“Det var snyd!”
Spillet er slut.
Dit barn tabte.
Og nu vælter det hele.
Brikker bliver skubbet væk.
Kortene ryger på gulvet.
Barnet råber:
“Jeg gider aldrig spille det her igen!”
Måske kommer tårerne.
Måske vrede.
Måske begge dele på samme tid.
Og som forælder kan man stå tilbage og tænke:
Hvordan lærer jeg mit barn at tabe uden at hele familien skal igennem en mindre krise?
For det kan være virkelig frustrerende.
Især når I bare prøvede at have en hyggelig stund.
Et spil.
En fodboldkamp.
En lille konkurrence.
Og pludselig føles det, som om tabet betyder meget mere for barnet end selve aktiviteten.
Men det gør det måske også.
For nogle børn handler det at tabe ikke bare om:
“Jeg fik færre point.”
Det kan føles som:
“Jeg er dårlig.”
“Jeg fejlede.”
“De andre er bedre end mig.”
“Jeg burde have vundet.”
“Nu ser alle, at jeg ikke er god nok.”
Så før målet bliver:
“Barnet skal stoppe med at blive sur over at tabe,”
er det værd at forstå, hvorfor nederlaget fylder så meget.
Det er normalt at blive skuffet
Først det vigtigste:
Barnet behøver ikke lære at være glad for at tabe.
Det ville også være lidt mærkeligt.
Hvis barnet virkelig gerne ville vinde, må det gerne blive:
Skuffet.
Irriteret.
Frustreret.
Ked af det.
Det er ikke følelsen i sig selv, der er problemet.
Det er, hvad barnet gør med den.
“God taber” betyder ikke “ligeglad”
En god taber behøver ikke sige:
“Fantastisk! Jeg elsker nederlag!”
Det kan sagtens være:
“Øv, jeg ville virkelig gerne have vundet.”
Og så:
Ikke smide brikker.
Ikke kalde de andre dumme.
Ikke snyde.
Ikke ødelægge spillet.
Ikke kræve revanche, indtil barnet endelig vinder.
Det er dér færdigheden ligger.
Nogle børn oplever tab som noget personligt
For voksne kan et spil være:
Et spil.
For barnet kan det blive:
Et bevis.
“Hvis jeg vinder, er jeg god.”
“Hvis jeg taber, er jeg dårlig.”
Så føles nederlaget langt større.
Barnet tabte ikke bare i Uno.
Barnet føler måske:
“Jeg tabte som menneske.”
Det er selvfølgelig ikke rationelt.
Men følelser følger ikke altid voksenlogik.
Perfektionisme kan spille ind
Nogle børn har meget høje forventninger til sig selv.
De vil:
Være bedst.
Gøre det rigtigt.
Vinde.
Lykkes hurtigt.
Hvis det ikke sker:
Stor frustration.
Det kan se ud som dårlig opførsel.
Men under vreden kan der ligge:
Skuffelse over sig selv.
“Du behøver ikke være bedst”
Det er en vigtig besked.
Men den skal ofte vises mange gange.
Ikke kun siges én gang.
Barnet skal opleve:
Jeg kan tabe.
Og stadig være okay.
Jeg kan lave fejl.
Og stadig være god til noget.
Jeg kan blive nummer to.
Og stadig have haft det sjovt.
Konkurrence rammer børn forskelligt
Nogle børn elsker konkurrencer.
De bliver mere motiverede.
Andre børn bliver meget pressede.
Så snart der er:
Vindere.
Tabere.
Point.
Placering.
begynder stemningen at ændre sig.
Det betyder ikke, at barnet aldrig skal konkurrere.
Men det kan fortælle dig, hvor udfordringen ligger.
Se på hvilke situationer der udløser det
Er det især:
Brætspil?
Sport?
Computerspil?
Søskende?
Skole?
Quizzer?
Kapløb?
Alt med point?
Eller kun når barnet taber til bestemte personer?
Mønstret kan fortælle meget.
Søskende kan gøre nederlag værre
Barnet taber til mor:
“Øv.”
Barnet taber til lillebror:
“DET TÆLLER IKKE!”
Der kan ligge mere i det.
Søskende har allerede:
Sammenligning.
Jalousi.
Hierarki.
Konkurrence om opmærksomhed.
Så et simpelt spil kan få ekstra betydning.
“Men han er jo yngre!”
Netop.
Hvis barnet tænker:
“Jeg burde være bedre, fordi jeg er ældre,”
kan et nederlag til en yngre søskende føles ekstra pinligt.
Her hjælper det at undgå:
“Ej, din lillebror slog dig!”
selv for sjov.
Voksne kan komme til at gøre konkurrencen større
“NU MÅ VI SE, HVEM DER ER BEDST!”
“Far vinder ALTID!”
“Du kan da ikke tabe til mor!”
Det er måske ment som sjov.
Men for et barn, der allerede har svært ved nederlag, kan det skrue presset op.
Tone betyder noget
Konkurrence må gerne være sjov.
Men hvis barnet bliver meget påvirket, kan I nedtone:
Hån.
Drilleri.
Overdreven jubel.
“IN YOUR FACE!”
Særligt fra voksne.
Barnet skal stadig lære at tåle nederlag.
Men det behøver ikke samtidig håndtere ydmygelse.
Lad være med altid at lade barnet vinde
Det er fristende.
Du ser katastrofen komme.
Barnet mangler én brik.
Du kunne godt vinde.
Men…
“Ups, jeg lagde den forkerte.”
Barnet vinder.
Alle overlever.
Problemet er, at barnet så får færre muligheder for at øve nederlag i en tryg situation.