre børn kan have svært ved selv at regulere meget store følelser.

De bruger den voksne som hjælp.

Din:

Rolige stemme.

Krop.

Nærhed.

Forudsigelighed.

kan hjælpe barnets system ned igen.

Men ikke alle børn vil have dig tæt på

Barnet råber:

“GÅ VÆK!”

Og du tænker:

“Men jeg har læst, at jeg skal være nærværende.”

Nærvær betyder ikke nødvendigvis:

Sid 12 centimeter fra barnets ansigt.

Det kan også være:

“Okay. Jeg går lidt væk. Jeg er lige udenfor.”

Spørg om barnet vil have plads eller nærhed

Hvis barnet kan svare:

“Vil du have et kram eller lidt plads?”

Det er et rigtig godt spørgsmål.

Barnet får:

Kontrol.

Mulighed for at mærke sit behov.

Og en vej frem.

Kram hjælper nogle børn enormt

Et trygt kram kan:

Give ro.

Sænke intensiteten.

Få barnet tilbage i kontakt.

Men kun hvis barnet vil have det.

Et barn, der ikke ønsker berøring, kan blive endnu mere frustreret af at blive holdt tæt.

Respektér “nej” til berøring

Hvis barnet siger:

“Rør mig ikke!”

så stop, medmindre du skal gribe ind af sikkerhedsmæssige årsager.

Du kan stadig være tilgængelig.

“Okay. Jeg sidder her.”

Nogle børn har brug for at være alene

Det kan være:

På værelset.

På sofaen.

I et roligt hjørne.

Det betyder ikke nødvendigvis:

Barnet afviser dig.

Måske ved barnet faktisk:

“Jeg falder hurtigere ned uden mennesker omkring mig.”

Det er værdifuld selvindsigt.

Men “gå på dit værelse” kan føles som straf

Der er forskel på:

“Gå ind på dit værelse, indtil du kan opføre dig ordentligt.”

Og:

“Vil du have lidt ro på dit værelse? Jeg er herude.”

Den ene kan føles som afvisning.

Den anden som støtte.

Skab et roligt sted

Det behøver ikke være avanceret.

Et sted med:

Mindre støj.

Mindre lys.

Færre mennesker.

En pude.

Et tæppe.

Måske høretelefoner.

Et barn, der er overstimuleret, har ikke nødvendigvis brug for flere input.

Fjern publikum

Hvis der står:

Tre søskende.

En bedsteforælder.

To voksne.

Og alle siger:

“Rolig nu.”

så kan situationen blive større.

Lad én voksen tage den.

De andre:

Væk.

Mindre socialt pres.

Søskende bør ofte skilles ad under konflikten

Hvis barnet er eksploderet på sin søster:

Det er måske ikke tidspunktet til:

“Nu skal I sidde sammen og løse det.”

Skab afstand.

Lad begge falde ned.

Samtalen kan komme senere.

Mad kan være regulering

Nogle gange ser det ud som:

Et følelsesmæssigt problem.

Men barnet har ikke spist ordentligt i seks timer.

Hvis barnet kan tage imod noget:

Snack.

Vand.

Det kan hjælpe kroppen.

Men tving ikke mad midt i total affekt

“SPIS NU DEN BANAN!”

Nu er bananen blevet en del af konflikten.

Hvis barnet ikke vil:

Lad den stå.

Tilbyd senere.

Vand er et godt første skridt

“Vil du have lidt vand?”

Nogle børn kan tage imod det, selv når de ikke kan håndtere meget andet.

Det kan også være et lille skift:

Stop.

Drik.

Træk vejret.

Bevægelse hjælper mange børn

Nogle børn har fysisk energi, der skal ud.

De kan have glæde af:

At gå.

Løbe.

Hoppe.

Cykle.

Ryste kroppen.

Kaste en blød bold.

Ikke:

“Løb ti runder som straf.”

Men:

“Skal vi gå lidt?”

En gåtur kan være lettere end en samtale

Nogle børn taler bedre:

Ved siden af dig.

End:

Over for dig.

På en gåtur er der:

Bevægelse.

Mindre øjenkontakt.

Mindre intensitet.

Det kan være meget regulerende.

Men samtalen behøver ikke komme med det samme

Barnet er faldet lidt ned.

Du tænker:

“Perfekt. Nu tager vi samtalen.”

Måske ikke.

Barnet kan stadig være på 7 ud af 10.

Giv tid.

Musik kan hjælpe

Nogle børn bruger musik til at:

Skærme af.

Falde ned.

Skifte tempo.

Det kan være en del af deres plan.

Tegning kan hjælpe

Et barn, der ikke har lyst til at tale, kan måske:

Tegne.

Skrible.

Male.

Bare bruge hænderne.

Det behøver ikke være:

“TEGN DIN VREDE.”

Medmindre barnet synes, det er fedt.

Gentagne bevægelser kan være beroligende

For eksempel:

Gynge.

Rokke.

Hoppe.

Pille ved noget.

For nogle børn hjælper rytme kroppen med at regulere.

Vejrtrækning kan virke

Ja.

Men helst ikke introduceret som:

“TRÆK VEJRET!”

midt i et raserianfald.

Barnet trækker allerede vejret.

Og er nu også irriteret på dig.

Øv vejrtrækning på rolige tidspunkter

For eksempel:

Ind gennem næsen.

Langsomt ud.

For mindre børn:

“Lugt til blomsten.”

“Pust lyset ud.”

Når teknikken er kendt, er den lettere at bruge under stress.

Lang udånding kan føles beroligende

Barnet behøver ikke tælle perfekt.

Bare:

Roligt ind.

Længere ud.

Gentag.

Men hvis barnet hader vejrtrækningsøvelser:

Vælg noget andet.

Der findes ikke én reguleringsmetode, der virker for alle

Det er vigtigt.

Nogle børn falder ned med:

Kram.

Andre bliver mere vrede.

Nogle med:

Musik.

Andre har brug for stilhed.

Nogle med:

Bevægelse.

Andre med et tæppe.

Så spørg ikke kun:

“Hvad siger bøgerne?”

Spørg:

“Hvad virker faktisk på mit barn?”

Lav et følelsesværktøjssæt sammen

Når barnet er roligt, kan I lave en liste:

Når jeg bliver meget vred, kan jeg:

Gå væk.

Drikke vand.

Få kram.

Høre musik.

Hoppe.

Ligge under tæppet.

Tegne.

Snakke.

Være alene.

Barnet kan vælge.

Barnet behøver ikke bruge den samme strategi hver gang

En dag:

Kram.

En anden:

“Gå væk.”

Det er okay.

Behov ændrer sig.

Brug en skala

“Er du på 3, 6 eller 9?”

Hvis barnet er vant til skalaen, kan det gøre følelsen mere konkret.

10:

“Jeg eksploderer.”

5:

“Jeg er virkelig irriteret.”

2:

“Jeg er okay.”

Målet er at opdage følelsen tidligere

Ved 9:

Få muligheder.

Ved 6:

Måske kan barnet sige:

“Jeg har brug for en pause.”

Ved 4:

Måske kan problemet løses.

Det er en vigtig udvikling.

Hjælp barnet med kroppens tegn

“Hvad mærker du lige før, du eksploderer?”

Barnet siger måske:

“Mit ansigt bliver varmt.”

“Jeg spænder i hænderne.”

“Jeg får lyst til at skrige.”

Det er tidlige advarsler.

Lav en plan for kroppens signaler

For eksempel:

Når hænderne knytter sig:

Pause.

Når stemmen bliver meget høj:

Vand.

Når barnet mærker varme:

Gå væk.

Jo mere konkret, desto bedre.

Sig ikke “du skal falde ned” som første strategi

Det fortæller barnet:

Hvad målet er.

Ikke:

Hvordan man kommer derhen.

Det svarer lidt til:

“Du skal bare blive bedre til matematik.”

Okay.

Hvordan?

Giv barnet en konkret næste handling

I stedet for:

“Fald ned.”

Prøv:

“Kom, vi går lige ud i køkkenet.”

Eller:

“Vil du sidde her eller på værelset?”

Eller:

“Drik lige lidt vand.”

Eller:

“Jeg sidder her uden at snakke.”

Det er handlingsorienteret.

Barnet kan ikke problemløse, hvis det stadig er helt oppe

Du spørger:

“Hvad kunne du have gjort anderledes?”

Barnet:

“VED IKKE!”

Måske fordi barnet faktisk ikke kan tænke klart endnu.

Vent.

Regulering først – refleksion bagefter

Det er en god hovedregel.

Først:

Ned i intensitet.

Så:

Hvad skete der?

Når barnet er faldet ned

Start blidt.

Ikke:

“Nå. Kan du så fortælle mig, hvad i alverden det der gik ud på?”

Prøv:

“Det blev ret voldsomt før.”

Pause.

“Hvad skete der?”

Barnet ved måske ikke hvorfor

“Ved ikke.”

Det er okay.

Du kan spørge mere konkret:

“Var du allerede træt?”

“Var det svært, da jeg sagde nej?”

“Blev du mest vred eller ked af det?”

Men stop, hvis barnet lukker.

Find triggeren uden at lede efter skyld

Målet er ikke:

“Hvem startede?”

Det er:

“Hvad skete der lige før følelsen voksede?”

Det kan være:

Sult.

Træthed.

Et nej.

Søskende.

En planændring.

En svær opgave.

Social konflikt.

For mange krav.

Nogle eksploderer efter at have holdt sammen på sig selv

Barnet har været fint:

I skole.

Til sport.

Hos venner.

Så kommer det hjem.

Og vælter.

Det kan være tegn på, at barnet først giver slip i trygge omgivelser.

Landingsrutiner kan forebygge

Efter skole:

Snack.

Drikke.

Ro.

Ingen 14 spørgsmål.

Pause.

Så resten.

Forebyggelse er ofte langt mere effektivt end at prøve at stoppe hver eksplosion midt i den.

Søvn betyder meget

Et barn med underskud har mindre følelsesmæssig buffer.

Hvis nedsmeltningerne især kommer:

Om aftenen.

Efter lange dage.

Efter dårlig søvn.

så er det værd at se på døgnrytmen.

Tjek også kalenderen

Skole.

SFO.

Fodbold.

Ven.

Lektier.

Aftensmad.

Bad.

Seng.

Barnet kan være fyldt helt op.

Måske skal der ikke kun flere reguleringsstrategier ind.

Måske skal noget ud.

Børn har brug for tom tid

Tid uden:

Præstation.

Transport.

Socialt krav.

Plan.

Bare:

Være.

Det kan være følelsesmæssig restitution.

Varsling kan forebygge eksplosionspunkter

“Ti minutter tilbage.”

“Fem minutter.”

“Sidste runde.”

Så er overgangen mindre pludselig.

Det virker især for børn, der reagerer stærkt på skift.

Giv valgmuligheder inden for grænsen

“Vi skal gå. Vil du tage jakken på her eller ude i gangen?”

Barnet får lidt kontrol.

Men grænsen er stadig:

Vi går.

Undgå falske valg

“Vil du i seng?”

Barnet:

“Nej.”

Dig:

“Du skal.”

Det skaber bare en ekstra konflikt.

Når barnet eksploderer over et nej

Det er meget almindeligt.

Barnet vil:

Mere skærm.

Slik.

En ven.

En ny ting.

Du siger nej.

Krise.

Hold fast uden at kæmpe

“Jeg kan se, du bliver virkelig vred.”

Pause.

“Svaret er stadig nej.”

Ikke:

“Fint, så får du aldrig noget igen!”

Rolig grænse.

Gråd skal ikke nødvendigvis stoppes

Barnet kan godt falde ned:

Mens det stadig græder.

Ro betyder ikke:

Ingen tårer.

Det betyder måske:

Mindre intensitet.

Mere kontakt.

Kroppen er ved at komme tilbage.

Lad barnet græde, hvis det har brug for det

Du behøver ikke sige:

“Så, så, ikke græde.”

Nogle gange hjælper det mere at sige:

“Jeg er her.”

Tårerne må godt være der.

Barnet kan blive endnu mere oprevet, hvis du forsøger for hårdt at trøste

“Kom nu her.”

“Nej!”

“Kom.”

“NEJ!”

“Jeg prøver jo bare at hjælpe!”

Nu er din hjælp blevet endnu et krav.

Træk lidt tilbage.

Tilbyd – kræv ikke

“Vil du have mig tæt på?”

Hvis nej:

“Okay.”

Det giver barnet en oplevelse af kontrol i noget, der ellers føles ukontrollerbart.

Når barnet smækker med døren

Det er irriterende.

Og måske mod jeres regler.

Men først:

Er barnet sikkert?

Er andre sikre?

Hvis ja:

Lad måske 30 sekunder gå.

Døren kan diskuteres bagefter.

Vælg hvad der er vigtigt midt i stormen

Hvis du på samme tid prøver at rette:

Tonefald.

Dør.

Rod.

Ordvalg.

Kropsholdning.

øger du kravene.

Fokusér først på:

Sikkerhed.

Reparation kommer bagefter

Når barnet er roligt:

“Du smækkede døren rigtig hårdt. Det gør vi ikke. Hvad kan du gøre næste gang?”

Nu kan barnet lære.

Hvis noget blev ødelagt

Barnet hjælper med:

At samle op.

Rydde op.

Reparere.

Erstatte på en passende måde.

Ikke som ydmygelse.

Som naturligt ansvar.

Hvis nogen blev såret

Barnet kan senere:

Sige undskyld.

Tjekke hvordan den anden har det.

Gøre noget for at reparere.

Men vent til barnet faktisk kan være i samtalen.

Tving ikke et tomt undskyld

“SIG UNDSKYLD!”

“UNDSKYLD!”

“SIG DET ORDENTLIGT!”

Nu har familien fået endnu en konflikt.

Reparation er vigtigere end performance.

Hjælp barnet med at beskrive, hvad det kunne gøre næste gang

“Da du blev så vred på din søster, hvad kunne du gøre før du slog?”

Måske:

Gå væk.

Råbe efter en voksen.

Sige stop.

Gå på værelset.

Barnet har brug for alternativer.

Man kan ikke bare fjerne en adfærd

Hvis beskeden er:

“Du må ikke slå.”

Godt.

Men barnet har stadig:

Vreden.

Så spørg:

“Hvad gør du i stedet?”

Det er dér træningen ligger.

Lav en kort nødplan

For eksempel:

Når jeg bliver meget vred:

1. Stop.

2. Gå væk.

3. Sig “pause”.

4. Find en voksen.

5. Brug én ting, der hjælper mig.

Den skal være enkel nok til at huske.

Øv planen, når barnet er roligt

Lav næsten rollespil.

“Forestil dig, at din søster tager fjernbetjeningen. Du bliver virkelig vred. Hvad gør du?”

Barnet:

“Går væk.”

Godt.

Nu er der en mental sti, barnet kan bruge senere.

Planen virker ikke perfekt fra første dag

Selvfølgelig ikke.

Barnet kommer stadig til at eksplodere.

Færdigheden udvikles gennem gentagelse.

Kig efter små forbedringer

Før:

20 minutters råb.

Senere:

Før:

Slag.

Senere:

Kast med pude.

Senere:

Smækker døren.

Senere:

“LAD MIG VÆRE!”

Senere:

“Jeg har brug for pause.”

Det er progression.

Ros regulering konkret

“Du blev virkelig vred, men du gik væk i stedet for at slå.”

Det er værd at lægge mærke til.

Barnet lærer:

Det var en strategi.

Jeg kan bruge den igen.

Undgå “se, du kunne jo godt”

Det kan lyde lidt:

“Så hvorfor har du været så besværlig alle de andre gange?”

Prøv bare:

“Det hjalp dig at gå lidt væk.”

Mere neutralt.

Voksne modellerer regulering hele tiden

Du spilder kaffe.

Internettet dør.

Du får en parkeringsbøde.

Barnet ser:

Hvad gør du?

Hvis du siger:

“Ej, hvor er jeg frustreret. Jeg tager lige et øjeblik.”

så underviser du.

Hvis du eksploderer

Det sker også.

Reparér.

“Jeg blev for vred og råbte. Det var ikke okay. Jeg skulle have taget en pause.”

Det er måske noget af den bedste undervisning, barnet kan få.

Du behøver ikke være perfekt for at lære barnet regulering

Du skal bare være villig til:

At prøve.

At reparere.

At gøre det lidt bedre næste gang.

Det er faktisk præcis det, du ønsker af barnet.

Når barnet siger “jeg kan ikke falde ned”

Tro på følelsen.

“Okay. Jeg hjælper dig.”

Ikke:

“Jo, du kan.”

Barnet har måske brug for støtte.

Gør det konkret

“Vi behøver ikke blive helt rolige. Lad os bare gå fra 10 til 8.”

Det kan være lettere.

Målet kan være lidt mindre intensitet

Ikke:

Total fred.

Bare:

Mindre.

Hvis barnet kan:

Stoppe med at slå.

Sætte sig.

Trække vejret lidt roligere.

så er I allerede på vej.

Regulering går i bølger

Barnet falder lidt ned.

Så kommer følelsen op igen.

Det er normalt.

Du tænker:

“NU VAR VI JO NÆSTEN FÆRDIGE!”

Følelser er ikke altid lineære.

Bliv ved med samme rolige ramme.

Undgå at genstarte konflikten

Barnet er næsten roligt.

Du siger:

“Og for resten, du skal altså også vide…”

Boom.

Gem resten.

Prioritér relation før lektionen

Der kommer tid til:

Regler.

Ansvar.

Samtale.

Men barnet lærer bedre, når det først føler:

Vi er okay.

“Jeg er ikke sur på dig længere”

Nogle børn spørger:

“Er du stadig sur?”

Det kan være vigtigt at svare tydeligt.

“Jeg var frustreret over det, der skete. Men vi er okay.”

Barnet kan have brug for at vide:

Relationen overlevede.

Børn kan blive bange for deres egne store følelser

Efter en eksplosion kan barnet sige:

“Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør sådan.”

Det kan være skamfuldt.

Hjælp barnet med at forstå:

“Din vrede bliver nogle gange meget stor. Vi øver os i at opdage den tidligere.”

Problem.

Ikke identitet.

Undgå “du er voldsom”

Prøv:

“Det blev voldsomt.”

Adfærd kan ændres.

Identitet føles mere fast.

Hvis barnet ofte eksploderer med en børnepasser

Det betyder ikke nødvendigvis, at passeren er forkert.

Måske kommer eksplosionen ved:

Sengetid.

Skærmstop.

Forældrenes afgang.

Søskendekonflikt.

Det kan være faste triggere.

Forældrene bør dele strategier med passeren

Fortæl:

Hvad hjælper?

Hvad gør det værre?

Vil barnet have plads?

Hvilke sætninger bruger I?

Hvilke grænser er vigtige?

Det gør situationen mere forudsigelig.

Passeren skal ikke opfinde sin egen store følelsesmetode

Hvis familien har en fungerende plan:

Følg den.

Konsistens hjælper.

Som passer: hold dig rolig og enkel

“Du er rigtig vred.”

“Jeg lader dig ikke slå.”

“Vil du have plads?”

“Jeg er her.”

Og kontakt forældrene, hvis situationen kræver det.

En passer kan også forebygge overbelastning

Nogle eksplosioner kommer, fordi eftermiddagen er:

For presset.

Én voksen skal:

Hente.

Lave mad.

Hjælpe med lektier.

Køre.

Håndtere søskende.

En ekstra voksen kan sænke tempoet.

På Sitters kan familier finde hjælp i de pressede timer

På Sitters kan I oprette jer som familie og finde en passer, der eksempelvis kan hjælpe med afhentning, eftermiddag, lektier, fritidsaktiviteter eller være den rolige ekstra voksen, når resten af familien har meget at håndtere.

Hvis du selv vil være passer

At være passer handler også om at kunne stå i:

Gråd.

Vrede.

Frustration.

Et barn, der råber:

“GÅ VÆK!”

uden straks at gøre det personligt.

Hvis du gerne vil være en tryg ekstra voksen i familiers hverdag, kan du oprette dig som passer på Sitters.

10 ting du kan prøve, når barnet skal falde ned

1. Sørg først for sikkerhed.

2. Sænk din egen stemme og tempo.

3. Brug få ord.

4. Spørg om barnet vil have nærhed eller plads.

5. Reducér støj og andre mennesker omkring barnet.

6. Prøv vand, bevægelse eller ro afhængigt af barnet.

7. Brug kendte strategier frem for at introducere nye midt i stormen.

8. Vent med problemløsning og forklaringer.

9. Tal om episoden senere.

10. Find sammen ud af, hvad der faktisk hjalp.

Sætninger der kan hjælpe

“Jeg er her.”

“Du er rigtig vred.”

“Du må gerne være vred. Jeg lader dig ikke slå.”

“Vil du have plads eller vil du have mig tæt på?”

“Vi behøver ikke løse det lige nu.”

“Vi taler om det senere.”

“Vil du have lidt vand?”

“Skal vi gå en tur?”

“Jeg kan se, det er svært at falde ned lige nu.”

“Jeg hjælper dig.”

Sætninger der ofte hjælper mindre

“Fald nu ned.”

“Stop med at græde.”

“Du overdriver.”

“Hvad er der galt med dig?”

“Der er ikke noget at være vred over.”

“Hvis du ikke stopper NU…”

“Se på mig, når jeg taler til dig!”

“Du ødelægger hele dagen.”

De kan øge:

Skam.

Pres.

Konflikt.

Barnet behøver ikke øjenkontakt

Nogle voksne kræver:

“SE PÅ MIG.”

Men når barnet er overvældet, kan direkte øjenkontakt faktisk føles mere intenst.

Lad barnet:

Kigge væk.

Sidde ved siden af.

Lytte uden at se.

Det er stadig kontakt.

Barnet behøver heller ikke svare

“Kan du høre mig?”

Barnet svarer ikke.

Det kan måske godt høre.

Men har ikke overskud til at tale.

Giv tid.

Stilhed kan være enormt hjælpsomt

Nogle gange er den bedste strategi:

Sid der.

Ingen tale.

Ingen spørgsmål.

Bare en rolig voksen i nærheden.

Det føles næsten som:

“Jeg gør ingenting.”

Men du gør faktisk noget.

Hvornår skal man være mere bekymret?

Store følelsesreaktioner er almindelige hos børn.

Men det kan være relevant at søge faglig rådgivning, hvis barnet over længere tid:

Har meget hyppige og ekstreme udbrud.

Gentagne gange skader sig selv eller andre.

Ødelægger ting alvorligt.

Har svært ved at fungere i skole eller sociale sammenhænge.

Virker meget ulykkeligt.

Ikke kan komme ned igen uden meget langvarige forløb.

Eller hvis familien føler, at situationen er blevet uoverskuelig.

Søg akut hjælp ved akut fare

Hvis barnet er i alvorlig og umiddelbar fare for at skade sig selv eller andre, skal situationen håndteres som en akut sikkerhedssituation og relevant akut hjælp kontaktes.

Det er noget andet end et almindeligt raserianfald.

Se på hele barnet

Hvis udbruddene er blevet værre:

Hvad har ændret sig?

Søvn?

Skole?

Venner?

Familie?

Aktiviteter?

Sygdom?

Stress?

Barnets reaktioner findes i en sammenhæng.

Målet er ikke at få barnet til at stoppe med at føle

Det er værd at gentage.

Målet er ikke:

“Bliv glad igen hurtigst muligt.”

Nogle følelser har brug for tid.

Målet er:

Sikkerhed.

Gradvis regulering.

Og senere forståelse.

En dag opdager barnet måske selv signalet

Søsteren siger noget.

Du ser barnets ansigt ændre sig.

Barnet spænder.

Du forbereder dig.

Så siger barnet:

“Jeg er for sur. Jeg går lige.”

Og går ind på værelset.

Du står næsten tilbage og tænker:

Hvem er du, og hvad har du gjort ved mit barn?

Men det er præcis det, I har øvet.

Barnet blev ikke mindre vredt.

Det blev bedre til at håndtere vreden.

Konklusion

Hvordan hjælper man et barn med at falde ned?

Ikke nødvendigvis ved at sige:

“Fald ned.”

Start i stedet med:

Sikkerhed.

Din egen ro.

Få ord.

Mindre stimulation.

Og en konkret strategi, barnet allerede kender.

Nogle børn har brug for:

Kram.

Andre:

Plads.

Nogle:

Bevægelse.

Andre:

Stilhed.

Find ud af, hvad der virker på netop dit barn.

Vent med:

Forklaringer.

Undskyldninger.

Problemløsning.

Og lange samtaler,

til barnet er mere reguleret.

Tal bagefter om:

Hvad skete?

Hvad mærkede barnet?

Hvad hjalp?

Hvad kan barnet prøve næste gang?

For målet er ikke, at du skal falde barnet ned resten af dets liv.

Målet er gradvist at flytte færdigheden fra:

“Hjælp mig.”

til:

“Jeg kan mærke, hvad jeg har brug for.”

Hvis de mest pressede tidspunkter i familien gør det svært at skabe den ro, barnet har brug for, kan ekstra hjælp i hverdagen også gøre en forskel. På Sitters kan I oprette jer som familie og finde en passer, der kan hjælpe efter skole, med aktiviteter eller andre timer, hvor familien har brug for et ekstra sæt rolige hænder.

Og hvis du selv gerne vil være en tryg ekstra voksen i både de hyggelige og følelsesmæssigt intense øjeblikke, kan du oprette dig som passer.

For nogle gange er det bedste, du kan sige til et barn, der ikke kan falde ned, ikke:

“Fald ned.”

Det er bare:

“Jeg er her. Vi finder roen sammen.”