“Hvordan var din dag?”
“FINT!”
Barnet smider tasken.
Du spørger:
“Vil du have et æble?”
“NEJ!”
“Okay, hvad vil du så have?”
“JEG VED DET IKKE!”
Tre minutter senere ligger jakken på gulvet.
En søskende siger noget.
Og så eksploderer det hele.
Gråd.
Vrede.
Råb.
Måske en dør, der bliver smækket.
Og som forælder kan man stå tilbage og tænke:
Hvordan kan mit barn have haft en helt fin dag i skolen og så falde fuldstændig fra hinanden derhjemme?
Det kan virke næsten selvmodsigende.
Læreren siger:
“Hun har været glad hele dagen.”
Barnet kommer hjem:
Katastrofe.
Men de to ting kan sagtens hænge sammen.
For nogle børn bruger enorme mængder energi på at:
Koncentrere sig.
Følge regler.
Navigere socialt.
Vente på tur.
Håndtere støj.
Løse opgaver.
Styres af klokker og skemaer.
Holde frustrationer tilbage.
Når barnet kommer hjem til et sted, hvor det føler sig trygt, slipper spændingen.
Og så kan den forkerte snack blive det sidste lille skub.
Barnet eksploderer måske netop fordi det føler sig trygt
Det kan være svært at tro på.
For som forælder kan man tænke:
“Hvis hjemmet er så trygt, hvorfor får vi så den værste version?”
Men netop fordi barnet ikke længere behøver holde sammen på sig selv.
I skolen kan barnet måske tænke:
Jeg skal vente.
Jeg skal høre efter.
Jeg må ikke råbe.
Jeg skal sidde stille.
Jeg skal løse den her opgave.
Jeg skal håndtere, at min ven satte sig et andet sted.
Barnet holder.
Holder.
Holder.
Og så kommer det hjem.
Systemet slipper.
Det betyder ikke, at barnet har “spillet skuespil” hele dagen
Barnet kan sagtens have været oprigtigt glad i skolen.
Og stadig være fuldstændig brugt bagefter.
Vi voksne kender det også.
En arbejdsdag kan være:
God.
Produktiv.
Hyggelig.
Og stadig efterlade os med:
“Jeg vil ikke tale med nogen de næste 20 minutter.”
Børn har bare ikke altid samme mulighed for at sige det så elegant.
Efter-skole-eksplosionen kan se forskellig ud
For nogle børn er det:
Vrede.
For andre:
Gråd.
For andre igen:
Meget fjollet adfærd.
Konflikter.
Klamren.
Råb.
At barnet ikke kan tage selv små beslutninger.
Eller:
“ALT ER DUMT!”
Det kan være forskellige udtryk for samme ting:
Systemet er overbelastet.
Den forkerte kop er sjældent hele årsagen
Barnet:
“JEG VILLE HAVE DEN BLÅ!”
Du:
“Det er jo bare en kop.”
Ja.
For dig.
Men hvis barnet allerede er på 9 ud af 10 i belastning, kan koppen være:
Den sidste dråbe.
Ikke hele problemet.
Det kan hjælpe at tænke:
“Hvad skete før koppen?”
Skolen kræver meget selvkontrol
Selv en god skoledag kræver ofte:
At sidde på bestemte tidspunkter.
At være stille.
At tale på bestemte tidspunkter.
At skifte aktivitet.
At pakke sammen.
At finde ting.
At være sammen med mange mennesker.
At navigere i venskaber.
At håndtere lærerens krav.
At håndtere egne fejl.
At vente.
Det er meget.
Socialt arbejde er også arbejde
Barnet skal måske hele dagen:
Aflæse andre.
Vurdere:
Er de stadig mine venner?
Må jeg være med?
Hvad mente hun?
Hvor skal jeg sidde?
Hvem arbejder jeg med?
Var han sur?
Små sociale situationer kan bruge overraskende meget energi.
Især hvis barnet er meget opmærksomt på andre
Nogle børn mærker:
Stemninger.
Lyde.
Blikke.
Kommentarer.
Meget tydeligt.
De kan have haft en “god dag” og stadig have behandlet enormt meget information.
Når de kommer hjem, er kapaciteten brugt.
Støj kan fylde mere, end voksne tror
Klasseværelser.
Gange.
Frikvarter.
Stole.
Stemmer.
Døre.
Skolegård.
Eftermiddagsordning.
For nogle børn er det bare baggrund.
For andre er det konstant input.
Så hjemmets ro kan være nødvendig.
Og så spørger vi 14 spørgsmål
Barnet kommer ind.
“Hej!”
“Hvordan gik det?”
“Hvad lavede I?”
“Hvem legede du med?”
“Har du lektier?”
“Har du husket madkassen?”
“Skal du til håndbold?”
“Vil du have noget at spise?”
Barnets hjerne:
STOP.
Prøv en blødere landing
Barnet kommer hjem.
“Hej. Dejligt at se dig.”
Og så:
Ikke nødvendigvis mere.
Lad barnet:
Smide tasken.
Drikke noget.
Spise.
Sidde.
Være stille.
Det kan være præcis det, systemet har brug for.