“Hvis jeg tømmer opvaskemaskinen, får jeg så penge?”
Barnet står klar.
Ikke nødvendigvis fordi det pludselig har udviklet en dyb passion for husholdningsarbejde.
Men fordi det har opdaget noget vigtigt:
Arbejde kan give penge.
Og så kommer spørgsmålet:
Skal børn arbejde for deres lommepenge?
Skal pengene være betaling for pligter?
Eller skal børn hjælpe derhjemme, fordi de er en del af familien?
Det er en klassisk diskussion.
For der er gode argumenter på begge sider.
På den ene side kan betaling for opgaver lære barnet:
Arbejde.
Indsats.
Indtjening.
På den anden side kan det hurtigt udvikle sig til:
“Får jeg penge for at sætte min tallerken ud?”
Og pludselig har familien en meget lille medarbejder, der kun arbejder på akkord.
Så hvad giver mest mening?
Der findes ikke én rigtig model
Nogle familier bruger:
Pligter = lommepenge.
Andre bruger:
Lommepenge = økonomisk træning, mens pligter er en del af familielivet.
Og nogle kombinerer de to.
Alle tre modeller kan fungere.
Det vigtigste er:
At familien ved, hvad systemet skal lære barnet.
Først: hvad er formålet med lommepengene?
Hvis formålet er:
At barnet skal lære at styre et budget,
kan et fast beløb give mening.
Hvis formålet også er:
At barnet skal opleve sammenhængen mellem indsats og indtjening,
kan betaling for nogle opgaver være relevant.
Spørg derfor:
Hvad vil vi egentlig lære?
Model 1: barnet får kun penge for arbejde
Her fungerer lommepengene mere som løn.
Barnet udfører bestemte opgaver.
Og får betaling.
For eksempel:
Støvsuge.
Vaske bil.
Ordne have.
Tømme opvaskemaskine.
Når arbejdet er lavet:
Pengene kommer.
Fordelen er tydelig sammenhæng
Barnet lærer:
Jeg gør noget.
Jeg tjener noget.
Det kan være meget konkret.
Og motiverende.
Det kan også give barnet en følelse af kontrol
Barnet vil gerne spare hurtigere.
Så spørger det:
“Kan jeg lave mere arbejde?”
Det kan være en fin erfaring.
Ønsket om noget kobles sammen med:
Indsats.
Ikke kun:
“Kan jeg få flere penge?”
Men modellen har en udfordring
Du siger:
“Vil du tømme opvaskemaskinen?”
Barnet:
“Hvor meget får jeg?”
Du:
“Det er bare din pligt.”
Barnet:
“Så nej.”
Hmm.
Hvis barnet lærer, at alt arbejde i hjemmet er en økonomisk transaktion, kan det blive svært at lære:
Vi hjælper også bare hinanden.
Hvad sker der, hvis barnet ikke vil have pengene?
“Ryd op.”
“Jeg har ikke brug for lommepenge i denne uge.”
Checkmate.
Hvis opgaverne er nødvendige for familien, kan de være svære at gøre helt afhængige af løn.
Model 2: faste lommepenge uden forbindelse til pligter
Her får barnet et fast beløb.
For eksempel:
Hver fredag.
Uanset om barnet har:
Tømt opvaskemaskinen.
Redt seng.
Ryddet værelse.
Lommepengene handler primært om:
Økonomisk ansvar.
Pligter er så noget andet
Barnet hjælper, fordi:
Det bor i hjemmet.
Alle bidrager.
Det er en del af fællesskabet.
Ligesom voksne også laver masser af arbejde uden at få en 20'er af familien bagefter.
Fordelen er klare roller
Lommepenge lærer:
Budget.
Opsparing.
Forbrug.
Pligter lærer:
Ansvar.
Samarbejde.
Familiefællesskab.
To forskellige læringer.
Men barnet lærer mindre direkte om at tjene penge
Hvis pengene bare lander:
Hver uge.
kan barnet tænke:
Penge kommer automatisk.
Det kan derfor være smart at supplere med mulighed for ekstra indtjening.
Model 3: faste pligter + mulighed for ekstra arbejde
Det er en populær mellemvej.
Barnet har nogle opgaver, det bare forventes at hjælpe med.
Og nogle ekstra opgaver kan give betaling.
For eksempel:
Almindelige pligter:
Rydde eget service væk.
Holde nogenlunde orden.
Hjælpe med små ting.
Ekstra arbejde:
Vaske bilen.
Rydde kælderen.
Lave større havearbejde.
Sortere et stort lager.
Barnet får ikke betaling for alt.
Men kan tjene ekstra.
Det kan lære to ting samtidig
Vi hjælper hinanden uden betaling.
Og:
Ekstra arbejde kan give ekstra penge.
Det minder faktisk mere om voksenlivet.
Hvordan skelner man mellem pligt og ekstra arbejde?
En god tommelfingerregel kan være:
Det, der handler om barnets eget liv og almindelig deltagelse i familien, er ikke nødvendigvis lønnet.
Ekstra arbejde ud over det almindelige kan være betalt.