Når barnet holder alle følelser inde – hvad kan du gøre?
“Det er fint.”
Barnet siger det hurtigt.
Du spørger:
“Er du sikker?”
“Ja.”
“Er der sket noget i skolen?”
“Nej.”
“Er du ked af det?”
“Nej.”
Men du kan mærke:
Noget er anderledes.
Barnet virker stille.
Kort for hovedet.
Trækker sig.
Vil ikke rigtig tale.
Måske græder barnet ikke.
Måske råber det ikke.
Måske eksploderer det heller ikke.
Det gør bare det modsatte:
Holder det hele inde.
For nogle børn er store følelser meget synlige.
De råber.
Græder.
Bliver vrede.
Andre børn bliver mere stille.
De siger:
“Det er okay.”
“Det gør ikke noget.”
“Jeg er ligeglad.”
Selv når det tydeligvis gør noget.
Og som forælder kan det være svært.
For hvordan hjælper man et barn, der ikke fortæller, hvad det føler?
Stilhed betyder ikke nødvendigvis, at barnet ikke føler noget
Det er vigtigt.
Nogle børn mærker meget.
Men viser lidt.
De kan være:
Kede af det.
Jaloux.
Vrede.
Flove.
Bekymrede.
Ensomme.
Skuffede.
Uden at sige det direkte.
Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet skjuler noget bevidst.
Det kan også være, at barnet ikke ved:
Hvad det føler.
Hvordan det skal sige det.
Om det må sige det.
Eller hvad der sker, hvis det gør.
Nogle børn har svært ved at finde ordene
Du spørger:
“Hvad føler du?”
Barnet:
“Ved ikke.”
Det kan faktisk være sandt.
Følelser kan være uklare.
Især hvis barnet er:
Træt.
Overvældet.
Flovt.
Eller vant til ikke at tale så meget om dem.
“Ved ikke” er ikke nødvendigvis modstand
Det kan være:
Manglende sprog.
Manglende overskud.
Manglende tryghed i øjeblikket.
Eller bare:
“Jeg vil ikke tale om det endnu.”
Det kan være hjælpsomt at respektere.
Pres kan få barnet til at lukke mere
“Hvad er der galt?”
“Intet.”
“Jo, der er.”
“Nej.”
“Jeg kan se, der er noget.”
“NEJ!”
Nu har I en konflikt om:
Hvorvidt barnet har en følelse.
Ikke særlig produktivt.
Giv barnet en åben dør
Prøv:
“Du behøver ikke fortælle nu. Men hvis der er noget, jeg skal vide, så vil jeg gerne høre det.”
Og så:
Lad være med at spørge hvert tredje minut.
Barnet skal mærke:
Døren er åben.
Ikke:
Døren står og banker på mig.
Nogle børn taler bedre senere
Ikke:
Lige efter skole.
Ikke:
Midt i konflikten.
Men måske:
I bilen.
Ved sengetid.
På en gåtur.
Mens I laver noget sammen.
Når der ikke er direkte øjenkontakt.
Timing betyder meget.
Samtaler ved siden af hinanden kan være lettere
På sofaen.
I bilen.
På cykelturen.
Mens I tegner.
Mens I laver mad.
For nogle børn føles:
“Vi skal tale.”
meget intenst.
Men en samtale, der opstår mens hænderne laver noget andet, kan være lettere.
Undgå at gøre hver samtale til et projekt
“NU skal vi tale om dine følelser.”
Barnet:
Nej tak.
Følelsessamtaler kan være små.
“Det så ud som om, du blev lidt skuffet før.”
Pause.
“Ja.”
Det er allerede noget.
Brug observationer frem for forhør
I stedet for:
“Hvorfor er du ked af det?”
Prøv:
“Jeg lagde mærke til, at du blev meget stille, da de andre begyndte at tale om festen.”
Det er mere konkret.
Barnet kan sige:
“Ja.”
Eller:
“Det havde ikke noget med det at gøre.”
Begge svar er information.
Gæt forsigtigt
“Jeg spekulerer på, om du måske følte dig udenfor?”
Ikke:
“Du FØLER dig udenfor.”
Giv barnet lov til at rette dig.
Barnet skal have lov til at sige nej
“Nej, det var ikke derfor.”
Fint.
Tro ikke automatisk:
“Barnet benægter.”
Måske tager du bare fejl.
Følelsessprog bygges langsomt
Hvis familien aldrig rigtig har talt om:
Skuffelse.
Flovhed.
Jalousi.
Usikkerhed.
Sorg.
så kan barnet mangle ord.
Det kan læres.
Brug flere følelsesord i hverdagen
“Jeg blev lidt nervøs.”
“Jeg blev skuffet.”
“Jeg var frustreret.”
“Jeg blev lettet.”
Barnet lærer gennem almindeligt sprog.
Ikke kun direkte undervisning.