“JEG KAN IKKE!”
Blyanten ryger på bordet.
Legoen vil ikke sidde rigtigt.
Lynlåsen driller.
Matematikstykket giver ingen mening.
Tegningen ser ikke ud, som barnet havde forestillet sig.
Og pludselig er problemet ikke længere:
En lynlås.
En Lego-klods.
Eller et regnestykke.
Nu er problemet:
ALT.
“Jeg kan aldrig finde ud af noget!”
“Det er umuligt!”
“Jeg gider ikke mere!”
“Jeg er dårlig til det!”
Som voksen kan man stå ved siden af og tænke:
Det var jo bare en lille ting.
Men for barnet kan frustrationen være enorm.
Nogle børn kan prøve igen ti gange.
Andre møder én lille modstand og går direkte fra:
“Jeg prøver.”
til:
“MIT LIV ER ØDELAGT.”
Så hvordan hjælper man et barn, der bliver meget frustreret?
Ikke ved at fjerne alle problemer.
Og heller ikke ved bare at sige:
“Du skal lære at klare det selv.”
Barnet skal gradvist lære noget midt imellem:
“Det her er svært. Jeg kan godt være i følelsen og finde ud af, hvad jeg gør nu.”
Frustration er en vigtig følelse
Frustration opstår ofte, når:
Barnet vil noget.
Men noget står i vejen.
Det kan være:
En opgave, der er svær.
Noget kroppen ikke kan endnu.
En regel.
Et nej.
Ventetid.
En fejl.
En anden person.
Manglende kontrol.
Frustrationen fortæller:
“Jeg vil fremad, men jeg kan ikke komme videre lige nu.”
Det er ikke i sig selv et problem.
Faktisk er frustration en helt naturlig del af:
At lære.
At øve.
At udvikle sig.
At være sammen med andre.
At leve.
Målet er ikke at fjerne frustration
Hvis vi fjerner alle situationer, hvor barnet bliver frustreret, lærer barnet ikke nødvendigvis at håndtere følelsen.
Målet er heller ikke:
At gøre livet unødigt svært.
Målet er passende modstand.
Noget barnet kan kæmpe lidt med.
Uden at blive efterladt helt alene.
Frustrationstolerance udvikles gradvist
Et lille barn kan have meget lidt tolerance for:
At vente.
At fejle.
At få et nej.
At noget ikke virker første gang.
Det er ikke mærkeligt.
Evnen udvikler sig over tid.
Og børn udvikler sig forskelligt.
Nogle børn mærker frustration meget intenst
For ét barn er en fejl:
“Øv.”
For et andet:
“JEG KAN IKKE FINDE UD AF NOGET!”
Samme situation.
Forskellig intensitet.
Det betyder ikke nødvendigvis, at det andet barn er forkælet eller dramatisk.
Barnets følelsessystem reagerer bare kraftigere.
Frustration kan hurtigt blive til vrede
Barnet prøver at bygge noget.
Det vælter.
Barnet prøver igen.
Det vælter.
Så kommer:
“DUMME LEGO!”
Og måske flyver en klods.
Frustrationen er blevet til vrede.
Det sker hurtigt hos nogle børn.
Den kan også blive til gråd
Ikke alle frustrerede børn råber.
Nogle:
Græder.
Giver op.
Siger:
“Jeg kan ikke.”
Trækker sig.
Vil have den voksne til at gøre det.
Det er stadig frustration.
Bare et andet udtryk.
Og nogle børn vender frustrationen mod sig selv
“Jeg er dum.”
“Jeg kan aldrig noget.”
“Alle andre er bedre.”
Det er vigtigt at lægge mærke til.
Problemet var måske:
Et svært regnestykke.
Men barnet gør det til:
En vurdering af sig selv.
Hjælp barnet med at adskille opgaven fra identiteten
Barnet:
“Jeg er dårlig til matematik.”
Prøv:
“Det her stykke er svært for dig lige nu.”
Stor forskel.
Fra:
Jeg er problemet.
Til:
Jeg har et problem, jeg arbejder med.
“Jeg kan ikke” kan blive til “jeg kan ikke endnu”
Det lille ord:
endnu
kan være hjælpsomt.
“Jeg kan ikke binde mine sko.”
“Du kan ikke binde dem endnu.”
Det lover ikke:
“Du bliver verdensmester i snørebånd.”
Det siger bare:
Færdigheder kan udvikle sig.
Pas på med at bruge “endnu” som en irriterende catchphrase
Barnet:
“Jeg KAN IKKE!”
Dig:
“Du kan ikke ENDNU!”
Barnet:
“STOP MED AT SIGE ENDNU!”
Fair.
Et godt redskab kan også overbruges.
Anerkend først
Barnet kæmper med noget.
I stedet for straks:
“Kom nu, du kan godt!”
Prøv:
“Det er virkelig svært.”
Det kan virke kontraintuitivt.
Men barnet føler sig forstået.
“Du kan godt!” hjælper ikke altid
Vi mener det positivt.
Men barnet kan høre:
“Du burde kunne.”
Hvis barnet lige nu oplever:
“Jeg kan faktisk ikke,”
kan opmuntringen føles som pres.
Prøv i stedet:
“Du har ikke fundet ud af det endnu. Skal vi se på det sammen?”
Hjælp uden at overtage
Barnet kan ikke få puslespilsbrikken til at passe.
Du kan:
Tage den.
Sætte den i.
“Sådan.”
Problem løst.
Men træningen forsvandt.
Giv den mindst mulige hjælp
Prøv:
“Vil du prøve at dreje den?”
Eller:
“Se på formen her.”
Eller:
“Jeg holder den her del, mens du gør resten.”
Barnet får hjælp.
Men oplever stadig:
Jeg gjorde noget.